ARTIKLEN "Nødherberger åbner over hele landet" i Kristeligt Dagblad i onsdags beskriver, hvordan kirker og kirkelige organisationer landet over slår dørene op for hjemløse medmennesker, der mangler et sted at overnatte i vinterkulden.
LÆS OGSÅ: Nødherberger åbner over hele landet
Som artiklen beskriver, er Kirkens Korshær, Missionen blandt Hjemløse og Vesterbro Bykirke initiativtagere til sådan et ekstra vintertilbud på Vesterbro i København. Ligesom Kirkens Korshær og Missionen blandt Hjemløse var det sidste år. Og året forinden.
Artiklen beskriver, hvorledes en stor del af de mennesker, der tager imod tilbuddet, tilhører den store gruppe af udenlandske hjemløse, der i disse år på ulykkeligste vis er henvist til et liv på gaden i Danmark. Vinter og sommer.
Som en kritisk kommentar til dette nødvendige, diakonale arbejde udtaler teologen Katrine Winkel Holm, at folkekirken ikke skal hjælpe en næste, der har brudt loven. Underforstået: Folkekirken skal ikke hjælpe de fremmede, udenlandske hjemløse.
Hermed blander Katrine Winkel Holm politik og religion på en måde, som i bedste fald har uheldige konsekvenser og i værste fald er at gøre kristendom til politik, hvad man skal afstå fra som teolog og præst.
MENNESKELIGE kategorier som for eksempel danskere, udlændinge, lovbrydere og hjemløse hører hjemme i denne verdens virkelighed og politik, da det er kategorier, vi nødvendigvis må forstå og beskrive hinanden med i vores omgang med og mod hinanden.
For eksempel at omtale et menneske som hjemløs giver god mening i en mellemmenneskelig og politisk debat om visse medmenneskers livssituation, da vi på denne måde kan beskrive og diskutere et hjemløst menneskes tilværelse og de problemer, dette liv afføder. At omtale et menneske som hjemløs gør, at vi i menneskelig og politisk henseende kan forholde os til mennesker og menneskelige problemer.
Kirken og kristendommen kender derimod ikke til sådanne menneskelige kate-gorier, da den kun kender til én kategori af mennesker: mennesker.
Kristendommen taler ikke om danskere, udlændinge, lovbrydere og hjemløse. Den taler kun om mennesker og om alle mennesker som ligeværdige for Gud og dermed ligeværdige for kristendommen og kirken.
Så når Katrine Winkel Holm mener, at folkekirken og præsterne skal spørge til, om folk har brudt loven, kommer fra Rumænien eller snyder i skat, inden de bliver lukket ind i kirken, så vil hun pakke kirken ind i denne verdens menneskelige kategorier og dermed gøre menneskelige livsformer til en adgangsbillet til, om man må komme i kirken eller ej.
DET ER SÅ bestemt ikke kristendommens anliggende. I hvert fald ikke i en evangelisk-luthersk, dansk folkekirkevirkelighed. Det er et snævert og forenklet kirkesyn, der truer med at gøre folkekirken til en uniformsklub, hvor vi middelklassedanskere, der ligner hinanden, er de eneste, der bør have adgang til kirken.
Men dette indsnævrende og politiske kirkesyn bliver heldigvis sprængt af netop den virkelighed, de vinter-åbne kirker og dermed diakonien opridser for kirkens virke og opgave. For diakonien er kendetegnet ved, at den retter sig mod mennesker i nød. Ikke mod danskere, udlændinge, lovbrydere og hjemløse i nød, men mod mennesker i nød.
Og dermed bliver det, at kirken inviterer frysende mennesker ind i varmen, uden at skele til om de er danskere, udlændinge, lovbrydere eller hjemløse, til en forkyndelse af, at netop i kirken er der plads til alle. Uanset hvad livet gør ved mennesker, og hvad mennesker gør ved livet.
At give mennesker et sted at overnatte i vinterkulden er altså at skille kristendom og politik.
Heiner Lützen Ank er præst, landssekretær og kampagneleder i Kirkens Korshær