EN DRENG FRA 4. klasse stopper mig på gangen. ”Mette, du er simpelthen nødt til at se det her,” siger han ivrigt. Han er lige kommet hjem fra en tur med sin klasse. De arbejder med sten i faget natur/teknologi. ”Se her!”, siger han helt stakåndet. ”Er det ikke smukt? Det er helt vildt! Prøv at se himlen! Jeg var altså nødt til at fotografere det!”. Han fortæller mig ihærdigt om alle de fine sten, de fandt på stranden, om deres farver, deres forskelligheder.
Han har haft en faglig oplevelse. Noget har gjort indtryk på ham. Han er blevet grebet af noget. Og det er dét, skolens fag kan og skal. De skal åbne verden for eleverne. Udvide deres horisont. Fagene etablerer en række møder mellem eleverne og verden omkring dem. I de møder skabes viden, færdigheder og kompetencer. Men det er ikke nok. Møderne skal også gøre indtryk, sætte spor og påvirke, så eleverne udvikler en modtagelighed, som de kan forstå og forholde sig til verden med. Den slags møder opstår i de faglige oplevelser.
I folkeskolens formålsparagraf hedder det, at skolen skal udvikle arbejdsmetoder og skabe rammer for oplevelse, fordybelse og virkelyst. Der er altså formuleret et politisk krav til skolen og lærerne om at skabe faglige oplevelser for eleverne.
MEN NÅR SELVSAMME POLITIKERE, som står inde for folkeskolens formålsparagraf, samtidig prædiker målstyret undervisning og synlige læringsmål, kan det nemt spænde ben for de faglige oplevelser. For når målstyring bliver den dominerende metode, som det sker mange steder i dagens skole, er der ikke plads til megen oplevelse.
Her er det vigtigste nemlig at skabe synlige læringsresultater for eleverne. Lærerne skal have blik for den faglige progression. Og den skal beskrives og dokumenteres. Og dét er også et vigtigt og uundværligt aspekt af undervisningen. Men det må ikke stå alene. Hvis vi overser elevernes oplevelser i og med fagene, amputerer vi deres udbytte af undervisningen.
På Den Hirschsprungske Samling i København undersøger elever fra 6. klasse P.S. Krøyers malerier. Jeg passerer to piger, der betragter et af de største malerier i samlingen: Krøyers ”Sommerdag ved Skagens Sønderstrand”. En lille pige i blå kjole og med sommerhat står på stranden med hænderne på ryggen og betragter en flok badende drenge. Idet jeg går forbi, siger den ene pige til den anden: ”Hold kæft, hvor ku’ han male!”.
I den målstyrede skole er eleverne ideelt set hele tiden bevidste om, hvilke mål de arbejder hen imod, og hvor langt de er fra at nå målet. De skal være læringsbevidste og jagte egne læringsfremskridt.
Mon drengen med fotografierne fra stranden var bevidst om sit læringsudbytte? Var de to piger foran Krøyer-maleriet klar over, hvad de lærte i det sekund, de oplevede maleriet?
I stærke faglige oplevelser er eleverne opslugt af stoffet. De er nysgerrige, åbne og modtagelige. Netop dér er de ikke bevidste om deres læring. De har ”glemt”, at de er lærende. De er optaget af det faglige indhold og ikke af deres egen viden og kunnen. Og dét er også faglighed. Men ikke en faglighed, der kan måles og gøres til genstand for progression. Det er en faglighed, der påvirker og præger og gør verden tilgængelig. Dén faglighed skal eleverne også have med sig fra folkeskolen. Både fordi det er et lovkrav, og fordi det er vigtigt.
Mette Frederiksen er folkeskolelærer.