Pokémon-dillen raser og er forhåbentlig lige nu på sit højeste.
Til de lykkeligt uindviede hermed en meget kort beskrivelse af spillet: Forskellige steder i det offentlige rum er placeret ”væsener”, som man kun kan se, hvis man ser virkeligheden gennem sin telefon, der driver spillet.
Det gælder herefter om at fange så mange som muligt af disse væsener, som altså kun de indviede kan se.
Begejstringen for dette spil er svær at overvurdere.
Tag for eksempel P1 Debat den 20. juli, hvor det blev beskrevet som noget helt fantastisk, at en mand – ganske vist med snuden i sin telefon – var set spadsere kilometer efter kilometer med barnevognen. På jagt efter Pokémon-figurerne, forstås.
De sociale medier flyder endvidere over med helt fantastiske beretninger om teenagere, der er kommet ud af deres eremitbo og ligefrem bevæger sig rundt.
Der er da også tale om et interessant koncept, der må have et stort forretningsmæssigt potentiale i sig.
Nu varer det nok ikke længe, før lige Pokémonspillet igen er uinteressant. Men man kan forestille sig, at efterfølgende spil vil kunne generere store indtægter fra forretningsdrivende, der ønsker et monster eller to placeret tæt på deres forretning.
Men der er også beretninger om unge og knap så unge mennesker, der mentalt totalt frakoblet omgivelserne bevæger sig rundt i det offentlige rum på jagt efter disse ”væsener”. Til usikkerhed og irritation for omgivelserne. Respektløs adfærd på kirkegårde, i supermarkedet og ved mindesmærker.
Vi er hermed på vej over i retning af dette uvæsens så at sige sande væsen: Uden deltagelse i det offentlige rum bevæger horder sig rundt på jagt efter væsener, kun de indviede kan se. Der er rettelig tale om leg med dæmoner.
Dette udlægges så som helt fantastisk, fordi folk bevæger sig og måske endda taler lidt sammen med andre indviede. Denne mekanisering af den enkelte er et åndstab af rang, men helt tidstypisk.
Det er også derfor, at radioværten i ovennævnte beretning synes, det er helt fantastisk, at manden gik mange kilometer med barnevognen.
Men manden er jo mentalt fraværende over for barnet. Er ikke til stede. Søger ikke øjenkontakt. Han er i stedet fuldt optaget af sit helt eget projekt.
Mere sigende billede på tidens åndelige forfald, manglende nærvær og egocentrerede fokus på egen ”udvikling” finder man næppe.
Hans Sloth Kristoffersen er cand.scient.pol. og sektionsleder