Kristus blev også opfattet som polemisk

Jesus blev opfattet som polemisk, påståelig og påtrængende af sin samtid, og en prædiken på evangeliets grund kan ikke undgå at være polemisk, skriver teolog Margrethe Horstmann om debatten om sognepræst Søren E. Jensen, der har fået en biskoppelig advarsel blandt andet efter klage over en prædiken

"En ordentlig prædiken kan ikke undgå at være polemisk, fordi den taler til den faldne verden - den verden, der ser faldet som et fremskridt," siger Margrethe Horstmann.
"En ordentlig prædiken kan ikke undgå at være polemisk, fordi den taler til den faldne verden - den verden, der ser faldet som et fremskridt," siger Margrethe Horstmann. Foto: Jakob Dall.

DA SOGNEPRÆST Henrik Gade Jensen nævner min ringhed i sit andet indlæg den 28. februar om Søren E. Jensens prædiken, vil jeg tillade mig at svare.

Gade Jensen indleder med at sige, at jeg undrer mig over hans kritik af Søren E. Jensens prædiken, og det er da sandt. Og over mere end det. Gade Jensen slutter sit indlæg således: ”Hvad nu, hvis folkekirken en dag løber tør for fæhoveder, hvad skal Søren E. Jensen så prædike om? Hvis udgangspunktet er evangeliet, bliver det lidt nemmere.”

Den dag, verden løber tør for syndere, er der selvfølgelig ingen menighed længere, og så er den ikke længere. Det er der nok ingen fare for. Til gengæld mere end antyder Gade Jensen om sin kollega, at han ikke forkynder evangeliets trøst, og den er straks værre.

Jeg er ret sikker på, at Gade Jensen og jeg ikke har læst den samme prædiken, for den opbyggelse, Gade Jensen ikke finder i Søren E. Jensens prædiken, springer denne læser i øjnene: Frelsen ligger ikke i kirkelige aktiviteter og muntert fodslag, men i Guds ord. Er det ikke til trøst og opbyggelse for den synder på kirkebænken, der ser sin kirke engagere sig i alt muligt, men til gengæld tager afstand fra Kristi opstandelse?

Gade Jensen mener, at Søren E. Jensens prædiken passende kunne tjene som oplæg til debat om gudstjenesteformer. Men ikke som evangelieforkyndelse, for kristendom er, siger Gade Jensen, at vise det (evangeliet), gøre det, leve det og lade det være eksemplet. Ikke at vrænge og pege og skælde ud.

Den eneste, der så vidt vides hidtil har ”gjort det”, er Kristus selv, men Gade Jensen er muligvis bedre opdateret på den front end undertegnede. Selv en overfladisk læsning af Det Nye Testamente vil vise, at Jesu ord i deres enfoldighed blev opfattet som vrængen, udskæld og pegen fingre i den grad, at menneskene ikke kunne holde ham ud.

De fandt ham polemisk, påståelig og påtrængende. Illoyal og ukollegial (for eksempel over for Johannes Døberen). En prædiken har ikke til formål at være polemisk, for så er det ganske rigtigt ingen prædiken. Men en ordentlig prædiken kan ikke undgå at være polemisk, fordi den taler til den faldne verden - den verden, der ser faldet som et fremskridt. For at opbygge må der altså rives ned, og derfor er Jesus den rette mand - ham, der ville rive templet ned og genopbygge det på tre dage. Det er opbyggelighed, der vil noget.

Sådan kan man ikke forkynde, for så har kristendommen tabt, skriver Gade Jensen. Det undrer jeg mig da godt nok over at se en sognepræst mene. Det er nemlig før sket, at Guds virkelighed overgik teologiske eksperters og sognepræsters skøn. Også selvom disse - ganske ukollegialt i øvrigt - kalder deres fyringstruede kolleger farisæere.

Mon alligevel ikke Søren E. Jensen og hans kolleger siger noget næste søndag også? Udgangspunktet er jo evangeliet.

Margrethe Horstmann, cand.theol., Tårsvej 16, Sakskøbing