Prøv avisen
Debat

Kan man lovgive om kvalitet i folkeskolen?

Et kvalitetsmæssigt løft af skolen ville i langt højere grad være sket, hvis man for eksempel havde lavet bedre normering, færre elever pr. voksen, to-lærer-ordninger i visse fag og først og fremmest, at lærerne havde fået ”ejerskab” til den nye lov, skriver debattør. Modelfoto Foto: Steffen Ortmann

Kvalitet opleves altid mellem mennesker og aldrig på et stykke papir, der er vedtaget af lovgivningsmagten, skriver Helmer Breindahl i debatten om folkeskolereformen

Da jeg for efterhånden en del år siden gik på Holbæk Seminarium (som det jordnært blev kaldt dengang), hørte vi, at undervisning kunne være et håndværk, et kunsthåndværk og i sjældne tilfælde kunst! Der var mange grader af begrebet.

Hvad er god undervisning, kunne man måske spørge lidt naivt. Til god undervisning hører faglighed, lidenskab, engagement, empati, gå-på-mod, humør, god kommunikation, variation og lyst til at være i den aldersgruppe af børn, man skal undervise - for at nævne noget af ”værktøjet”.

Jeg har, hver gang der fra politisk side var nye tiltag eller ny lovgivning omkring skolen, haft den tanke: Kan man lovgive om kvalitet?

Politisk tænker man muligvis: Hvis nu struktur og timetal ændres, hvis vi giver fagene et lidt andet indhold, hvis vi udarbejder kanon for stof, der skal læres, og angiver, hvornår det skal læres, hvis vi nu bestemmer, at børnene skal være længere tid i skolen, hvis vi laver obligatoriske lektiecaféer for alle (med to lærere til 60 børn!), så sikrer vi en god skole.

Som lærer gennem mange år har jeg oplevet, at kvalitet og god undervisning ikke kun kan sikres gennem lovgivning. Lovgivningen kan sætte rammer - og heller ikke mere.

God undervisning kræver først og fremmest engagement, at man brænder for at gøre det så godt som muligt.

Det, der er sket i forbindelse med vedtagelse af ny folkeskolelov, er jo, at de daglige brugere af folkeskolen: børnene, lærerne og forældrene i vidt omfang ikke er blevet hørt.

Såkaldte eksperter og politikere har besluttet, at det er godt og rigtigt at inkludere alle børn i samme skole, at give børnene længere skoledag, at lave tvungne lektiecaféer, at afskaffe klasselærerbegrebet.

Et kvalitetsmæssigt løft af skolen ville i langt højere grad være sket, hvis man for eksempel havde lavet bedre normering, færre elever pr. voksen, to-lærer-ordninger i visse fag og først og fremmest, at lærerne havde fået ”ejerskab” til den nye lov.

Et enkelt eksempel på god undervisning: På Holbergskolen i Dianalund, hvor jeg har arbejdet, havde vi før kommunalreformen i 2007 et projekt, der blev kaldt ”Leg og lær”, som havde fokus på indskolingen fra 0.-3. klasse.

Halvdelen af børnenes ugentlige timetal var dækket ind af både en pædagog og en lærer. Undervisningen var en blanding af stor koncentration og faglighed og leg og kreativitet. Kørte børnene træt, var der stikbold eller anden leg i skolegården og herefter (med to voksne) dyb koncentration om læring i dansk og matematik.

Da årgangens 60 børn efter 3. klasse blev læsetestet efter den landsdækkende skala, placerede alle sig enten i midtergruppen eller i øverste gruppe. Der var ingen, som manglede grundlæggende læsefærdigheder.

Det undrede Undervisningsministeriet så meget, at man henvendte sig for at få en forklaring. Og det gav vi så: faglighed, voksenhænder og engagement!

Hvorvidt lærerne i folkeskolen udfører håndværk, kunsthåndværk eller kunst, skal jeg ikke udtale mig om, men at den enkelte lærer og det enkelte barn er det omdrejningspunkt, hvorom alt handler, er grundlæggende sandt. Kvalitet opleves altid mellem mennesker og aldrig på et stykke papir, der er vedtaget af lovgivningsmagten.

Helmer Breindahl, pensioneret lærer, Vestervang 12, Dianalund