Politik og religion i en pærevælling

KOMMENTAR: Vores danske demokrati er ikke udtænkt og indført af kristendommen eller kirken, men af folket, som også bestod af jøder og fritænkere

Tak for Lilli Gyldenkildes besindige ord den 28. januar i »Man forstår hensigten og bliver forstemt« og den journalistisk dygtige samling synspunkter i »Korstog for danskheden«, hvor jeg fik indlæg fra en politiker, forfatter, en dr.scient.pol., en folkekirkepræst, en valgmenighedspræst og to universitetsfolk (en religionshistoriker og en lektor i teologi). Morten Kvist citeres for at sige, at der for ham ikke er nogen tvivl om, at der er indbygget fundamentalisme i Koranen. Jeg opfatter det som en lidt forsigtig udtalelse og kunne godt tænke mig at høre en islam- og korankyn-dig udtale sig om det samme - eller i det mindste at få oplyst, om fundamentalisme skal forstås som voldelig og terroristfremmende. Hvis fundamentalist skal forstås som tro på, at teksten er Guds åbenbarede sandhed, følger der jo ikke af den grund nødvendigvis terrorisme. Jeg har ikke hørt noget til, at folk fra Menighedsfakultetet skulle være voldelige over for f.eks. tidehvervsfolk eller ateister, selvom Menighedsfakultetsfolk har et fundamentalistisk bibelsyn. Selv har jeg hverken læst hele Koranen eller Bibelen. »Synspunkt« i samme avis af Erik Bjerager er dog mere problematisk. Det er udtalelserne om demokrati, velfærdsdemokrati, kristendom og islam, som efter min mening er bekymringsværdigt forvrøvlede: 1. Den næstekærlige tanke, at den rige skal give til den fattige, stammer, så vidt jeg ved, fra Egypten og er før-jødisk, før-kristen og før-islamisk. Den retsindige bør tage sig af enken, den faderløse, den fremmede osv. Islam opfordrer igen og igen til barmhjertighed. Almisse er en af islams fem søjler. Du skal give den sultne brød osv. 2. Vores danske demokrati er ikke udtænkt og indført af kristendommen eller kirken, men af folket, som også bestod af jøder og fritænkere. Vi kalder det demokrati, selvom kvinder ikke havde stemmeret i starten. Demokrati er, som der står i artiklen, under konstant forandring. Jeg synes, at det er flot, at Grundtvig så klart så, at borgerens frihed og forpligtelser var af afgørende betydning for folkestyret og Grundloven. 3. Det er rigtigt, at islam tænker hele tilværelsen, også det politiske, ind under loven, shariaen. Det er jo en lovreligion ligesom jødedommen. Men der er fremragende muslimske personligheder m/k, der kæmper for at kombinere et frit folkestyre med deres muslimske tro. Kristeligt Dagblad har gennem mange år givet spalteplads til muslimske personligheder fra ud- og indland. Jeg synes, det er meget uheldigt at mistænkeliggøre islam, når vi ved, at vores velfærdsmodel kun findes i få meget rige stater, og at det rige, overvejende kristne USA har så megen vold og så stor social ulighed, og sidst, men ikke mindst, at religionskrige altid har udløst ekstrem uforsonlighed og vold også blandt kristne f.eks. i Nordirland. Gennem de 34 år, jeg har læst Kristeligt Dagblad, har jeg netop set denne avis' grundige information som et værn mod et forenklet og fordrejet syn på verden. Nyhedsmedierne lider jo under, at den store, gode salgbare nyhed oftest er ulykken i den ekstreme ondskab eller voldsomme katastrofe. I medierne er terror båret af religiøs fanatisme iøjnefaldende. Det er indlysende, at sultne, truede, krænkede eller desperate grupper nemt kan udnyttes af ledere med demagogiske evner. Man kan give religion skylden for alt ondt, hvilket medierne især gjorde inden murens fald og stadig gør, når der er tale om islam. Men man kan også se religionen som den instans, der kan insistere på fredelige, demokratiske strategier, sådan som Martin Luther King gjorde det, og sådan som Nelson Mandela og Desmond Tutu har gjort det i forsoningsprocessen i Sydafrika. Vi kunne byde den praktiserende muslim velkommen, fordi han/hun har en religiøs ressource. Etisk Råd kunne godt bede om synspunkter fra jøder og muslimer. Og i folkeskolen kunne vi fortsætte med i en forsonlig ånd at fortælle de store fortællinger. Vi har ofte den tankevækkende fornøjelse at være de første, der fortæller om Abraham, Isak, Jacob, Josef, Moses og David og for øvrigt også om Jesu og Muhammeds liv. Det er ikke kun danske børn, der har en næsten pletfri uvidenhed. Tænk, at man kan være den første, der fortæller et muslimsk barn om Muhammeds himmelfærd og historien om, at Guds bedste gave til mennesket er budet om de fem daglige bønner! Kirsten Lerstrup Larsen, lærer, Bøgevej 5, Vipperød