DEN 18. JANUAR havde TV 2 Nyhederne en interessant sekvens. Byrådet i Randers begav sig ud i en lang og intens debat op til en vedtagelse af, at der i børneinstitutioner i byen skulle serveres svinekød. Det bliver der nu alligevel i alle, så vedtagelsen med 16 stemmer mod 15 var ren pjat.
Symbolpolitik hedder det i vore dage, når en politisk debat og vedtagelse ikke har noget med den praktiske politik at gøre, men udelukkende er en markering af egne holdninger.
Motivationen til dette gribende politiske tiltag var, at børnene skulle lære dansk madkultur at kende. Derfor skal de have mulighed for at spise frikadeller og medisterpølse. Og det er jo også så dansk som noget og en del af vor nationale identitet - akkurat som pizza og sushi!
I Randers har man ellers nok at se til. Skolelukninger i et stort antal. Frustrerede børn og forældre og andre områder kan nævnes. Så gælder det om at tale om noget andet i håbet om, at vælgerne har glemt det væsentlige ved næste valg.
Men initiativet bredte sig. Folketingsmedlem Martin Henriksen fra Dansk Folkeparti var straks på pletten og forlangte, at ordningen skulle gælde for hele landet, og en opinionsundersøgelse synes at vise, at han har folket med sig. Og ifølge nærværende avis er grisen nu indskrevet i værdikampen. Således fik den indre grisebasse også lidt at fornøje sig ved.
Fra sin formandspost i den høje FN-bygning i New York kigger Mogens Lykketoft (S) ud på verden og også til Europa, og han bryder sig ikke om, hvad han ser. I et interview i Berlingske kommenterer han på vanlig ufrelst måde Europas udfordringer. Han savner visioner og engagement og undrer sig over, at Europa har kunnet være så uforberedt på den massive flygtningestrøm. Man har ikke kunnet finde blot et minimum af handlekraft og fælles holdninger.
Og Mogens Lykketoft forudser, at det - blandt andet grundet klimaforandringer - kan blive meget værre. ”Europa har virkelig brug for politikere, der tænker mere på næste generation end på næste valg.”
APROPOS FLYGTNINGESTRØMMEN havde jeg for nylig fornøjelsen af at være sammen med Anita Bay Bundegaard, den tidligere udviklingsminister i Nyrup-regeringen, nu direktør i Red Barnet med kontor i Genève, og vi mindedes, hvordan hun i sin ministertid både blev latterliggjort og tilsvinet, fordi hun påstod, at antallet af fattigdomsflygtninge ville blive mangedobbelt i de kommende år.
Hun fik ret, men måtte gå af som minister. Nu gør hun nok også en væsentligere indsats i Genève og får så Helle Thorning-Schmidt som chef. Gad vist, hvad hun siger til det?
Arne Hardis skriver stilfærdigt i Weekendavisen, at man altid er i tvivl om, hvad der drev landets tidligere statsminister. ”Var der en særlig Thorning-linje, en særlig politisk ambition, noget, hun brændte for - ud over det for enhver socialdemokratisk partileder selvfølgelige imperativ, at magten skal i hus?”. Ja, det må man nok spørge om.
Jeg har altid været i tvivl. Det er Hardis også. ”Men vi ved, at hun inderst inde holder med børnene,” skriver han. Det må vi da håbe! Der er 30 millioner flygtningebørn i verden, og et nok endnu større antal, der også har det elendigt, så der er nok at tage fat på. Held og lykke! Kommer i hvert fald ud af jagten på vælgere. Måske kan hun nu føre politik, der gør en forskel, hinsides en pjattet og populistisk andedams virkelighed - som den i Randers.
Pjattet har Herbert Pundik aldrig været. Tværtimod! Han bruger sjældent store ord, men 17. januar gjorde han det i Politiken. Det handlede endnu en gang om regeringens ”smykkeforslag”, det nu lidt mere moderate, for vielsesringe er undtaget. Men stadig - genstande, der formodes at kunne indbringe over 10.000 kroner kan tages i forvaring, medmindre de har særlig affektionsværdi.
Pundik er vred: ”Skal familierne berøves den historie, smykker kan fortælle om familiens fortid og rødder? Skal vi gøre dem endnu fattigere, end deres skæbne har villet?”. Sådan spørger han og fortæller videre, at han selv har været flygtning. Han er søn og barnebarn af flygtninge og bor i en nation, Israel, der udelukkende er skabt af flygtninge, og skildrer videre solidariteten, han oplevede som sådan. ”Tænk på det,” slutter han.
Ja, gid der var lidt flere af vore politikere, der ville tænke på andet og mere end at blive valgt. Jeg ved godt, at også ordet ”populisme” er blevet et slagord, og brugt igen og igen mister det mening og betydning. Og så alligevel, for det handler om, hvad den desværre afdøde og hårdt savnede kritiker fra Information Hansgeorg Lenz engang udtrykte med ordene, at populisme er, når ingen vil eller kan: ”Ingen er vant til at handle selv.”
Ugens debat skrives på skift af tidligere biskop i Aarhus og klummeskribent på Kristeligt Dagblad Kjeld Holm og præst og anmelder på Kristeligt Dagblad Kristian Østergaard. En af de to samler hver fredag op på og kommenterer en eller flere af ugens vigtigste værdidebatter