FOLKETINGSVALGET er som bekendt nu overstået. Kristendemokraterne forsøgte atter at opnå repræsentation på tinge. Igen fik Kristendemokraterne knap en procent af stemmerne og var dermed langt fra spærregrænsen på to procent. Det er fjerde gang, Kristendemokraterne forsøgte at opnå repræsentation, efter at de ved 2005-valget røg ud af Folketinget.
Det fik Kristendemokraternes folketingskandidat fra Sydjyllands Storkreds, Henri Nissen, til at foreslå at lægge Kristendemokraterne sammen med et andet parti. Han mener ifølge Lokalavisen.dk, at en fusion med Det Konservative Folkeparti er det mest nærliggende.
Tidligere landsformand for Kristendemokraterne Marianne Karlsmose er af en anden opfattelse.
Til Kristeligt Dagblad den 20. juni udtaler hun: ”Selvfølgelig skal vi blive med at kæmpe for det, vi tror på - også ved næste valg.” Anderledes udtrykt er hun af den opfattelse, at Kristendemokraterne igen skal samle de godt 20.000 underskrifter, der skal til for at blive opstillingsberettiget, og så ellers prøve igen ved næste folketingsvalg.
Set udefra må man tage hatten af for, at de aktive i Kristendemokraterne fortsat tror på deres sag. Men Kri-stendemokraterne må nok se i øjnene, at tiden er løbet fra deres mærkesager, og at nogle af deres mærkesager fint kan varetages af interesseorganisationer. Deres primære mærkesag, modstanden mod den fri abort, skiller sig negativt ud, og alene denne mærkesag skræmmer mange vælgere væk.
MODSTANDEN MOD den fri abort kan i mine øjne fint varetages i organisationen Retten til Liv. Det er helt fint for mig, at nogle mennesker er imod den fri abort. Men fastholder Kristendemokraterne modstanden mod den fri abort, så må de også erkende, at vælgertilslutningen formentlig aldrig kan blive høj nok til at overvinde spærregrænsen.
Hvad er der så tilbage af Kristendemokraterne, hvis vi antager, at spørgsmålet om modstanden mod den fri abort hører til i en interesseorganisation og ikke i et parti?
Klikker vi os ind på Kristendemokraternes hjemmeside, finder vi foruden ”etikken” tre valgtemaer ved det netop afholdte folketingsvalg: ”familielivet”, ”landdistrikter” og ”omsorg”, hvor omsorg dækker over en politik for ældre, handicappede og udsatte. Alle emnerne fanges i udgangspunktet imidlertid fint op af andre partier.
Et grundspørgsmål for Kristendemokraterne er på den baggrund, om de skal forblive et parti, som har den fri abort som primær mærkesag, eller om de skal lukke og slukke helt som parti. Jeg mener det sidste. Kristendemokraterne har ikke nogen fremtid som selvstændigt parti. Men for at partiets gode mærkesager ikke skal gå i glemmebogen, og for at give håb og fornyet gejst til de mange dygtige aktive i partiet, vil jeg foreslå, at Kristendemokraterne søger om ”optagelse” hos De Konservative.
Kristendemokraterne kan foruden medlemmer også tilbyde følgende politiske emner til De Konservative: fokus på landdistrikterne og erhvervsudvikling i provinsen, obligatorisk rådgivning til abortsøgende for at reducere antallet af aborter og endelig fokus på familielivet, herunder fokus på, hvordan det sikres, at færre familier splittes grundet skilsmisser.
DET KONSERVATIVE Folkeparti har på mange måder brug for en saltvandsindsprøjtning, og den kan blandt andet komme fra Kristendemokraterne. De Konservative har haft en ufokuseret valgkamp, hvor de har haft for stort fokus på skat og erhvervslivet. Hermed har De Konservative i valgkampen forladt den socialkonservatisme, som i manges øjne er ganske central for konservative, og som adskiller partiet fra Liberal Alliance og Venstre. Her kan Kristendemokraterne med ovennævnte emner bibringe De Konservative nye idéer.
Såfremt Kristendemokraterne søger om ”optagelse” i Det Konservative Folkeparti, sikrer man også, at alt det gode, som partiet indeholder, ikke smides ud med badevandet. Medlemmerne af Kristendemokraterne skal naturligvis stilles frit om, hvorvidt de ønsker at være medlem af De Konservative.
Alternativet for Kristendemokraterne til en optagelse virker ikke svær at for øje på: flere kommende folketingsvalg med omkring en procent af stemmerne. Derfor er tiden moden nu, og det gælder også for den anden part: Mon ikke De Konservative, efter at de for andet valg i træk er blevet Folketingets mindste parti, også vil være klar til at modtage nye idéer og nye kræfter?
Jeg tror, at både Kristendemokraterne og De Konservative vil få et fordelagtigt udbytte af, at Kristendemokraterne nedlægger sig selv som selvstændigt parti og i stedet søger om ”optagelse” i De Konservative.
David Holmberg er cand.scient.pol. & MARC (kandidat i statskundskab & master i retorik og formidling)