Lad mig for god ordens skyld begynde med at slå følgende fast: Vi kan alle falde i og dyrke den vestlige verdens ekstreme fokus på selviscenesættelse. Det er nok også bare en del af menneskets natur, som altid har og altid vil være der – i større eller mindre omfang.
Men – og her kommer min pointe – at se, hvordan folkets tjenere i det politiske system så konsekvent sætter egne egoer, egne fortællinger og egne karrierer over det folk, som de burde sætte over de førnævnte ting, har nået et omfang, som jeg aldrig selv tidligere har set. Måske har det været der hele tiden, hvor jeg så har været blind i forhold til omfanget. Men jeg synes, det er nødvendigt at påpege.
Selviscenesættelsens kultur, som efterhånden er blevet til den vestlige verdens mest populære kunstform, har på stort set alle parametre overtaget dansk landspolitik.
Naturligvis har partier altid i en eller anden udstrækning været båret frem af en leder eller af en håndfuld toneangivende personer, men jeg synes, at det politiske indhold plejede at fylde en del mere.
Nu er de politiske budskaber i meget høj grad skræddersyet til at understøtte enkeltindividers ønske om vælgermæssig overlevelse (læs også: personlig politisk overlevelse) eller vælgermæssig fremgang.
Man fornemmer sjældent ægte sjæl, medmindre altså det er ens egen eksistens, der er på spil.
Jeg ved egentlig ikke, hvor meget man kan bebrejde politikerne, for de afspejler sådan set blot den tid og kultur, som vi lever i. Dog kunne man ønske sig og forvente, at de politiske ledere turde løsrive sig fra tidens trends og formåede at se længere frem.
Jeg forventer ikke, og jeg vil heller ikke have, at politikere stopper med at “markedsføre” sig selv, for det er en nødvendighed – også for, at de politiske budskaber kan trænge igennem. Jeg forventer bestemt heller ikke, at politikere er perfekte. Hvem er i øvrigt perfekt?
Mit ærinde her er at argumentere for, at balancen mellem de forskellige hensyn genoprettes, så det primære trods alt er hvert partis politiske indhold, budskaberne og samfundsløsningerne. Spørgsmålet må være, hvad partierne og politikerne vil gøre for de mennesker, som de repræsenterer?
Vi er nået dertil, hvor den politiske “diskussion” efterhånden minder mere om et dårligt realityprogram end om reelt politisk lederskab.
I realityprogrammet deltager først og fremmest de ledende politiske skikkelser og nogle fremtrædende politiske kommentatorer og eksperter. De ledende politikere fremhæver løbende deres kvaliteter for ikke at blive stemt hjem, og kommentatorerne vurderer løbende indsatsen som et slags mellemled mellem tv-seerne og udøverne. Sådan har jeg vel egentlig betragtet dansk politik i nogle år efterhånden.
Og hvis nogen måtte mene, at det er for unuanceret eller for hårdt at kalde dansk politik for et realityprogram, så forestil jer en omgang “Vild med dans”, hvor dommerne uddeler point for deltagernes performance.
Det er ikke indholdet, men underholdningsværdien, som bliver vurderet benhårdt for at kunne gå videre til de næste runder. Det er især den fortælling, der kan bygges op om personen, som er afgørende.
Men igen, som sagt, sådan har det givetvis altid været i et eller andet omfang, og ja, vi kan alle blive grebet af vores egne egoer og fortræffeligheder. Ingen, ej heller undertegnede, skal gøre sig selv værre eller bedre end andre her.
Men det er, som om landets ve og vel og folkets ve og vel aldrig har været så underprioriteret, som det er tilfældet i disse tider. Vores politiske kultur og vores kultur som helhed er ikke rigtig til at tænke alt for langt frem, og det er blandt andet, fordi vi er så fokuseret på, hvordan vi lige her og nu tager os ud i andres øjne.
Min pointe er, at det især har taget overhånd i forhold til det landspolitiske system. Jeg har bevidst fravalgt at fremhæve det ene eller det andet parti, da mit ærinde er at fremføre nogle overordnede betragtninger om systemets nuværende indretning.
Martin Henriksen, forfatter, medlem af kommunalbestyrelsen på Stevns, partiuafhængig.