Prøv avisen
Global debat

Politikere fordømmer afbrænding af israelske flag i Berlin

Det har vakt voldsom kritik blandt tyske politikere og medier, at cirka 1000 pro-palæstinenske demonstranter fredag afbrændte to israelske flag og råbte anti-jødiske sloganer under en demonstration ved Brandenburger Tor i det centrale Berlin. – Foto: Florian Boillot/ Zuma Press/ ritzau

Tyske politikere har reageret med harme og bekymring, efter at pro-palæstinensiske demonstranter midt i den tyske hovedstad i weekenden afbrændte israelske flag og ønskede død over jøder. Tyskland har et problem med importeret antisemitisme, lyder det

FOR 75 ÅR SIDEN marcherede Hitlers brunskjortede horder gennem Brandenburger Tor, mens de råbte deres anti- jødiske paroler forud for det mørkeste kapitel i Tysklands historie.

Ikke mindst derfor har det vakt kolossal harme blandt tyske politikere og medier, at cirka 1000 pro-palæstinenske demonstranter fredag afbrændte to israelske flag og råbte antijødiske sloganer under en demonstration ved selvsamme ikoniske bygning kun få hundrede meter fra den amerikanske ambassade og mindesmærket for de seks millioner jøder, som blev dræbt af nazisterne.

Det skete i protest mod den amerikanske præsident Donald Trumps beslutning om at flytte landets ambassade fra Tel Aviv til Jerusalem og dermed anerkende Jerusalem som Israels hovedstad. En beslutning, som ifølge arabiske ledere vil undergrave enhver fredsproces mellem israelere og palæstinensere.

”Dræb Israel”, ”Jøder, børnemordere” og ”Jøder, husk Khaybar, Muhammeds hær vender tilbage” (slag mellem muslimer og jøder i år 628, som muslimer vandt, red.) råbte demonstranter ifølge tyske medier. Ved en tilsvarende demonstration i den multikulturelle bydel Neukölln i søndags blev et israelsk flag brændt af, da cirka 2500 pro-palæstinensiske demonstranter protesterede mod den amerikanske beslutning. Afbrændingerne og de antijødiske paroler har vakt bred politisk fordømmelse.

”Den, der misbruger ytringsfriheden, vort højeste gode, til at udbrede antisemitisme, racisme og til at opildne til had ved at afbrænde flag, kan ikke dække sig ind under retten til at demonstrere,” siger Berlins socialdemokratiske borgmester Michael Müller ifølge Bild.

Ifølge Berliner Zeitung er cirka 20 mennesker blevet tilbageholdt, og politiet efterforsker 12 mennesker for blandt andet at have overtrådt maskeringsforbud og for at have krænket et andet lands flag, hvilket er strafbart i Tyskland.

”Det er virkelig en skændsel for Berlin,” siger medlem af Europa-Parlamentet og det liberale parti FDP Alexander Graf Lambsdorff til Bild og opfordrer til at huske på, hvordan antisemitismen før har medført katastrofer i Tyskland.

”Man ikke bør glemme vores historie,” siger han.

”Vi har brug for en stærk markering fra samfundet over for antisemitisme – hvad end den er importeret eller ej,” siger politiker Jens Spahn fra det kristeligt-demokratiske CDU til Die Welt.

Ifølge Tysklands indenrigsminister, CDU-politikeren Thomas de Maizière, er det uacceptabelt, ”når jøder eller staten Israel bliver krænket på denne beskæmmende måde”, og ministeren påpeger over for Bild, at Tyskland ”på en særlig måde er forbundet med staten Israel og mennesker med den jødiske tro”.

De Maizière understreger, at der i Tyskland gælder ytrings- og forsamlingsfrihed, men at disse rettigheder skal udøves på fredelig vis.

Den socialdemokratiske justitsminister, Heiko Maas, siger til samme avis, at ”enhver form for antisemitisme er et angreb på os alle: Antisemitisme må aldrig nogensinde igen få en plads”.

Kritikken af USA’s beslutning om at flytte sin ambassade er forståelig, mener den socialdemokratiske udenrigsminister, Sigmar Gabriel, men der ”findes ikke nogen retfærdiggørelse af at afbrænde israelske flag, opildne til had mod jøder eller sætte spørgsmålstegn ved Israels eksistensberettigelse”. Den, der alligevel gør det, ”sætter sig ikke bare imod Israel, men mod vores lands forfatningsmæssige orden”, siger han til Bild.

Jøder har også reageret med ængstelse og fordømmelse. ”Når israelske flag bliver brændt af i hjertet af Berlin, må de tyske politikere handle,” lyder det fra den amerikanske jødiske komite (AJC) ifølge Der Tagesspiegel.

Den tysk-jødiske professor i historie Michael Wolffsohn advarer mod den uvidenhed blandt demonstranter, som fører til en sammenblanding af antisemitisme og kritik af den amerikanske præsidents beslutning. Han kalder de aktuelle demonstrationer i Berlin for et deja-vu og minder om, at der i 2014 ligeledes blev råbt ”i gassen med jøder” ved demonstrationer i tyske gader.

”Den, der påstår, at dette har noget som helst med Donald Trump at gøre, forstår ikke realiteterne,” siger han ifølge Bild.

I weekenden blev pro-israelske demonstranter desuden angrebet i München, mens demonstranter i Düsseldorf sparkede og spyttede på et israelsk flag foran det amerikanske konsulat, skriver Bild.