Prøv avisen

Politikere og ledere, tag nu et ansvar for stress!

En stresset hjerne er ikke en dårlig hjerne. Det er en presset og misbrugt hjerne. En stresset krop er ikke en svag krop. Det er en presset og misbrugt krop. Jeg savner, at politikere og ledere går ind og tager ansvar. Det skriver psykoterapeut Marianne Bunch. – Foto: Iris/ Ritzau Scanpix

Vi er kørt af sporet som samfund, når så mange er ramt af stress og deraf afledte sygdomme. Tag nu det ansvar! Vi har ikke råd til at lade være. Lige nu mister vi alt for mange gode, dygtige, ansvarlige mennesker til stress, og en del af dem kommer aldrig tilbage, skriver psykoterapeut og aktuel forfatter

SOM LEDER eller direktør har du et ansvar for de ansattes arbejdsmiljø. Det synes oplagt, at hvis der bliver arbejdet under farlige forhold, så tages der de nødvendige forholdsregler. Det er lidt sværere med det psykiske arbejdsmiljø. Det er mit indtryk, at det halter alt for mange steder.

Der findes mange undersøgelser af, hvad der giver stress. En hvilken som helst ledelse vil kunne sætte sig ind i det, forebygge stress og lave trivselsfremmende tiltag. Det overordnede problem, som jeg ser det, er, at der på mange arbejdspladser er for få til at lave for meget. Og i de tilfælde kan man vel sige, at ledelsen bevidst påfører de ansatte en risiko for stress. Et andet problem kan være dårligt arbejdsklima, hvor der mangler klare retningslinjer og forventningsafstemning, hvor der tales bag ryggen på folk, hvor man mangler indflydelse på eget arbejde, og hvor der mangler anerkendelse af den enkeltes indsats.

Hvis alle ansatte møder op hver dag året rundt 100 procent raske og nærværende, så kører det hele akkurat rundt, men med stor risiko for stress. At satse på det vil være naivt og dårlig ledelse, for sådan er virkeligheden ikke. Her vil nogle nok indvende, at mennesker ikke kun får stress på grund af deres arbejde, men også på grund af ting i deres privatliv. Så hvorfor skal arbejdspladsen bøde for det? Meget stress er direkte arbejdsrelateret, men jo, hos mange mennesker er det en blanding af arbejdspres og pres i privatlivet.

I ethvert menneskes liv vil der på vejen opstå forskellige kriser, som gør, at hun i en periode bliver uarbejdsdygtig, og som lægger et ekstra pres på hende. Det kan være alvorlig sygdom i familien, skilsmisse, dødsfald, ulykker, problemer med børnene og deslige. Og hertil skal så lægges almindelig sygdom. Ting sker. Det er et livsvilkår. Det kan medføre fravær og/eller nedsat arbejdskraft i perioder.

Når vi nu ved, at det er sådan, det er, så må enhver ansvarlig arbejdsplads tage højde for dette, når de budgetterer. Når man i børnehaven ikke må bruge vikarer, så handles der imod bedre vidende. Så handles der uansvarligt. Og dette eksempel kan nemt overføres på sosu-assistenter på plejehjemmet, sygeplejersker og jordemødre. På håndværkere, der arbejder efter en alt for stram tidsplan for at lave det billigste tilbud. På alle de projektansatte, der arbejder med en alt for stram deadline. På revisionskontoret, der godt ved, at der er drøn på i månederne efter jul, men alligevel ikke ansætter ekstra hjælp. Og mange andre steder.

Mennesker kan ikke tåle at blive presset på den måde over lang tid. De konstante stresshormoner slider på hele systemet og nedbryder nogle af hjernens funktioner. En stresset hjerne er ikke en dårlig hjerne. Det er en presset og misbrugt hjerne. En stresset krop er ikke en svag krop. Det er en presset og misbrugt krop.

HVIS VI ALLE SAMMEN kendte symptomerne, mærkede vores grænser, og havde modet til at sige fra i tide, ville mange undgå at blive sygemeldt. Men måske også være uden job. Vi er oppe imod mere end det.

Vi er oppe imod det stigende præsta tionskrav, som starter allerede i børnehaven med diverse test og forventninger til at fungere ud fra en normalkurve. Præstationskravet absorberes hos mange unge til et indre krav, som bliver synligt på de sociale medier. Kan du ikke stå distancen, er det dig, der er noget galt med. Derfor ser vi nu et stigende antal børn og unge med stress.

Mange mennesker synes, det er flovt at få stress. De bebrejder ofte sig selv, også selvom de kan se, at det er nogle forhold på arbejdspladsen, der førte til det. De er bange for, at kolleger ser ned på dem. At deres chef synes, de ikke er dygtige nok. At blive fyret. De har derfor svært ved at sige fra. Hvor ligger ansvaret for det?

Jeg savner, at politikere og ledere går ind og tager ansvar. Og jeg undrer mig over, om arbejdsmiljølovgivningen er sat ud af kraft. Ikke på papiret forstås, men i den virkelige verden, som vi fungerer i. Hvad koster det at have så mange mennesker gående sygemeldte med stress? Hvad koster det i sygedagpenge? Hvad koster alle de foranstaltninger, jobcentrene sætter i gang? Hvad koster det, når en del af dem aldrig vender tilbage til et normalt arbejdsliv igen, men ender på fleksjob eller pension? Hvad koster det i sundhedssystemet? Stress tærer på kroppen og medfører ofte et væld af stressrelaterede sygdomme. Psoriasis blusser op, udefinerlige smerter kommer. Depression eller angst støder til og så videre. Og hvordan påvirker det igen de børn, som lever i en familie, hvor en forælder er sat ud af spillet? Har nogen mon lavet det regnestykke?

JEG MENER, de politiske strømninger, der sætter rammerne for skole og institutioner, bærer en stor del af ansvaret. Ansvaret hos den enkelte ligger i at tilrettelægge et liv, som ikke er presset:

måske at arbejde mindre og luge ud i alle gøremålene. At sætte spørgsmålstegn ved alt det, som hun synes, hun skal leve op til. At tage stress-symptomer alvorligt. At tage en snak med chefen. At være i dialog med kollegerne. At tale højt om det, der nager og stresser. At sætte grænser og sige fra. For de fleste en ikke helt let opgave. Den enkelte selv kan godt gøre noget, når hun får de rette redskaber. Men har hun allerede fået stress, kræver det, at hun ikke kommer tilbage til det samme stressende miljø igen.

Lederens ansvar er at lytte til medarbejderne. At ansætte tilstrækkeligt personale til at løse opgaven. At tilrettelægge arbejdet, så man faktisk kan holde til at arbejde i 37 timer. At kalkulere med, at for eksempel nye it-systemer kræver ekstra tid. At sætte sig ind i og handle på de ting, som vi ved forebygger stress. Og at hjælpe en stressramt medarbejder i gang igen på en måde, så hun ikke får stress igen. I det hele taget at tage stress alvorligt.

Jeg er en stor fortaler for mindfulness, for vi ved, at det blandt andet afhjæl per stress. Det kan være en god idé at tilbyde medarbejderne kurser i stress forebyggelse og håndtering. Men at tro, at nu sender vi hele arbejdspladsen på et mindfulnesskursus, så de fortsat kan holde til presset – det er forfejlet ledelse. Der må først tages fat om ondets rod.

Politikernes ansvar er at lytte til, hvad der sker rundt omkring på arbejdspladserne og i skolesystemet. At tage alle de røde blinkende lamper alvorligt. Vi er kørt af sporet som samfund, når så mange er ramt af stress og deraf afledte sygdomme. Tag nu det ansvar! Vi har ikke råd til at lade være. Lige nu mister vi alt for mange gode, dygtige, ansvarlige mennesker til stress, og en del af dem kommer aldrig tilbage.

Marianne Bunch er selvstændig psykoterapeut med speciale i stress og depression og er forfatter til bogen ”Bliv ven med dig selv – en vej ud af stress, depression og angst”.