Der findes emner, som det er nemt at mene det rigtige om. For eksempel vil næppe mange hævde, at der er noget gavnligt ved, at Danmark mere og mere splittes mellem by og land, og alle politikere er vist enige. Vi skal modvirke skepsis og fordomme på tværs af fædrelandet, for alle dele af det skal bestå i sammenhæng.
Torsdag eftermiddag var det Socialdemokratiets Magnus Heunicke og Rasmus Nordqvist fra Alternativet, der på P1 tog debatten nok engang. Heunicke er noget så fint som landdistrikts- og øordfører, og Nordqvist repræsenterer et parti, der i udtalt grad holdes i live af storbymennesker.
P1-redaktionen kridtede banen op ved at sende en reporter afsted for at interviewe en ung kvindelig Alternativ-vælger i et supermarked i København, der skulle hjem og lave økologisk humus til sin veninde, hvorefter mikrofonen blev stukket hen til en mand i Sønderjylland, der foretrækker leverpostej.
Kløften er klar, by og land fremstilles som to forskellige universer, og politikerne kommer nemt til at indgå i en slags kappestrid angående titlen som den, der har mest føling med de fjerne områder.
Fjerne i forhold til København, forstås. Heunicke fik understreget, at han som en berejst mand i landet har erfaret den kraftige oppositionsfølelse til hovedstaden, og Nordqvist prøvede at nuancere billedet af sit parti som et rent storbyanliggende ved at afsløre, at der findes flere brave folk fra landlige regioner i Alternativets bagland. Tillykke med det. Imidlertid er problemet – hvilket netop denne debat også åbenbarede – at der fra politisk side mangler en helt grundlæggende forståelse for, hvad der er med til at skabe samling i et land.
Det er meget konkret. Det handler i høj grad om effektiv offentlig transport og et fungerende postvæsen. Vi skal rent fysisk kunne nå hinanden, hvor end vi bor, og vi erkender i disse år, hvor voldsomt politikerne har syndet ved den tvangsdigitalisering af befolkningen, der er i færd med at tage livet af de levende breve. Og ved den nedprioritering af togdriften, der kan gøre det til et mareridt at rejse tværs gennem landet.
At høre to velmenende politikere stå og sige pæne ting om livets gang udenfor hovedstaden uden at komme ind på den gradvise opløsning af den fysiske kontakt mellem os, siger lidt om, hvor verdensfjern diskussionen er blevet. Her er derfor et forslag.
Landets politikere skal i et halvt år tvinges til selv at rejse rundt med DSB og opleve at sidde strandet i et skovbryn ved Taulov og ikke ane, hvornår toget igen rører på sig.
Og de skal afskæres fra deres digitale univers og genopleve glæden ved at modtage et rigtigt brev – hvis det altså når frem. De skal på ny erkende, at sammenhængen i et land grunder i reel fysisk kontakt mellem mennesker, og at det udgør en af de fornemste politiske opgaver at værne om denne kontakt. Frustrationen ude i landet er berettiget, for politikerne er selv med til at koble de ydre områder af.
De mangler sans for konkret virkelighed.
Sørine Gotfredsen er sognepræst og debattør.