Han blev vurderet som en af Danmarks mest troværdige politikere: Søren Pape Poulsen – formanden for Det Konservative Folkeparti, der havde genrejst det gamle folkeparti fra et historisk lavpunkt og op mod udsigten til en ny storhed med ham som statsministerkandidat.
Men de seneste uger har hans troværdighed lidt et knæk efter sager om, at Pape Poulsen blandt andet fejlagtigt skulle have sagt, at hans nu snart forhenværende ægtemand var både jøde og nevø til præsidenten i Den Dominikanske Republik.
Det er et problem, for politik handler ikke bare om skattelettelser, fremtidens sundhedsvæsen eller pensionsudbetalinger. Politikerne udfylder en rolle som samfundets administratorer, og derfor er borgerne nødt til at have tillid til, at de handler troværdigt.
"Man giver sin stemme til én, der skal repræsentere dig. Man giver sin myndighed fra sig og bemyndiger politikeren, og derfor vil man gerne have, at den myndighed bliver forvaltet på en ordentlig og redelig måde," siger Carsten Madsen, lektor i retorik ved Aarhus Universitet.
Krisen tester troværdigheden
Troværdigheden kommer ikke af sig selv. Den skal man gøre sig fortjent til ved at udvise en adfærd, så folk kan tro på din værdighed til dit embede, siger Trine Nebel, retoriker og adjunkt i strategisk ledelse ved Professionshøjskolen Absalon. Vi er nemlig dybt afhængige af at kunne regne med andre mennesker i et samfund, hvor vi må stole på, at piloten ved, hvordan man flyver en flyvemaskine, og at lægen ikke ryster med skalpellen.
"Vi reagerer dybt instinktivt, hvis vi kommer i tvivl om, om vi kan have tillid til et andet menneske. Ubevidst spørger vi os selv, om vi kan have tillid til sælgeren på Den Blå Avis eller den taxachauffør, som vi skal sidde alene i en bil med," siger Trine Nebel.
Den regel gælder også for politikere, fortæller hun og fremhæver håndteringen af coronapandemien som et eksempel på, hvor vigtig tillid og troværdighed er for politikerne.
"Vi var nødt til at tro på, at dem, der styrede samfundet, traf de rigtige beslutninger. Hvis vi ikke fandt regeringen eller sundhedsmyndighederne troværdige, og vi ikke havde tillid til, at der lå en dygtig, duelig proces forud for beslutningerne, ville vi slet ikke kunne følge retningslinjerne," siger Trine Nebel.
Pape Poulsen står lige nu i en troværdighedskrise, og i det hele taget er krisesituationer en særlig disciplin, hvor politikeren for alvor bliver testet i, hvordan man håndterer pressede situationer, vurderer Martin Vith Ankerstjerne, kommunikationsrådgiver og tidligere særlig rådgiver for forhenværende minister Karen Ellemann (V).
"Det er absolut en kvalifikation for en toppolitiker at vise, hvor god man er til at styre en krise. Det behov er bestemt ikke blevet mindre af corona, krigen i Ukraine eller energikrisen. Som statsministerkandidat bliver man for alvor testet, når man skal vise, om man kan håndtere en krise – også selvom den tager afsæt i noget personligt," siger Martin Vith Ankerstjerne, der mener, at sagen om Søren Pape Poulsens troværdighed kan blive fatal.
"Han har ikke formået at stå til regnskab for vælgerne og svare på, hvorfor han fejlagtigt har kaldt sin mand for jøde. Det kan godt være, at han føler, at det er privat, at det gør ondt, og at det har været svært for hans mand, men det her er en af de store tests," siger Ankerstjerne, der peger på, at de første meningsmålinger også er begyndt at vise de første, små konturer af en tilbagegang for Det Konservative Folkeparti.
"Pape har nu meddelt, at han skal skilles. Det bliver spændende at se, hvordan vælgerne reagerer på det, men umiddelbart er det næppe nok til at hjælpe ham ud af troværdighedskrisen. Der er brug for, at han får talt ud med medierne og svaret på alle spørgsmål," siger Ankerstjerne, der vurderer, at troværdighedskrisen kunne have været droslet ned, hvis Pape hurtigere havde sagt undskyld. Men det er ikke ensbetydende med, at man altid bare skal undskylde sig ud af en krise.
En, der ikke har lagt sig fladt ned og sagt undskyld, er tidligere V-minister og Danmarksdemokraternes stifter, Inger Støjberg. Efter at hun blev dømt i en rigsretssag for at have overtrådt ministeransvarsloven, blev hun idømt 60 dages ubetinget fængsel, og et flertal i Folketinget erklærede hende efterfølgende uværdig til at sidde i Folketinget. Men fordi hun har holdt fast i ikke at fortryde sin handling, vurderer Martin Vith Ankerstjerne, at hun fremstår enormt troværdig over for sine vælgere.
"Hele vejen igennem forløbet har hun holdt sit hoved koldt og holdt fast i sin linje. Hun har haft fodlænke på og ofret sig selv personligt for sagen. Man kan være uenig med hende, men de vælgere, der støtter hende, synes blot, at hun er blevet endnu mere troværdig ved at holde fast," siger han.
Svært at genvinde tabt etos
Retorisk set handler troværdighed om en forhandling om etos. Formlen for etos blev formuleret af den oldgræske filosof Aristoteles for over 2000 år siden, og hans formel bliver stadig brugt af retorikere til at beskrive nogle grundlæggende, universelle betingelser for, at eksempelvis vælgere kan finde en politiker troværdig.
Ifølge formlen vurderer folk grundlæggende andres folks troværdighed ud fra tre parametre: Finder man personen fagligt dygtig og duelig nok inden for det felt, som vedkommende beskæftiger sig med? Finder man sympati for personens moral og værdier? Og finder man, at personen har en sjælstorhed, så vedkommende uselvisk vil dem, der lytter, det bedste?
Oversat til et politisk sprog betyder det, at man vurderer, om politikeren kan sit stof og er en god forhandler. Lever politikeren op til vælgerens idealer for værdi og moral? Og er politikeren i stand til at tænke ud over sit eget bedste?
"Når Søren Pape Poulsen ikke har villet svare på spørgsmålene om sin mand, overtrådte han reglen om at handle uselvisk. Hvis man finder spørgsmålene relevante, føler man sig ikke imødekommet, når han ikke ville svare på dem. Da han så alligevel udtalte sig, så det ud, som om han gjorde det for egen vindings skyld, efter de her sager begyndte at overskygge hans statsministerkampagne," siger Trine Nebel.
Som et andet eksempel peger hun på den tidligere statsminister og Venstre-formand Lars Løkke Rasmussens sager, hvor flere Venstre-medlemmer blandt andet var utilfredse med formandens køb af underbukser for partiets penge.
"Venstre forsvarede ham med, at han var en stor reformist og visionær politiker på sundhedsområdet. Men diskussionen handlede om, hvorvidt det var moralsk i orden at købe underbukser for medlemmernes kontingent. Man kan ikke genvinde sin tabte moralske troværdighed ved at være en fagligt dygtig politiker. Man er nødt til at rejse sig i den dimension, hvor man har tabt troværdighed," siger Trine Nebel.
Og taber man først sit etos, er det svært at genopbygge sit gode ry og rygte. For etos handler blandt andet om værdier, der for de fleste er ukrænkelige, forklarer Carsten Madsen. Derfor kan det blive fatalt, når man går ind i nye politiske diskussioner med et underskud på den troværdighedskonto, hvor man har forbrudt sig. Hvis man én gang har vist, at man eksempelvis har løjet eller ikke har fagligt styr på sine sager, hænger den forventning ved hos tilhørerne. Og politikerne har i forvejen den ulempe, at de bliver målt på nogle valgløfter, som er svære for dem at indfri. Det udgør i sig selv et troværdighedsproblem i et samfund, hvor folk generelt set har lavere tiltro til autoriteter end tidligere, vurderer Carsten Madsen:
"Op til 1950'erne, tror jeg, at man havde en mere grundlæggende tillid til politikerne. Derfor behøvede man ikke at overbevise folk om, at man var troværdig. Når politikerne i dag bliver vurderet som en af de mest utroværdige faggrupper, bliver de nødt til at arbejde med deres etos i højere grad. Det betyder ikke, at troværdighed er blevet vigtigere end tidligere, men det betyder, at forhandlingen om etos er blevet vigtigere og dermed også tydeligere."