Prøv avisen
Refleksion

Politikerne er de sidste, der forstår

illustration: søren mosdal

Man kan roligt sige, at mange danske politikere længe har ravet i blinde angående den muslimske indvandrings konsekvenser, og optrinnet i Mjølnerparken forleden lignede et forsøg på at demonstrere ny kontakt til omverdenen, skriver Sørine Gotfredsen

DER VAR MANGE TING i luften, da regeringen forleden under stort postyr offentliggjorde den såkaldt historiske ghettoplan i Mjølnerparken i København. Optrinnet midt i den berygtede bydel lignede et forsøg på at skabe forbindelse mellem virkeligheden og de folkevalgte, men umiddelbart faldt det nok mest i øjnene, at de otte ministre ankom som en skarpt bevogtet delegation.

De blev vist rundt i området som turister i det fremmede, hvilket det jo i en vis forstand også er, og man blev med andre ord ikke umiddelbart overbevist om politikernes nære samhørighed med det omgivende samfund. Snarere blev man bragt til at overveje arten af distancen, alt imens man atter må spørge, om de mennesker, der har tilbragt en så stor del af deres liv i det politiske miljø, reelt har personlig føling med samfundet.

En oplagt grund til at tvivle finder man i konstateringen af, at de stort set alle har været uendeligt længe om at forstå problemerne angående de parallelle kulturelle og religiøse tilstande, der igennem flere årtier er vokset frem, og da ministrene stod dér på stribe, var der én tanke, der overskyggede alt andet: Hvorfor har I været så længe om at forstå?

INSPIRATION TIL ET SVAR finder man hos den tyske samfundskritiker Hans Magnus Enzensberger, der i et essay fra 1998 med titlen ”Forbarmelse med politikerne” sætter ord på politikerens problem. Han taler om decideret isolation og skriver:

”Det er den, som begrunder hans typiske realitetstab, og som forklarer, hvorfor han, uafhængigt af sine intellektuelle evner, i reglen er den sidste, som fatter, hvad der foregår i samfundet.”

Enzensberger sammenligner politikeren med en patient på en anstalt, hvor den daglige dosis af protokoller og bilag langsomt dræner ham for et selvstændigt sprog, almen livsforstand og tid til at læse andet end den ”rædselsfulde prosa”, som Enzensberger benævner det bureaukratiske sprog. Denne beskrivelse af det størknet verdensfjerne kan rumme en del af forklaringen på, at de fleste politikere først her i 2018 begynder at begribe kernen i parallelsamfundene.

Men derudover skal sendrægtigheden naturligvis også ses i lyset af, at politikerne i stor stil har adlydt den korrekte tænkning, der har præget og stadig præger de pæne kredse i Europa, og som har afholdt mange fra at tænke klart.

Mens tusindvis af danskere længe har haft fornemmelse for problemernes karakter, er politikerne næsten pr. definition de sidste til at forstå sagens alvor, og følgerne kan være store. Jo, vi lever stadig i et dejligt land, men selv i et sådant må man overveje, i hvor høj grad politikernes gøren og laden grunder i utilstrækkelig føling med livets gang.

EN NY FILM GIVER INSPIRATION til tanken. ”Darkest Hour” handler om de intense dage i 1940, da Winston Churchill blev udnævnt som engelsk premierminister, mens Hitler raserede store dele af Europa, og Churchill skulle afgøre, om man skulle forhandle med diktatoren eller bekæmpe ham.

I filmen sætter Churchill sig ned i Londons undergrundsbane og vender sagen med de øvrige passagerer – ja, han citerer tilmed Horats for dem, hvorpå en menig stemmer i, og det står klart, at en åndelig eller i hvert fald historisk og poetisk samhørighed mellem et lands leder og et lands folk er del af den rygrad, hvortil store beslutninger skal være knyttet.

Det er vist tvivlsomt, om scenen i undergrundsbanen er historisk sand, men pointen er, at Churchill i de frygtelige dage, hvor adskillige kolleger ville presse ham til forhandling med Hitler og Mussolini, var i færd med at miste sin retningssans.

Og til sidst var der kun ét at gøre. Nemlig at finde ud af, hvad englænderne selv mente om sagen. Scenen er romantiseret, jeg ved det, men den lærer os, at hvis en politiker vil træffe afgørende valg uden ægte berøring med sit eget folk, raver han i blinde.

Man kan roligt sige, at mange danske politikere længe har ravet i blinde angående den muslimske indvandrings konsekvenser, og optrinnet i Mjølnerparken lignede et forsøg på at demonstrere ny kontakt til omverdenen.

Ligesom den radikale leder Morten Østergaard senest med en turné rundt i ghettoerne har forsøgt at koble sig på virkeligheden. Hans fromme tone og nedgørelse af andre på Christiansborg skæmmer imidlertid projektet, og man må med Hans Magnus Enzensberger spørge, om nutidens politikere er blevet så formet af isolation, at de har svært ved igen at komme fri.

Han skriver: ”De har af egen fri vilje bestemt sig for denne profession, der samtidig udgør negationen af en profession (…). Lige så let det er at starte på den, lige så ringe er chancen for at slippe ud igen med skindet på næsen.” Risikoen er ikke blot dén, som Churchill erfarede i de mørke timer i maj 1940. At træffe den forkerte beslutning. Risikoen er også, at politikerne får så lidt føling med virkeligheden, at de blot lader stå til.

I Mjølnerparken prøvede de otte ministre at bevare en del af skindet på næsen, og mens der ganske vist ikke blev citeret digte af Horats, blev der sagt relativt klare ord. Hvem ved, måske er der omsider indhold i dem.

Refleksion skrives på skift af ph.d. og forfatter Kasper Støvring, sognepræst og journalist Sørine Gotfredsen, forfatter og tidligere biskop Kjeld Holm, sociolog Rasmus Willig og hospitalspræst Lotte Blicher Mørk.