Prøv avisen
Debat

Opråb: Politikerne tømmer folkeskolen for etik

Vi, folkeskolens personale, kan, som den voksne del af samfundet, da ikke danne børnene til empati i et konkurrencesamfund, vi kan da ikke danne børnene til mådehold og ”pas på tingene”, når samfundet skal indgå i forbrugerisme i et ”køb og smid væk”-samfund, vi kan da ikke fortælle børnene om, hvordan jagten på bestemte mineraler til mobiltelefoner ødelægger store naturområder og dræber dyrearter andre steder i verden, når alt kun drejer sig om velstand og vækst. Arkivfoto: Undervisningsministeren på skolebesøg i Odder. - Foto: Axel Schutt

Politikerne er nødt til at hjælpe folkeskolen. Vi står nu med et samfundssyn, som strider mod et etisk dannelsessyn, skriver viceskoelleder

UNDERVISNINGSMINISTER Christine Antorini (S) har lige været af sted til Canada på et topmøde for bedst præsterende uddannelseslande i verden. Det er der selvfølgelig ikke noget forkert eller kritisabelt ved. Antorini skriver da også i bladet Folkeskolen meget rigtigt: ”Det er lande med vidt forskellige samfundssystemer og læringstraditioner, der ligger i top. Der er langt fra Finland til Singapore på alle dimensioner - men der er meget, vi kan lade os inspirere af, og hvor øvelsen er at oversætte andre landes erfaringer og fortolke dem ind i vores egne uddannelsestraditioner.”

Det kritisable kommer efterfølgende, hvis det går, som det plejer: Antorini vil kun lægge mærke til alle de ”nye” metoder, som tilsyneladende giver højt præsterende resultater. Sådan har det været de seneste mange år i folkeskolen, hvor den er blevet bombet med påståede evidente metoder til højpræstation samtidig med kontrolmekanismer via de nationale test. Det er et ”dannelsessyn”, som intet har at gøre med dansk uddannelsestradition.

Vil det gå, som det plejer, cementerer Antorini endnu en gang løgnen om at fortolke dem ind i vores uddannelsestraditioner.

Havde det været tilfældet, at vores dannelsestradition var fokuseret i drøftelserne omkring forandringerne af vores uddannelsessystem, ville der med sikkerhed være sket andre tiltag. Ligeledes ville sætningen fra folkeskolereformens indledning være utænkelig: ”Skal elevernes faglige niveau og dermed det faglige niveau i folkeskolen forbedres, er det centralt, at alle elever får mulighed for at udfolde deres potentiale fuldt ud, så vi kan klare os i den stigende internationale konkurrence.”

Dannelsestraditionen gør mennesket til et mål i sig selv (smukt, som Immanuel Kant, tysk filosof (1724-1804), sagde det) og ikke til et middel. I øjeblikket er politikerne ved at tømme folkeskolen for det, som et dannelsesideal er/skal bygge på, nemlig etik. Dette gøres, fordi politikerne er ramt af et kortsigtet tunnelsyn, hvor alt drejer sig om konkurrenceevne og vækst, som gør, at jordkloden lider.

Det politiske arbejde af i dag er determineret af et hegemonisk økonomisk system, og det er blevet til ”nødvendighedens politik”. Når denne nødvendighedens politik hersker, må det nødvendigvis også tømme folkeskolen for de etiske dannelsesprocesser. For hvordan kan vi have en dannelsesproces, som åbenlyst ikke indgår som en del af vores samfund?

Vi, folkeskolens personale, kan, som den voksne del af samfundet, da ikke danne børnene til empati i et konkurrencesamfund, vi kan da ikke danne børnene til mådehold og ”pas på tingene”, når samfundet skal indgå i forbrugerisme i et ”køb og smid væk”-samfund, vi kan da ikke fortælle børnene om, hvordan jagten på bestemte mineraler til mobiltelefoner ødelægger store naturområder og dræber dyrearter andre steder i verden, når alt kun drejer sig om velstand og vækst.

Vi kan da ikke med oprigtighed i relationen få børn til at føle sig som anerkendte og værdsatte individer, endsige vi kan da ikke danne børnene til åndsfrihed, når hele samfundet underlægges konkurrence som det ordnende princip, hvori vi skal se dem som midler i et konkurrencestatsprojekt.

Dannelsesprocesserne skal opbygge en etisk funderet moralsk dømmekraft i den enkelte, således at den enkelte kan gå ud i verden og bruge sin viden, kundskaber og færdigheder til handling. Dannelse er normativ, og skal ikke, som vi kan se tendenser til nu med den førte politik, sættes ind i en deskriptiv ramme, som gør dannelse til en slags symptombehandler med et indbygget fordrejet individualistisk ansvarsbegreb.

Den tilgang til dannelse er en grim form for ”dannelse på markedsvilkår”, der bedst betegnes som ren tilpasningssocialisering til konkurrencestaten, og medfører en usympatisk og usolidarisk fortolkning af Kants udsagn: Oplysning er menneskets udgang af dets selvforskyldte umyndighed, som gør alle livsproblemer til individuelle problemer.

Vi står med et samfunds- og verdenssyn, som grundlæggende strider mod et etisk dannelsessyn. Dette kan selvfølgelig ikke blive ved med at fungere, for så vil utroværdigheden på længere sigt have en eksistentielt ødelæggende effekt. Derfor har politikerne en moralsk forpligtelse til at ændre på situationen, og det er ikke et etisk normativt dannelsesideal, som skal udfases.

Morten Hansen, viceskoleleder, Brådervej 13, Værløse