Politikerne spænder ben for hjælpen til torturofre

Gennem de seneste fyrre år har vi i Danmark udviklet et højt specialiseret behandlingssystem for torturoverlevere og andre traumatiserede flygtninge.

Siden grundlæggelsen af Rehabiliteringscenter for Torturofre (RCT) – i dag DIGNITY – i 1982 er der i alle landsdele etableret specialiserede behandlingscentre, så Danmark i dag er blandt verdens dygtigste, når det gælder tværfaglig rehabilitering af torturofre og flygtninge, der er traumatiserede af andre grunde. Vores arbejde bygger på ny og solid forskning på området, og for den enkelte torturoverlever kan vi i dag gøre langt mere, end man kunne for fire årtier siden.

Paradoksalt nok har skiftende politiske flertal – i hvert fald siden 2015 – samtidig gjort det markant vanskeligere for os at hjælpe og rehabilitere de mennesker, som vi ellers kan gøre en stor forskel for.

Allerede få uger efter folketingsvalget i 2015 blev folketinget ekstraordinært indkaldt, fordi den nye regering ønskede at forringe vilkårene for flygtninge, der ikke var i arbejde. Der blev indført en integrationsydelse (i dag selvforsørgelses- og hjemrejseydelse), som er meget lavere end den kontanthjælp, vi andre kan få, når vi står uden arbejde eller dagpenge. Det siger sig selv, at denne forringelse ramte traumatiserede flygtninge hårdt, fordi alvorlige traumer fra krig, flugt og tortur ofte er med til at holde denne gruppe uden for arbejdsmarkedet – en situation, som de selv er helt uden skyld i.

Den lave ydelse har bidraget til at holde traumatiserede flygtninge uden for uddannelse og fritidsaktiviteter. Resultatet har været en udskillelse og isolation af mange traumatiserede flygtninge og deres familier fra det danske samfund.

For en del af vores patienter har det desværre også den direkte konsekvens, at de ikke har råd til at komme til behandling. Vi oplever i stigende grad, at vores patienter sender afbud eller stopper den helt nødvendige traumebehandling, fordi de simpelt hen ikke har råd til at rejse med bus eller tog til vores rehabiliteringscenter på Østerbro i København. Selve behandlingen er ganske vist gratis, men på grund af de meget lave ydelser har de ikke råd til transporten. Den lave ydelse modvirker integration og forhindrer, at de bliver klar til uddannelse og job. Og det er ellers lige præcis det, som langt de fleste af vores patienter ønsker: At være selvforsøgende og bidrage aktivt til samfundet.

Da den daværende VLAK-regering i slutningen af 2018 indgik en finanslovsaftale med Dansk Folkeparti, blev man enige om det såkaldte »paradigmeskifte«. At flygtninges ophold i Danmark skulle være midlertidigt, og at de skulle sendes hjem, så snart der var det mindste tilløb til stabilitet i hjemlandet, blev slået fast med syvtommersøm, og ordet "integration" blev stort set fjernet som målsætning i dansk flygtningepolitik. Opholdstilladelserne skulle fremover fornys med korte tidsintervaller. Paradigmeskiftet bygger videre på indførelsen af den nye midlertidige beskyttelsesstatus for syriske krigsflygtninge, der blev indført af SR-regeringen allerede i 2015, og som i dag betyder, at hundredvis af syriske flygtninge mister opholdstilladelsen, selv om forholdene fortsat er alvorlige, skrøbelige og uforudsigelige i de egne af Syrien, som de er flygtet fra.

En asyllovgivning, hvor den røde tråd er midlertidighed, resulterer selvsagt i meget stor usikkerhed blandt flygtninge – ikke mindst de traumeramte flygtninge.

Er man klar til at igangsætte et krævende terapiforløb, hvis det ikke er sikkert, at man har en opholdstilladelse, når forløbet nærmer sig sin afslutning? Hvordan skal man som flygtning tolke de modsætningsfyldte signaler, man modtager, når politikerne og debatten i medierne klart signalerer, at man ikke er velkommen – allerhøjst tålt – i Danmark, mens der samtidig står et godt og evidensbaseret behandlingstilbud til rådighed?

Fra vores klinik hører jeg desværre ofte foruroligende beretninger. Én af vores psykologer fortæller om en patient, der sagde til hende: "Lige så langt frem jeg når her i terapi, lige så langt bliver jeg slået tilbage ved truslen om at blive sendt hjem". En anden af vores patienter spurgte: "Hvad nytter det at få behandling, når jeg hele tiden bliver truet med at blive sendt tilbage til bødlerne?"

Midlertidigheden kan altså udfordre selve meningen med vores livsnødvendige arbejde.

Inger Støjberg, som var Venstres udlændinge- og integrationsminister fra 2015 til 2019, brystede sig på ministeriets officielle hjemmeside af 114 stramninger, der blev gennemført i hendes ministertid, og fejrede stramning nummer 50 med en stor lagkage. Ud over midlertidigheden og de lavere ydelser har blandt andet gebyrforhøjelser på opholdstilladelser og statsborgerskab, nye selvforsørgelses- og beskæftigelseskrav, skærpede prøvekrav og øget bureaukrati som følge af strengere krav og hyppigere fornyelser af opholdstilladelser alvorlige konsekvenser for traumatiserede flygtninge.

Det er naturligvis ikke alle 114 stramninger, der har haft direkte skadevirkninger for traumatiserede flygtninge, men de sender til sammen et klart signal om et politisk flertal, der opfatter dem som uønskede.

Bedre bliver det desværre ikke af, at Inger Støjbergs to efterfølgere under de seneste tre års socialdemokratiske regering stort set ikke har rullet nogen stramninger tilbage. Næsten alle de 114 stramninger består uforandret, og dansk asylpolitik styres i dag af et massivt folketingsflertal, der holder fast i den stramme politik til skade for blandt andet de traumeramte flygtninge, der er blandt samfundets allermest sårbare grupper.

Desværre har den førte politik ikke bare konsekvenser for de traumeramte flygtninge selv, men i høj grad også for deres børn. Fra vores arbejde ved vi, at et barns opvækst i en traumeramt familie kan have store konsekvenser for barnets muligheder for at få en uddannelse og opnå varig tilknytning til arbejdsmarkedet som voksen. Samtidig ved vi, at en rettidig indsats over for både den traumeramte flygtning og hele familien har stor positiv betydning i denne forbindelse.

Ifølge Udlændingestyrelsens hjemmeside var der i de første fem måneder af 2022 427 asylansøgninger, der overgik til realitetsbehandling – det såkaldte registreringstal. Med så minimal en "tilstrømning" har Danmark efter min mening sagtens råd til at give de mennesker, der nu engang er kommet for at få vores beskyttelse, et ordentligt liv, så de kan opbygge en tryg fremtid for sig selv og deres børn.

Jeg håber, at der ud af det uoverskuelige landspolitiske landskab, der tegner sig lige nu, vil komme et nyt flertal, som i det mindste ikke spænder ben for vores vigtige arbejde med at hjælpe torturofre og andre traumeramte mennesker, som har så hårdt brug for genrejsning til gavn for dem selv, deres familier og samfundet. For det er desværre, hvad den nuværende asylpolitik gør.