Politimands opråb om kriminelle indvandrere får debatten til at rase i Sverige

Efterforsker anklages for racisme efter opgivende indlæg om indvandreres dominans i kriminalsager. Hvis man ikke kan diskutere problemet, er vi ilde stedt, lyder det fra politimanden

I et indlæg på Facebook påpeger den svenske politiefterforsker Peter Springare, at der næsten aldrig optræder svenske navne blandt mistænkte i de sager, han arbejder med. Han skriver, at den seneste uges voldtægter, overfald og øvrige sager, han har efterforsket, alle har arabiskklingende navne som hovedmistænkte Springare har været ansat i 47 år hos svensk politi.
I et indlæg på Facebook påpeger den svenske politiefterforsker Peter Springare, at der næsten aldrig optræder svenske navne blandt mistænkte i de sager, han arbejder med. Han skriver, at den seneste uges voldtægter, overfald og øvrige sager, han har efterforsket, alle har arabiskklingende navne som hovedmistænkte Springare har været ansat i 47 år hos svensk politi. . Foto: Björn Larsson Rosvall/AP/Polfoto.

Længe har politifolk råbt op om, at kriminelle bander i varierende grad har overtaget kontrollen i en række indvandrertunge forstæder i Sverige. Og nu har den erfarne efterforsker Peter Springare fra Örebro vest for Stockholm fået nok af indvandreres kriminalitet.

I et indlæg på Facebook beklager han sig over, at der næsten aldrig optræder svenske navne blandt mistænkte i de sager, han er involveret i. Desuden, at han nærmer sig pensionering efter 47 år hos politimyndigheden og derfor ikke frygter repressalier, som han mener man kan regne med, hvis man taler åbent om problemet.

”Jeg er så vanvittig træt. Det, jeg skriver, er ikke politisk korrekt, men jeg er ærligt talt ligeglad (…). Vores pensionisters vilkår er elendige, skolesystemet og sundhedssystemet er kaos, og politiet er forlist. Alle ved hvorfor, men ingen tør sige det, fordi Sverige lever i myten om (…) at være det eneste politisk korrekte alternativ i en destruktiv verden,” lyder det.

Han skriver, at den seneste uges voldtægter, overfald og øvrige sager, han har efterforsket, alle har arabiskklingende navne som hovedmistænkte. Ét enkelt svenskklingende navn optræder dog i forbindelse med en narkotikasag.

Peter Springares opråb har fået tusinder af svenskere til tasterne og skabt stor furore på de sociale medier. Over 70.000 har meldt sig ind i en sympati-gruppe på Facebook, mens andre raser mod politimanden og anklager ham for generalisering og racisme.

Jerzy Sarnecki, der er professor i kriminologi ved Stockholms Universitet, langer ud efter Springare og anklager ham for at skævvride billedet af indvandrere.

”Det, der er oprørende, er de generelle og helt fejlagtige udtalelser om det svenske samfund som helhed (…). Indvandrere er næsten lige så overrepræsenterede blandt læger, som de er blandt mistænkte for kriminalitet,” siger han i et interview til public service-kanalen Sveriges Radio.

Sverige har ikke haft statistik over etnicitet og kriminalitet siden 2005, hvilket for nylig har genrejst debatten om, hvorvidt man bør lave en sådan for at skabe bedre baggrund for forebyggende arbejde.

Blandt de svenske aviser var der længe tavshed om efterforskerens indlæg og stormen på de sociale medier. Mandag skrev avisen Expressen dog, at Springares kommentar fik støtte fra racister – en overskrift, der senere blev ændret, og ordet racister er slettet.

Sagen kommer samtidigt med efterforskningen af en bombeeksplosion ved Stockholm, hvor en politichefs private bil natten til mandag blev sprængt i luften foran hans hjem nord for hovedstaden. Samlet har det igen tændt debatten om kriminelle indvandrere, radikalisering og kritikken af politikernes handling, selvom det endnu ikke er klart, hvem der stod bag bomben.

Marcus Oscarsson, der er politisk analytiker for tv-stationen TV 4, vurderer, at spørgsmålet kan blive afgørende for rigsdagsvalget næste år. Det beskrives af flere som en folkeafstemning om Sverigedemokraterne, der markerer sig hårdest i debatten om indvandrere. Marcus Oscarsson vurderer desuden, at mange er frustrerede over, at de etablerede medier skriver meget lidt – eller særdeles kritisk om efterforskerens opråb.

”Den politiske konklusion er enkel: Uanset hvordan statistikken (over kriminalitet og etnicitet, red.) ser ud, og uanset hvordan medierne skriver om det, deler en voksende vælgerskare politimandens bekymring. Han slår alarm, men bliver selv anmeldt og irettesat i medierne. Hvad effekten bliver i meningsmålingerne, kan selv et spædbarn regne ud,” skriver Marcus Oscarsson på Facebook.

Peter Springare forklarer, at det er meget få, der har beskyldt ham for racisme, men at mange har berøringsangst.

”Hvis man ikke kan diskutere problemet uden at kalde det racistisk propaganda, er vi meget ilde stedt (…). Jeg vil slå fast, at jeg ikke er racist, men går ind for indvandring under ordnede forhold. Jeg er dog meget bekymret over de kriminelle indvandrere, som er i gang med at trække tæppet væk under vores retssystem,” lyder det på Facebook.

Peter Springare.
Peter Springare. Foto: Facebook
Jerzy Sarnecki.
Jerzy Sarnecki. Foto: Stockholm Universitet
Marcus Oscarsson.
Marcus Oscarsson. Foto: TV 4