Det italienske diktator Benito Mussolini kom engang med en berømt definition på totalitarisme: ”Alt inden for staten, intet uden for staten, intet imod staten”. Og den allestedsnærværende stat er båret af en bestemt ideologi, som skal manifestere sig alle vegne, og som alle udtryk og aktiviteter skal måles på og stå til ansvar for.
Totalitarismen kender ikke til grænser, ikke til selvkritik, ikke til nuancer. Totalitarisme vil være som Vor Herre, se og dømme alt, skænke frelsen og udtale fortabelsen.
Det er mildest talt et belastet fænomen, og totalitarismen er selvsagt frihedens ærkefjende. Ideologien er ikke total, hvis der er noget, som er fri for ideologien. Sommetider har totalitarismen haft et helt statsapparat til at knægte friheden, men ideologien kan også operere uden statslige magtmidler.
Den kan moralisere, udskamme og fordømme, og den er netop tilfældet med den aktuelle variant af totalitarismen, som også benævnes identitetspolitik, politiske korrekthed eller med det engelske udtryk wokeism (vakthed). Kan skeptikerne ikke sendes i arbejdslejre, så kan de for eksempel sendes ud i mørket som sexister, racister og patriarker. Trues man ikke på livet, så kan man trues på sit gode navn og rygte, karriere og arbejdsliv. Retter man ikke ind efter ideologien, falder hammeren. Mange behøver nu slet ikke at trues til at rette ind. Muligheden for at fremstå som et godt menneske og samtidig pleje sine personlige ambitioner ved at repetere ideologen gribes af ikke så få.
Sin totalitære natur tro har den politiske korrekthed også kastet sig over filmbranchen, hvor race, køn og seksualitet gøres gældende som politiske kvalitetskriterier.
Det kunne man høre om i ”Filmland” på P1 med Per Juul Carlsen som vært. De to kridhvide danskere bag ”Shorta” har således fået kritik for at skabe filmen i en ghetto med borgere af anden etnicitet, ligesom det også har været anført som problematisk, at den ligeledes hvide Nikolaj Lie Kaas lægger stemme til den sorte hovedperson i Pixars animationsfilm ”Sjæl”.
Det er jo efterhånden hverdagskost at høre den slags, men hvor er det egentlig vildt, at det er kommet dertil. At man efter holocaust, apartheid, etniske udrensninger og lovfæstet kvindeundertrykkelse igen er begyndt at dømme mennesker og kunst efter hudfarve, køn og herkomst.
Hvordan man under krav om mangfoldighed kræver ensretning og under regnbueflaget ser verden i sort og hvidt. Filminstruktøren Ole Bornedal blev en stemme for friheden og udtalte til Peter Juul Carlsen: ”Ingen skal fortælle en kunstner, hvordan man skal lave sin historie.” Ole Bornedal kunne også fortælle, at han havde fået afslag på offentlig filmstøtte, fordi manuskriptet indeholdt en mand, som taler meget dårligt om kvinder. Det var ifølge filmkonsulenterne for provokerende.
Kan det virkelig passe, at Det Danske Filminstitut fører identitetspolitik med skattekronerne? Den politiske korrekthed er en gyser, men desværre ikke bare film.
Jesper Bacher er sognepræst.