Det nåede hele vejen til den danske Radioavis, da en højtstående britisk embedsmand efter utilfredshed med betingelserne i Brexit-forhandlingerne mellem Storbritannien og EU i starten af det nye år sagde op og smækkede hårdt med døren.
”Jeg håber, at I vil fortsætte med at udfordre de dårligt underbyggede argumenter og den rodede tænkning, og at I aldrig vil være bange for at sige sandheden til dem, der har magten,” lød det i et brev fra embedsmanden til sine kolleger. Aktuelt har både statsadvokater og topembedsmænd i USA sagt fra og sagt op, fordi de ikke mener at kunne stå inde for den politik, der udgår fra Trump-administrationen.
Men den slags er bestemt ikke hverdagskost. Embedsmænd går normalt stille med dørene. Også herhjemme.
Ikke så snart var smældet fra døren klinget af, før forskellige stemmer begyndte at mumle om, at embedsmandens brev burde være obligatorisk pensum på de danske forvaltningsuddannelser. Brevet vil, forstår man, kunne tjene som en vigtig påmindelse til fremtidens forvaltere om, at de har et etisk ansvar for at sige fra, når deres politiske overordnede går for vidt. De skal ikke finde sig i hvad som helst.
DET ER DA HELLER ikke utænkeligt, at teksten kan højne moralen en smule blandt kommende embedsmænd. Men vi løser ikke embedsstandens udfordringer ved at sætte en højstemt moraltale på skolepensummet. Snarere risikerer vi at overse og forsømme at gøre noget ved de egentlige problematikker, hvis vi individualiserer problemerne og forlader os på en moralsk appel til den enkelte embedsmand. Vi bør i stedet rette blikket mod det system, der gør det muligt og lovligt for politiske magthavere at vride armen om på embedsstanden og dens faglighed.
Selvom det hører til sjældenhederne, havde vi tilbage i 2006 en lignende sag i Danmark. Direktøren for Statsforvaltningen i Nordjylland, Claus Rosholm, sagde sit job op i protest mod Indenrigsministeriets noget dubiøse håndtering af en række sager om kommunalt tilsyn. Rosholm forfattede i den anledning en ni sider lang pressemeddelelse, hvori han redegør for sin opsigelse.
”Det er efter loven en del af mine pligter som amtmand og nu statsforvaltningsdirektør at gribe ind, når de folkevalgte overtræder lovgivningen,” skriver han.
Rosholm er grundig på de ni tætskrevne sider. Han udlægger en sag om magtfordrejning i en mindre nordjysk kommunalbestyrelse. Og han beretter om, hvordan Indenrigsministeriet efterfølgende og uden ordentlige argumenter underkendte nogle af de procedurer, som hans forvaltning havde iværksat for at råde bod på skaderne. Alligevel kom forløbet efter Rosholms opsigelse i større udstrækning til blot at handle om en embedsmand, der ikke brød sig om at blive korrekset. Det kan man forvisse sig nærmere om i Tim Knudsen og Pernille Boye Kochs bog ”Ansvaret, der forsvandt”.
Spørgsmålet er selvfølgelig, hvad der kom ud af statsforvaltningsdirektørens protest- opsigelse? Den leverer stof nok til et helt kapitel i Knudsen og Kochs kritiske forvaltningsbog, og den er helt sikkert velegnet til at bringe sindene i kog hos dem, der kærer sig om forholdene i den danske forvaltning. Men jeg vil påstå, at den i sit væsentligste ikke har forbedret embedsstandens vilkår for at råbe op, når deres faglighed bliver trådt under fode.
Da Udlændingestyrelsen i 2014 havde udarbejdet en rapport om forholdene i Eritrea, undsagde de to embedsmænd, der var rejst til landet for at indhente relevante oplysninger, rapportens konklusioner. De kunne slet og ret ikke stå inde for konklusionerne i den endelige rapport. Derpå fulgte et yderst turbulent forløb, hvor embedsmændene først modtog en skriftlig advarsel og efterfølgende sygemeldte sig.
Senere måtte Udlændingestyrelsen ikke blot trække advarslerne tilbage, men også sin oprindelige konklusion om forholdene i Eritrea. Alligevel endte sagen for de to embedsmænd med, at de accepterede at blive fritstillet fra deres job efter et længere forhandlingsforløb mellem deres fagforening og Udlændingestyrelsen.
Eritrea-sagen vidner om, hvilken pris det kan have for den enkelte embedsmand at stå frem med fagligt funderet kritik. Kritiserer man sine overordnede internt og siden offentligt, risikerer man selv at skulle forlade butikken. Også selvom man rejser kritikken efter mere end 20 års arbejde på feltet, sådan som tilfældet var.
Som Jepser Tynell har demonstreret grundigt i sin bog ”Mørkelygten”, tyder meget på, at disse sager opstår på grund af den måde, vi har indrettet vores forvaltning på. Vi har i Danmark et ministersystem, hvor embedsmænd er underlagt en meget vidtgående lydighedspligt over for sine overordnede. Her hjælper det ikke at gentage de paroler om faglighed, lovlighed og sandhed i forvaltningen, som vi hører i skåltaler og undervises i på universiteterne.
For – som Tynell viser – medfører den vidtgående lydighedspligt, at ”hverken pligten til at handle lovligt, sandhedspligten eller kravet om at holde sig inden for almindelig faglighed har nogen nævneværdig styrke”, når embedsmænd får besked på noget andet. Ser man endvidere på den enkelte embedsmands formelle pligt til at sige fra, er den ”så lille og svag, at den i visse situationer slet ikke eksisterer”.
Vi kan nu vende blikket tilbage til den indledende mumlen om, at der påhviler den enkelte embedsmand et ansvar for at sige fra over for sine overordnede, når disse går for vidt. For hvad kan vi reelt bakke den påstand op med? Formelt set har vi ikke mere at rutte med end en moralsk opsang til den ridderlige embedsmand, som risikerer at ofre sig på samme måde som embedsmændene i Eritrea-sagen.
TILBAGE STÅR SPØRSGMÅLET, om der så er andet for end at sætte sig moralsk hellig i hjørnet og ellers håbe på, at det bedste vil sejre? Det virker nemlig næppe sandsynligt, at det danske ministersystem vil blive ændret grundlæggende inden for en overskuelig fremtid. Men der findes realistiske mellemveje og alternativer.
Vi ved, at dansk offentlighedslovgivning tidligere er blevet brugt af embedsfolk, når de har villet råbe vagt i gevær. Her har de haft mulighed for at prikke journalister på ryggen og opfordre dem til at søge aktindsigt i de pågældende sager, hvor de har ment, at deres faglighed blev udsat for pres ovenfra. Offentlighedslovgivningen har dermed sikret, at den enkelte embedsmand ikke har skullet gøre sig selv til midtpunkt i en Davids kamp mod Goliat, og at journalister har fået mulighed for at kigge landets magthavere efter i kortene.
Denne mulighed er desværre blevet kraftigt forringet i lyset af 2013-ændringerne af offentlighedsloven, som indskrænker adgangen til aktindsigt betydeligt. Den nye offentlighedslov har mødt stor modstand fra Liberal Alliance og på det seneste også fra De Konservative, som i sin tid var med til at vedtage loven. Da Simon Emil Ammitzbøll (LA) i sin tid kritiserede loven, sagde han, at ”det er grundforudsætningen i et demokratisk samfund (…) at man selvfølgelig kan se magthaverne efter i kortene”.
Lad os nu derfor håbe, at den nye regering tager sine egne tidligere udtalelser seriøst og får gjort noget ved loven og den udskældte paragraf 24, der med Ombudsmandens ord har slået en ring om centraladministrationen. Med en udvidelse af retten til aktindsigt gør vi det sværere for de politiske magthavere at vride armen om på embedsstanden og dens faglighed. Og det vil batte langt mere end en ridderlig appel til den individuelle embedsmand.
Philip Larsen, ba.scient.pol. og forskningsassistent ved Institut for Statskundskab, Københavns Universitet.