Ytringsfriheden er under et stort pres i disse år, og det er især bestemte politiske holdninger, der bliver forsøgt holdt uden for den offentlige debat ved at blive kategoriseret som hate speech eller hadtale.
Vi har i den seneste tid været vidne til en stadig voksende aflysningskultur (på engelsk: cancel culture), som repræsenterer nogle bestemte politiske holdninger og perspektiver, og som nægter at give plads til nogen form for kritik rettet imod disse specifikke holdninger og perspektiver.
Repræsentanterne for aflysningskulturen har i de seneste år taget sig retten til at censurere deres modstanderes fuldkomment legitime politiske holdninger, med det argument at ytringerne er hadtale. Realiteten er, at deres modstanderes modspil i de fleste tilfælde ligger langt fra, hvad der kan kategoriseres som hadtale ifølge lovgivning.
En, der kan siges at være blevet symbolet på at være et offer for aflysningskulturen, er den britiske forfatter Joanne K. Rowling, der er kendt for at have skrevet Harry Potter-bøgerne. Rowling har kritiseret dele af transaktivisters politiske mål, som for eksempel deres ønske om at man som en transkønnet person, der har fået skiftet køn juridisk (men oftest ikke fysisk), skal kunne benytte sig af toiletter, skifterum og brusebade, der ellers kun har været for biologiske kvinder.
J.K. Rowling har blandt andet kritiseret dette ud fra et sikkerhedsmæssigt perspektiv: at have en biologisk mand i de ovennævnte private sfærer kan virke intimiderende og truende på biologiske kvinder (og ikke mindst mindreårige piger).
Hun understreger, at man ikke skal ofre biologiske kvinders rettigheder (blandt andet retten til at føle sig tryg) for biologiske mænd, der oplever sig selv som værende kvinder, og som har fået skiftet sit køn juridisk.
Rowling udtrykker med andre ord en fuldkommen legitim holdning til nogle meget radikale krav, der kommer fra transkønnede – samt fra lgbt-miljøet mere generelt. Mange vil endda sige, at Rowlings kritik af disse fremsatte krav ikke bare er legitime, men også bygger på sund fornuft. Pointen er dog, at uanset om man er enig eller uenig med Rowling, så er hun i sin fulde ret til at deltage i den offentlige debat og have indflydelse via sine politiske ytringer.
Hvad der desværre sker er, at Rowling bliver udstødt, udskammet og direkte lagt for had i store dele af lgbt-miljøet, og hun oplever aflysningskulturen på groveste vis, blandt andet ved at hendes navn bliver fjernet fra hjemmesider, hvor Harry Potter-bøgerne bliver nævnt.
Et af de nyeste eksempler på denne uværdige behandling kommer fra en af arrangørerne af en Harry Potter-udstilling på et museum for popkultur i Seattle, USA. Her har de fjernet Rowlings navn, skønt udstillingen handler om det univers, hun har skabt. En af arrangørerne forsvarer valget ved at kalde Rowling for “en kold, hjerteløs og glædesudsugende enhed”. Rowling bliver ikke overraskende også kaldt transfob.
Den nedværdigende tale, som ironisk nok kommer meget tættere på, hvad der kan kaldes hadefuld tale, end hvad Rowlings kritiske udsagn kommer i nærheden af, og den uværdige behandling, som Rowling bliver udsat for, er et meget tydeligt eksempel på, hvordan aflysningskulturen fungerer – nemlig ved at ekskludere – ofte indflydelsesrige – personer, der har udtalt sig kritisk imod bestemte gruppers holdninger og deres fremsatte samfundsmæssige krav.
Det er urovækkende, at helt almindelige udtryk for kritiske politiske holdninger bliver stemplet som hadtale og kan få så voldsomme følger, som Rowlings ytringer har fået. For det første minder konsekvenserne om en heksejagt, og man skal være ufatteligt stærk for at klare at stå imod presset og holde fast i ens holdninger samt retten til at fortsætte med at udtrykke dem – noget, som Rowling på beundringsværdig vis har klaret. For det andet er denne form for reaktioner på politiske holdninger, der går imod ens egne interesser, en alvorlig trussel imod ytringsfriheden.
Truslen imod ytringsfriheden, som aflysningskulturen repræsenterer, har flere lag. Det mest oplagte er selve udviskningen af – eller forsøget på at udviske og fjerne – politiske holdninger, der går imod ens egne interesser og ens egen dagsorden. Dette bliver gjort ved at aflyse invitationer, fjerne personers navne fra hjemmesider med videre samt ved at udskamme, sprede rygter om og nedgøre den eller de respektive personer, som har kritiseret specifikke minoriteters politiske holdninger og fremsatte krav.
Ofte bliver disse personer også anklaget for at have brugt hadtale imod de minoritetsgrupper, som de har udtalt sig kritisk om. Men ironien er tyk, da det i realiteten ofte er det modsatte, der gør sig gældende.
Et andet lag i forhold til truslen imod ytringsfriheden er, at aflysningskulturens nådesløse metoder naturligvis har den konsekvens, at mange mennesker vælger at holde sig tilbage med at udtrykke deres kritiske, politiske holdninger af frygt for konsekvenserne. På den måde er aflysningskulturen også en trussel imod demokratiet, da aflysningskulturens repræsentanter forsøger at lukke munden på mennesker, der giver dem et kritisk modspil i forhold til deres politiske synspunkter og krav.
Da vi i oplysningstiden i Europa vandt vores demokratiske rettigheder, hvoraf ytringsfriheden utvivlsomt var den allervigtigste, så handlede denne ytringsfrihed først og fremmest om at kunne udtrykke ens politiske holdninger frit, blandt andet ved at kritisere de daværende magthavere og deres institutioner. Kernen af ytringsfriheden er stadig fri politisk tale i ordets bredeste forstand. Hvis ikke man må ytre sine kontroversielle politiske holdninger frit, så er ytringsfriheden meningsløs og uden værdi.
Aflysningskulturen modarbejder direkte ytringsfriheden, hvilket som sagt er et meget alvorligt og voksende demokratisk problem. En hovedårsag til denne bekymrende tendens er meget muligt en manglende forståelse af demokratiet og demokratiets grundlæggende principper – heraf en manglende forståelse for den demokratiske samtale, som må give plads til alle politiske holdninger og ytringer, hvis den skal have demokratisk værdi.
Man kan spørge sig selv, hvad der bør gøres for at afhjælpe dette problem, og det første må være at give repræsentanterne for aflysningskulturen et meget større modspil, end de får i øjeblikket. Dernæst bør vi have mere oplysning om ytringsfrihed og demokratisk debatkultur. En yderligere vigtig faktor er ikke at blande omstændigheder sammen.
Det er en kendsgerning, at minoriteter ofte er udsat for hadtale, især på internettet. Dette er et alvorligt problem, der bør adresseres meget mere, end det bliver i øjeblikket, men det bør under ingen omstændigheder føre til, at man ikke kan ytre sig kritisk over for minoriteters politiske holdninger og mål.
Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning.