Ny Klovn-plakat bør fjernes fra det offentlige rum

Hvorfor har det ingen konsekvens at bryde markedsføringsloven? Den siger ellers klart, at reklamer ikke bør indeholde billeder, der kan skade børn psykisk og moralsk eller krænke deres naturlige blufærdighed, skriver debattør

Her ses ”Klovn Forever”-plakaten, som lige nu hænger mange steder i det offentlige rum. Den viser filmens to hovedpersoner, Casper Christensen og Frank Hvam, liggende i en intim stilling med blottede genitalier, som Kristeligt Dagblad helt bevidst har valgt at sløre. -
Her ses ”Klovn Forever”-plakaten, som lige nu hænger mange steder i det offentlige rum. Den viser filmens to hovedpersoner, Casper Christensen og Frank Hvam, liggende i en intim stilling med blottede genitalier, som Kristeligt Dagblad helt bevidst har valgt at sløre. - . Foto: Petra Theibel Jacobsen.

”KLOVN FOREVER” hedder filmen, der netop har haft premiere, og som mest består af seksuelle platheder serveret af to pinagtige, midaldrende mænd.

For min skyld kan de klæde sig ud (eller af), som de vil. De kan lalle rundt i tissemandskomik, så længe jeg ikke tvinges til at se på.

Men alle tvinges til at se på, når filmplakaterne viser hovedpersonerne i intim sexstilling med blottede genitalier. Kristendemokraterne vil derfor have lovgivningen skærpet, så pornografisk materiale ikke bruges i markedsføringen.

At filmproducenten Zentropa har kreeret reklamen for at få folk til at løse billet, er i sig selv ikke kriminelt. Det kriminelle består i at udsætte børn og unge for grænseoverskridende voksenseksualitet, der kan virke direkte skræmmende på de yngste borgere.

Den naturlige blufærdighed rives ud af favnen på børnene og erstattes af et fordrejet billede af, hvad der venter i voksenlivet. De unge presses til at forholde sig til forestillinger, der ikke er deres, og det giver dem et forskruet virkelighedsbillede.

Hvorfor har det ingen konsekvens at bryde markedsføringsloven? Den siger ellers klart, at reklamer ikke bør indeholde billeder, der kan skade børn psykisk og moralsk eller krænke deres naturlige blufærdighed. Pornografisk anstødelige billeder i det offentlige rum straffes med bøde.

Problemet er, at begrebet ”anstødelig” ifølge Rigsadvokaten er en retslig standard, der kan ændre karakter med tiden. Og det gør den så. Jurister ønsker ikke at lægge subjektive, værdipolitiske vurderinger til grund for domfældelse, så loven er ingenting værd.

Derfor er det på tide med politisk indgriben. Bødestørrelsen skal sættes op, så lovovertrædere stopper med at grine hele vejen hen til banken, imens de glæder sig over den ekstra publicity, en domfældelse giver.

Kristendemokraterne tør udfordre dogmet om, at ytringsfriheden og frisindet er under angreb, hvis vi sætter klare grænser for, hvad man må forurene det offentlige rum med.

Vi hævder borgernes og i særdeleshed børnenes ret til at færdes frit uden at blive konfronteret med pornografisk salgsmateriale.

Stig Grenov, formand for Kristendemokraterne, Erantisvej 2, Hørsholm