Poul Joachim Stender: 2022 har brug for en ThemToo-bevægelse

I 2022 burde det være de andres krænkelser og ikke vores egne, vi først og fremmest skal fokusere på, mener sognepræst Poul Joachim Stender

"Vi lever i en kultur, hvor vi trods kristendommens indflydelse og appel om at tilgive hinanden, fortsat lever livet efter en omskrivelse af Donald Trumps slogan: Me first," skriver Poul Joachim Stender
"Vi lever i en kultur, hvor vi trods kristendommens indflydelse og appel om at tilgive hinanden, fortsat lever livet efter en omskrivelse af Donald Trumps slogan: Me first," skriver Poul Joachim Stender. Foto: Kim Hong-Ji/Reuters/Ritzau Scanpix.

Først var det USA’s tidligere præsident Donald Trump med sloganet: America first. Det var vi i Danmark dybt forarget over. Men da vaccinerne mod corona skulle skaffes hjem, tog vi præsidentens slogan til os. Denmark first. Så kom MeToo-bevægelsen, der i det ydre var og er et opgør mod sexismen. På nogle områder har bevægelsen været en nødvendig protest mod udannede mænds og kvinders opførelse. Men samtidig har den også levet op til sit navn MeToo. Bevægelsen har handlet om folks personlige krænkelser i en kultur, hvor vi trods kristendommens indflydelse og appel om at tilgive hinanden, fortsat lever livet efter en omskrivelse af Donald Trumps slogan: Me first. Nu går vi ind i 2022.

Det, vi kan ønske for det nye år er, at der kommer en bevægelse, der hedder ThemToo. I 2022 burde det være de andres krænkelser og ikke vores egne, vi først og fremmest skal fokusere på. Et eksempel er kvinderne i Afghanistan under det nye talebanstyre. Der er ingen kvinder i landets ledelse. Kvinderne må ikke dyrke sport. De skal ledsages af et mandligt familiemedlem på rejser over 72 kilometer. De skal offentligt går klædt i burka. Alt tyder på at højere uddannelser ikke vil blive tilladt for kvinder. De danske kvinder har været gode til at råbe op, når det drejede sig om egne oplevede krænkelser eller manglende rettigheder. Men hvor er kvindernes røst, når deres medsøstre krænkes brutalt i Afghanistan, i Mellemøsten, i arabiske lande? Et andet eksempel er forfølgelsen af kristne. Langt over 275 millioner kristne forfølges. Tavsheden er isnende og skyldes formodentlig, at MeToo er vigtigere end ThemToo.