Hvad skal man gøre med sine hænder, når man taler? Nogle gør ingenting, andre lærer at understrege deres ord med en slags dobbelt karatebevægelse, atter andre fortæller historier. Povl Dissing hører til dem, der fortæller historier med sine hænder. Han siger ikke så meget, den gamle stemme fatter sig i korthed. Det er Mikael Bertelsen, der taler mest i ”Det sidste ord” på TV 2.
Men kroppen bevæger sig. Dissing bevæger sig frem og tilbage, som om han har en melodi kørende i kroppen. Et øjeblik er det næsten, som om Bertelsen rokker med i en synkron bevægelse, at studiet bevæger sig med den gamle mand.
Og hænderne fortæller med på historierne. Når Dissing fortæller om, hvordan han sang i Vise Vers Huset, mens folk spiste hakkebøf foran scenen og kom op at slås over den måde, han sang på, så gestikulerer han, hænderne er i gang med hakkebøf, kniv og gaffel. Når det gælder historien om, hvordan han på en kro fik sig en portion suppe i pausen, og en mand kom løbende ned ad trappen for at give ham tæsk, så løber hans fingre ned ad trappen. Så kom der en anden mand løbende ned, som ville tæske ham, der ville give Dissing tæv – ud i baggården med dem. Hænderne knyttes. Med til anekdoten hører, at Dissing endte med at synge for dem begge. Giv mig en hest, mor.
For nylig var det Uffe Ellemann-Jensen, der sad i stolen overfor Mikael Bertelsen. Konceptet bag ”Det sidste ord” er fast: Et interview og en aftale om, at interviewet opbevares på Det Kongelige Bibliotek og først offentliggøres efter den interviewedes død. Men udfaldet afhænger af det menneske, der sidder i stolen. Ellemann-Jensen var analytisk, filosofisk, statsmandsagtig, tydeligvis vant til interviewsituationen og bevidst om den arv, han gav videre – og bevidst om, hvad han ville give videre.
Med Povl Dissing var det anderledes, anekdotisk og episodisk. Beretninger fra hans liv kom nølende, som gode historier gør i en samtale, hvor den ene anekdote river den anden med sig i udvekslingen. Men Bertelsen havde en agenda, hvor de to skulle nå rundt om Dissings liv. Han gav stikord og samlede op. Man kunne fortabe sig mange steder, men Bertelsen virkede ikke tryg ved tavsheden. Han skulle videre.
Dissing var en gammel mand, der fortalte i et andet tempo, end et tv-interview normalt føres i. Han var indstillet på uendelig samtale, hvorimod Bertelsen havde en tid, der skulle holdes – og måske blev Dissing også udmattet af samtalen. De holdt pause, og Dissing spiste i mørket til et lydspor af ”Svantes lykkelige dag”. Livet er ikke det værste, man har. Dissing sagde selv, han fik et meget spændende liv, fordi han ikke vidste, hvad han ville.
Programmet er langsomt, rørende og meget livfuldt. Konceptet holder, også når manden i stolen taler mest levende med kroppen.
Birgitte Stoklund Larsen er sognepræst og stiftskonsulent.