INGOLF HENOCH PEDERSEN tillader sig den 17. december i Kristeligt Dagblad at efterlyse godt grundtvigsk frisind over for de nye frimenigheder med tilknytning til Evangelisk Luthersk Netværk, der med hans egne ord skyder op som paddehatte.
Om det er derfor, der i den grad er gået svamp i Ingolf Henoch Pedersens sprog, skal jeg ikke kunne sige, men hvordan i himlens navn kan man bede om grundtvigsk frisind af en folkekirke, som man få øjeblikke forinden har beklikket og i apokalyptiske vendinger, der er en mayakalender værdig, sammenlignet med antikrist selv.
Jeg plukker her fra Ingolf Henoch Pedersens sproglige svampebed: en folkekirke, der i opportunisme lader hånt om sit eget grundlag i Bibelen og kirkens bekendelse; Vi kan kun være enige om at se det som et angreb på kirken og som et led i endetidens mægtige konfrontation mellem modsatrettede åndsmagter; så man (læs: folkekirken) ikke i misforstået frihed kaster vrag på alt det gode, som ligger gemt her.
Jeg er sådan set ikke i tvivl om, at Ingolf Henoch Pedersen mener hvert eneste ord, han skriver, men jeg fatter ganske enkelt ikke, hvad han vil med grundtvigsk frisind fra en opportunistisk kirke, der kaster vrag på bibel og bekendelse, og som han just har placeret som stående på den i hans øjne forkerte side i endetidens konfrontation mellem Krist og antikrist. Om det er specielt Evangelisk Luthersk Netværk-agtigt at angle efter Satans frisind, for nu at tage Ingolf Henoch Pedersen på det ord, han selv er så optaget af at læse bogstaveligt, det skal jeg ikke gøre mig klog på, men at efterlyse grundtvigsk frisind fra den folkekirke og os, han selv frakender kristennavn, den frækhed skal man nu være mere end almindeligt evangelisk-luthersk frimodig for at slippe godt fra.
Så kære Ingolf Henoch Pedersen og ligetænkende: Hvis den slags beklikkende skriveri, som du her demonstrerer, er udtryk for din forståelse af godt grundtvigsk frisind, så tag det helt roligt, så skal I få al det grundtvigske frisind, I kan ønske jer.
I mellemtiden kan vi jo så alle, uanset bibelsyn, bruge tvivlens nådegave og julen til at overveje, om Gud måske alligevel ikke er på vores side.
Jørgen Christensen er sognepræst og provst i Hillerød Provsti