Prøv avisen

Præst: Vanvittigt at kalde Putin ny kristen verdensleder

"Tror Thranholm virkelig, at sådan en inkvisitorisk fremfærd vil gavne kristendommen?," spørger præst teolog Iben Tranholm, som har udnævnt Vladimir Putin som ny kristen verdensleder Foto: ©P.Sterczewski/Wostok Press/WOSTOK PRESS/MAXPPP

Teolog Iben Thranholm er ude på et alvorligt teologisk skråplan, når hun kalder Putin den nye kristne verdensleder, mener præst i Den Ortodokse Kirke

HAVDE DEN ortodokse kirke og tro mange venner som Iben Thranholm, da havde kirken i sandhed ikke nødig at bekymre sig om sine fjender.

I fuld alvor udnævner Thranholm i en klumme i Kristeligt Dagblad den 24. august Ruslands præsident, Putin, til at være den ledende kraft bag Ruslands og Østblokkens systematiske opbygning af et kristent samfund. Og hun henviser begejstret til, at den russiske patriark Kirill har misbrugt kirkens autoritet i den nylige valgkamp ved at udnævne Putin til et Guds mirakel. Som om det var kirkens opgave at fortælle de troende, hvem de skal stemme på som deres verdslige leder.

Putin udgør derfor, hævder Thranholm, en åndelig og værdimæssig trussel mod det Vesten, som efter hendes opfattelse danner en samlet anti-kristelig front, og som systematisk arbejder på at nedbryde alle kristne værdier.

JAMEN, DET ER JO det rene og skære vrøvl! Som om der ikke var kristne, også ortodokse kristne i Vesten, som søger at bevare og fremme den kristne tro. Også uden trusler fra Rusland.

LÆS OGSÅ:DEBAT: Putin skal ikke på en kristelig piedestal

Med ikke ringe patos anfører Thranholm, at Putin søger ofte råd hos sin åndelige vejleder i den russiske ortodokse kirke. Og så er hun af én eller anden grund meget rørt over, at den russiske præsident går med et personligt kors. Jamen kæreste dog! Der er masser af kristne, i Øst og Vest, som søger åndelig vejledning, og som bærer kors. At det skulle være en helt særlig ledelseskvalifikation, begriber jeg ikke.

SOM ET MARKANT eksempel på, at Rusland ikke går på kompromis med kristne værdier, fremhæver Iben Thranholm den nylige sag, hvor tre kvinder fra et såkaldt punkband trængte ind i en kirke, Frelseren Kristus-Katedralen i Moskva, for dér at fremføre en politisk motiveret bøn til Gudsmoder Maria om at fjerne Putin fra magten.

For god ordens skyld: Det skulle de kvinder have ladet være med, og det var ret og rimeligt, at de blev fjernet af politiet og stillet til ansvar for deres uretmæssige indtrængen. En sådan aktion er utilstedelig og kan ikke forsvares eller undskyldes med henvisning til ytringsfrihed.

Men at en dom på to års ophold i et barsk russisk fængsel for en forstyrrelse af den offentlige og kirkelige ro og orden, hvor ingen i øvrigt kom til skade, skulle være udtryk for kompromisløshed i forhold til kristne værdier, det er svært for mig at forstå.

Tror Thranholm virkelig, at sådan en inkvisitorisk fremfærd vil gavne kristendommen?

Den russiske kirkes synode har udsendt en officiel deklaration i anledning af Pussy Riot-sagen. Dens tekst er ret højstemt og kalder kvindernes demonstration for vandalisme og blasfemi. Deres handling er, hedder det, en synd begået mod Gud og derfor umulig at tilgive. Og så henviser synoden til Markusevangeliet 3, 29: Men dén, der spotter Helligånden, får aldrig i evighed tilgivelse. Intet mindre! Men mon ikke der skal mere til end tre forvirrede unge kvinders lyst til at provokere, inden vi farer ud med anklager om at spotte Helligånden?

Videre knytter deklarationen fra Moskvas Patriarkat den kristne tro og den russiske stat sammen på en, efter min opfattelse, meget betænkelig måde. For, hedder det: Det russiske folk har udviklet en helt særlig følsomhed over for nedgøring af religiøse og nationale følelser. Og de tre kvinders blasfemiske handlinger er så meget værre, som de fandt sted i den katedral, som er opført til minde om de russiske soldater, som faldt for fædrelandet i 1812. Underforstået, en provokation mod den ortodokse tro er også en provokation mod Rusland. Og så kan det vist nok ikke blive værre!

IBEN THRANHOLM mener tilsyneladende, at en sådan hårdhændet retspraksis, en sådan retorik og en sådan ukristelig sammenkædning af ortodoks kristen tro og russisk nationalisme skulle være et særlig fornemt udtryk for kristne værdier.

Og hvis Thranholm er af den opfattelse, sådan som det kan forekomme, at alverdens kristne skulle se hen til den russiske præsident som den nye kristne verdensleder og til den stadig tættere alliance mellem kirke og stat i Rusland som forbillede for en ny kristen verdensorden, så er hun ude på et alvorligt teologisk skråplan.

Nok vidste jeg, at romerskkatolsk teologi, som Iben Thranholm jo er repræsentant for, har en udtalt svaghed for centralistisk kirkelig ledelse. Men at den tilbøjelighed kunne føre til at pege på den russiske præsident og Moskvas (det nye Roms) patriark som kristenhedens fremtidige lederpar, dét overrasker mig alligevel en lille smule.

Poul Sebbelov,præst i Den Ortodokse Kirke,Blomstervænget 10, Kgs. Lyngby