Prøv avisen

Præster skal overholde kirkens retsorden

Tak for kommentarer til min kronik den 16. juli om et tema i den københavnske bispevalgkamp: Kan en præst i folkekirken afvise gudstjenestefællesskab med kvindelige kolleger? At det skulle være en mulighed, er senest fremført med styrke to steder.
Først i en bog om kvindeligt præsteembede, udgivet for halvandet år siden og redigeret af blandt andre sognepræst Henrik Højlund. Bogen hed "Kvinder på Herrens mark", forsiden er sexistisk, og indholdet et kald til korstog mod kvindeligt præsteembede. Dernæst i et valgkampindlæg fra et bestemmende mindretal af præster og lægfolk i den københavnske bispevalgkamp. Disse to tekster har foranlediget, at jeg i kronikker og debatindlæg de seneste par år har redegjort for gældende ret og problematiseret en praksis, der breder sig.
Inger Marie Kristensen har ret i, at juraen ikke er det centrale ledelsesinstrument til hverdag i en folkeskole og ej heller i en folkekirke. Hun har også ret i, at folkeskoler ledes inden for rammerne af de politiske og retlige beslutninger, der tages lokalt, decentralt og centralt – og det samme gælder for folkekirkens sogne. Hverken lokale folkeskoler eller lokale folkekirkesogne kan således beslutte, at de ikke ønsker at følge ligebehandlingslovgivningen. Medmindre lovgivningen gennem en undtagelse gør det muligt. Højlund satser på bispefritagelsesloven fra 1948.

Sognemenigheder har ret til stiftsbåndsløsning. Det fik de med de valgte biskopper i 1922. En sognemenighed kan slutte sig til en anden biskop end stiftets. Beslutningen kan tidligst træffes et år efter valget – støvet skal lige have lov at lægge sig, og man skal se hinanden an. Beslutningen træffes på et menighedsmøde med tre fjerdedele af de fremmødtes stemmer, og der skal være tilslutning fra mindst en af sognets præster. Dét er vejen frem for sognemenigheder og præster, der vil frasige sig stiftets biskop. Forudsat, at en anden biskop vil føre tilsyn. Hvad en anden biskop kun kan påtage sig, hvis menighedens og præstens praksis er inden for folkekirkens teologi og folkekirkens jura. Det blev senest gjort i Grosbøl-sagen.
Bispefritagelsesloven handler modsat om vejen frem for biskopper, der – i strid med de gældende regler for adgang til præsteembeder – nægter at give kollats til en valgt præst. Eller måske for sogne, der lovligt vælger en præst, som biskoppen af teologiske grunde ikke vil ordinere. Loven blev vedtaget i 1948 for at sikre, at en biskop kunne blive fri for at ordinere en kvinde til præst. Højlund har dermed ret i, at bispefritagelseslovens funktion er at tvinge biskopper til enten at ordinere menighedens valgte præst eller søge bispefritagelse.
Men han glemmer forudsætningen: at den valgte præst i øvrigt vil overholde de regler, der gælder for folkekirken. Dels i forhold til ordinationen og anerkendelsen af bispeembedet. Det er her, alle biskopper for nylig endelig har sat foden ned og krævet, at reglerne følges. Men dels også i forhold til sognemenigheden som blandt andet kollegial arbejdsplads.

Ruth Vermehren overholdt i 1948 netop al lovgivning. Derfor kunne Folketinget med bispefritagelsesloven tvinge en ordination igennem. Men præster, der vil ordineres og samtidig tilkendegiver, at de i praksis ikke vil indgå i gudstjenestefællesskab med bestemte kolleger på grund af køn, alder, handicap, race, seksualitet eller nationalitet – de overholder ikke de almindelige regler, der gælder også for folkekirken.
Ministeriet har tilkendegivet, at en bekendtgørelse fra 1978 undtager menighederne fra kravet om ligebehandling i relation til præstevalget. Men har ministeriet adgang til at udnævne en præst, der på forhånd i strid med den samlede ligebehandlingslovgivning tilkendegiver at ville skabe samarbejdsvanskeligheder? Bispefritagelsesloven kan i hvert fald ikke bruges til at tvinge den biskop, der i dén situation nægter at medvirke.

Lisbet Christoffersen er ph.d. (jur.) og lektor i offentlig ret ved Roskilde Universitet