Prøv avisen
Debat

Hvorfor advarslen til Søren E. Jensen er helt berettiget

Hans Raun Iversen er lektor i praktisk teologi

Søren E. Jensen havde været bedre stillet, hvis vi andre havde rådgivet ham, som vi burde. I stedet fremturer han i sit polemiske spor på prædikestolen, og så falder der til sidst en advarsel, skriver Hans Raun Iversen, lektor i praktisk teologi

NÅR NU SÅ mange kan undre sig over, at biskoppen i Roskilde kan give sognepræst Søren E. Jensenen en advarsel for hans fremfærd på prædikestolen, må jeg side, at jeg finder, at den sag er kørt helt efter bogen.

I Danske Lov af 1683 (anden bog, 4. kapitel, styk 7-9), der i mangel af senere lovgivning på området anses for gældende ret, står der følgende om præsters prædikener:

”7) De skulle i deris Prædikener og Forklaringer ej fremføre noget, som er mørkt og vanskeligt at forstaa: Ej heller bevise deris Visdom og Skarpsindighed paa det hellige Stæd, men alting giøre til Christi Meenigheds Opbyggelse.

8) De skulle ej heller sige hvad dennem selv lyster; Men hvad der hører til Sagen skulle de paaminde med klare og velforstandige Ord.

9) De skulle holde sig fra allehaande Skienden og Forhaanelse, saa at de ingen røre ved Navn.”

Søren E. Jensen tilsidesætter i sin prædiken til 15. søndag efter trinitatis 2014 alle disse tre paragraffer, der burde være selvindlysende for enhver præst, uafhængigt af deres placering i Danske Lov.

Der er absolut intet opbyggeligt, endsige evangelisk i Jensens prædiken. Han ikke så meget som forsøger at forkynde evangeliet om Jesus Kristus endsige bidrage til nogen som helst opbyggelse, bortset fra måske sin egen. Hans polemik i prædikenen er til og med vanskelig forståelig for menigmand, der uforskyldt kommer til at høre på den.

PRÆDIKENEN holder sig ikke til sagen. Teksten om Marta og Maria bruges til at polemisere mod kirker og kolleger, der arbejder på en anden måde, end hvad Søren E. Jensen synes om. Der er ikke skygge af begrundelse for, at kollegerne har valgt en ringere del end Søren E. Jensen, der mener at være på linje med Marie, der sætter sig ved Jesus' fødder. Der er i hvert fald intet at høre fra eller om Jesus for den, der har sat sig ved Søren E. Jensens fødder.

Endelig ”rører” Søren E. Jensen i sin prædiken i høj grad mig ”ved Navn” ved at påstå, at jeg skulle ønske, at præster skulle opgive at tænke teologisk, så man i konsekvens heraf kan lukke de teologiske uddannelser, som jeg har arbejdet for i mere end 40 år.

Som enhver ved, hvis man hørt, hvad jeg siger, eller har læst, hvad jeg skriver, er min bestræbelse i grunduddannelse som i efteruddannelse at være med til at løfte akkurat den teologiske indsigt hos præster. Jeg husker godt, at andre polemisk har fremsat påstande på Søren E. Jensens linje i blandt andet Kristeligt Dagblad. I pressen er der frihed til mangt og meget, herunder at røre en anden ved navn. Det er der imidlertid ikke på prædikestolen, hvor opgaven er at forkynde evangeliet.

For klarheds skyld: Det kunne ikke falde mig ind at klage over nogen præst. Havde jeg hørt den omtalte prædiken, havde jeg sagt nøjagtigt ovenstående til præsten og dermed færdig.

Jeg har tidligere hørt en enkelt radiotransmitteret prædiken af Søren E. Jensen. Den var af helt samme kaliber som den her omtalte. Jeg tænkte dengang på at skrive til prædikanten, men fik det ikke gjort, måske af den dårlige grund, at jeg ikke selv blev nævnt ved navn i den prædiken.

Nu har provst og biskop så røgtet deres hverv ved at gøre, hvad jeg forsømte. Søren E. Jensen havde været bedre stillet, hvis vi andre havde rådgivet ham, som vi burde. I stedet fremturer han i sit polemiske spor på prædikestolen, og så falder der til sidst en advarsel. Anderledes kan det dårligt være.

Hans Raun Iversen er lektor i praktisk teologi