Blandt verdens demokratier findes der overordnet to hovedtyper af systemer. I nogle lande vælger man som øverste politiske leder en præsident ved et direkte valg. I andre politiske systemer vælger man som øverste politiske chef en stats- eller premierminister via et indirekte valg, når man vælger medlemmer til parlamentet, som vi i Danmark kalder Folketinget.
Et præsidentstyre som i USA (og til dels i Frankrig) er forbundet med idéen om magtens tredeling, som går tilbage til Charles de Montesquieus bog ”Om lovenes ånd” fra 1748. Baggrunden for Montesquieus idé var ønsket om, at den udøvende magt (regeringen), den lovgivende magt (parlamentet) og den dømmende magt (domstolene) skulle holde hinanden permanent i skak, således at ingen af disse magtinstanser på noget tidspunkt fik overhånden. Det indebar også, at der så vidt muligt skulle være vandtætte skotter mellem de tre magtformer.
I lande med et parlamentarisk styre som i Danmark, Tyskland, Norge og Sverige er der nok en adskillelse mellem den udøvende og den dømmende magt, men den udøvende magt beror samtidig på en udpegning fra den lovgivende magt – fra parlamentet. Derfor ender parlamentet så at sige med at blive den øverste instans i disse lande. Eller som det hedder med et citat af den radikale politiker Viggo Hørup: ”Intet over og intet ved siden af Folketinget”.
I Danmark er sammenfletningen mellem den lovgivende og den udøvende magt endda ekstra stor, idet regeringsmedlemmer (udøvende magt) oftest også er medlemmer af parlamentet (lovgivende magt), hvad der ikke er tilladt i flere andre lande, som for eksempel Norge med henvisning til magtens tredeling.
Hvad giver så den bedste demokratigaranti – præsidentialisme eller parlamentarisme? Det er det ikke så helt enkelt at svare på, og svaret beror både på, hvad der står i landets forfatning, og hvor rodfæstede de demokratiske normer er i landets befolkning.
Der er eksempler fra mellemkrigstidens Europa på, at lande med parlamentariske systemer har udviklet sig i udemokratisk retning og for nogles vedkommende først er kommet op til den demokratiske overflade efter Murens fald i 1989. Omvendt er forbundsrepublikken Tyskland efter Anden Verdenskrig også et eksempel på, hvordan et gennemført parlamentarisk system med en statsminister (forbundskansler) og med en præsident, som kun er en indirekte valgt kransekagefigur, netop var det, som skulle til for at stabilisere landets demokrati. I Frankrig gik man imidlertid den anden vej. Det franske demokrati blev først stabilt efter Anden Verdenskrig, da parlamentarismen i den fjerde republik blev afløst af det semi-præsidentielle styre i den femte republik i 1958.
Modsat er der også mange eksempler fra ikke mindst Sydamerika på, at direkte valgte præsidenter har slået sig op som reelle og udemokratiske diktatorer, efter de er blevet valgt. I flere sydamerikanske lande gør der sig imidlertid det gældende, at de direkte valgte præsidenter tit har mulighed for at få del i den lovgivende magt og for eksempel selv kan fremsætte forslag til lovforslag i parlamentet. I disse lande er magtdelingen med andre ord ikke nær så skarp som i den amerikanske forfatning.
I USA er der som nævnt en skarp adskillelse mellem de tre magtformer. Det var noget, som forfatningens fædre tog direkte ind fra Montesquieu. Det har haft stor betydning for præsident Trumps ageren, efter han tabte præsidentvalget i november. Højesteret har nægtet at underkende valget, selvom Trump pressede på, og selvom flertallet af højesteretsdommerne er udnævnt af republikanske præsidenter. Også den lovgivende magt i form af Kongressen med Repræsentanternes Hus og Senatet har som helhed nægtet at lade sig diktere af Trumps ønsker.
Alt i alt har det amerikanske demokrati baseret på en skarp magtdeling vist sig stærkt under presset fra præsident Trump. De amerikanske demokratiske institutioner er blevet testet, og de viste sig at have den styrke, som de oprindeligt var tiltænkt. Det er ikke i medvind, at demokratiske institutioner viser deres værd. Det er i modvind.
De nordiske parlamentariske demokratier med en statsminister i spidsen viste sig også robuste, da udemokratiske strømninger rullede hen over Europa mellem Første og Anden Verdenskrig. Det skyldes sandsynligvis, at de demokratiske normer var særligt rodfæstede i disse lande.
Kort fortalt kan både præsidentielle og parlamentariske systemer indeholde bolværk mod et stormløb på demokratiet. Det gælder særligt, hvis der som i USA er en skarp magtdeling. I systemer med en stats- eller premierminister i spidsen er det ikke mindst vigtigt med stærke demokratiske normer i befolkningen.
Peter Nedergaard er professor ved Institut for Statskundskab ved Københavns Universitet.