DET ER SVÆRT, måske endda umuligt at tænde for sin radio, sit tv eller surfe nyhedssider på nettet uden at ramle ind i sidste nyt fra den amerikanske præsidentvalgkamp.
Den er alle vegne, fordi den jo har en vis betydning for os her på den anden side af Atlanten. Men også, fordi den er underholdende og indeholder alt det konfliktstof, som rapporterende journalister kan ønske sig.
Og hvis ikke en clintonsk mail-skandale eller trumpsk sexisme kan holde gryden i kog, så kan den tætte trafik af meningsmålinger. Tirsdag aften kunne TV-Avisen med drama i anslaget således fortælle, at Donald Trump nu igen haler ind på Hillary Clinton, efter at hun i et godt stykke tid har ligget lunt i målingerne.
Tæt dækning af et amerikansk præsidentvalg er ikke nyt. Alligevel adskiller den snart afsluttede valgkamp sig især fra tidligere ved sit omfattende fokus på den både farverige og veltalende republikanske kandidat. Og fokus i dækningen synes siden primærvalgene i foråret at være gået fra fascination til frygt for, hvad en Trump i Det Hvide Hus kan finde på. Måske meget godt udtrykt af direktør Thomas Rosenstand. Han flyttede for syv år siden fra Danmark til Florida og forklarede i Orientering på P1 tirsdag eftermiddag, hvordan en vis sympati for Donald Trump er blevet reduceret ganske betragteligt:
”Han har vist sig at være et blålys – endda et meget farligt et af slagsen. En folkeforfører og en demagog, hvis lige jeg historisk ikke kan sætte andet op mod, end hvad Adolf Hitler var i 1930’ernes Tyskland.”
Rosenstands udlægning er milevidt fra den begejstring, som omgiver Trump. Som ved et vælgermøde i Cincinnati, hvor velnærede cowboyhat-amerikanere uden forbehold erklærede deres støtte til en mand, som synes at tale deres sag mod ”det etablerede” i Washington.
ORDENE OG BILLEDERNE fra byen ved Ohiofloden gav samtidig en god forklaring på, hvorfor præsidentvalget fylder meget i nyhedsudsendelserne; meget af det, som indfanges af kameraer og mikrofoner, er nemlig, hvad de fleste journalistister vil karakterisere som ”godt tv”. Ikke bare er konflikterne – som allerede antydet – med til at drive historierne frem; gode billeder tilsat letforståelige soundbites er også med til at rykke indslagene fra USA højere op på tv-redaktionernes prioriteringslister. Men måske er det hele slet ikke så vigtigt, som den tætte mediedækning antyder? Allerede omkring primærvalgenes ”Supertirsdag” i marts kritiserede afdelingsleder og USA-kender Hans-Henrik Holm fra Journalisthøjskolen i Aarhus, at betydningen var stærkt overdrevet. Tidligere USA-korrespondent og chef for TV-Avisen Lasse Jensen kom med en lignende kritik i gårsdagens udgave af Information, hvor han noterede, at det er ”nogle år siden, at manden eller kvinden i Det Hvide Hus havde en helt afgørende rolle at spille. Der er mange hænder på atombombeknapperne i efterhånden mange lande. Men tv-nyhedsprioriteringen får os til at tro, at der fortsat kun er én”.
Kurt Strand er journalist, vært og producent på P1’s ”Mennesker og medier”.