Sognepræst i Sct. Nicolai Sogn i Vejle Christina Laursen, er du overrasket over den megen debat, ”Befri Gudstjenesten” har skabt?
"Ja, det er jeg. Jeg havde regnet med, at der ville være noget debat, men at den ville handle om, hvad vi tror, hvordan vi tror, og hvordan det kommer til udtryk i vores gudstjenesteform. Jeg er overrasket over den form og drejning, som debatten har taget fra starten af."
På hvilke områder har debatten været rimelig, og hvor har den været for skinger?
"Som jeg siger i forestillingen, er måden vi behandler hinanden på et af de sandeste udtryk for vores dybeste tro. Når det er sagt, har jeg forsøgt at holde mig på afstand af debatten under forestillingerne for at fokusere på det. Men så vidt jeg har fulgt med, har debatten været præget af en række misforståelser om eventen. Det har fjernet fokus fra det, der var tanken bag, nemlig at involvere flere mennesker i kirkens budskab."
Forstår du, at folk bliver forvirret over genren, når I ét sted kalder det en gudstjeneste med en prædiken og et andet sted en forestilling med en tale fra en meningsdanner?
"Jeg synes, at det er ærgerligt, at det er blevet sådan. Da jeg kom ind i dette projekt, svarede jeg på en jobannonce, hvor de søgte en præst til en event. For mig har der aldrig været tvivl om, hvad jeg var med til."
Men derfor kan andre vel godt blive forvirrede?
"Ja, og der har tydeligvis være uklarheder, når folk har været forvirret over det. Det må der have været, og det er uheldigt. Men det er også uheldigt, at debatten er kommet til at handle om dét. Vi har været meget bevidste om, at det ikke skulle være en gudstjeneste, fordi det netop kan give os de friheder, vi nu engang har taget. Det har aldrig været meningen, at det skulle være andet end en event."
Har debatten fået dig til at overveje, om I burde have gjort ting anderledes?
"Debatten kom bag på mig fra starten af. Jeg ved ikke, hvordan vi skulle have præsenteret det anderledes. Der er entrépris, lyd- og lyssætning, og vi har byget en scene i kirken. Jeg synes, det burde være tydeligt, at dette ikke er en gudstjeneste."
Et gennemgående tema for alle forestillinger er at pege på fællesskab, tolerance og kærlighed. Men i din refleksion efter talen i lørdags langede du ud efter bogstavtro fortolkning af Bibelen. Hvorfor gælder det med tolerance og fællesskab ikke for den del af kirken, der læser Bibelen anderledes end du?
"Dem vil jeg også gerne være inkluderende over for. Den traditionelle højmesse er i særdeleshed inkluderende over for dem. På den anden side er der mange mennesker, der er bange for at komme til den almindelige højmesse, fordi de ikke føler sig rummet af den. Og dem forsømmer vi måske nogle gange i kirken at henvende os til."
Men hvorfor var det nødvendigt at fremmedgøre den konservative del af folkekirken i en forestilling, der lægger vægt på tolerance og fællesskab?
"Det er bestemt heller ikke min mening af fremmedgøre nogen. Men her har vi med rummelighedens paradoks at gøre. Jeg har ikke ønsket at være ekskluderende, men hvis man ser på evangeliet, var Jesus altid ude efter de sikre i troen og de fingerpegende. Dem kritiserede han, mens han trøstede de usikre og de, der blev betragtet som forkerte."
Og i det billede repræsenterer de fingerpegende og sikre i troen den konservative del af kirken?
"Nej, bestemt ikke. Dem er jeg netop også inkluderende over for. Den inklusion, jeg læser i Jesu liv, rummer jo netop alle. Og hvem er jeg til at dømme? Det skifter jo hele tiden, hvem der er de sikre i troen, og hvem der bliver betragtet som de forkerte. Jeg bruger billedet til at tale om rummelighedens paradoks."
Du har fået kritik for nærmest ikke at nævne Kristus under hele gudstjenesten. Hvor har du ikke gjort det?
"Meget af kritikken er jo netop opstået på grund af de misforståelser jeg tidligere var inde på. I forestillingens teologiske refleksion stiller jeg det retoriske spørgsmål: Er der flere veje til forståelse af Gud end gennem en bog eller gennem et andet menneske? Jeg siger, at man skal se på, hvor Jesus peger i stedet for at se på ham. Selvfølgelig skal man se på Jesus, men min pointe er, at jeg vil henvise til det frisættende budskab, Jesus peger på. I første omgang må man se på ham, der peger, men vi skal huske at se, hvor han peger hen – altså hans ord og gerning."