”DEN SVENSKE KIRKE overvejer kønsneutral Gud.” Sådan lød en overskrift i Kristeligt Dagblad den 23. november.
Det fik mig til at tænke over, hvorfor det ikke er en god idé. Det første, der faldt mig ind, var, at Fadervor kommer i klemme.
Men hurtigt gik det op for mig, at det gør jeg også selv. For noget af det bedste ved kristendommen er, at den vedkender sig at være blevet til på et bestemt tidspunkt i historien. Vi får som mennesker en bevidsthed om det at være en del af en historie, nogen har været der før os og har formuleret deres tro.
Luther-året har netop understreget den relativitet. Ikke engang Bibelen er absolut og faldet ned fra himlen, men er blevet til over hundreder af år. Selv Det Nye Testamente er blevet til over tid, og det er muligt at følge troshistorien som en receptionshistorie.
SÅ KUNNE NOGEN SIGE, at vi nu er nået til et tidspunkt i historien, hvor Gud er kønsneutral. Men det er lige det, der ikke kan ske med den kristne Gud, som netop blev menneske i Jesus. Inkarnationen, det at Gud gik ind i verden og slog sit telt op her, som det hedder i Johannesevangeliet, binder Gud til et køn, han er Jesu far. Det kan vi ikke lave om på, sådan er historien fortalt.
Og den er aldrig kønsneutral. Mænd og kvinder har lagt krop til den op gennem historien på meget forskellig vis. Nogle gange voldsomt som for 500 år siden under Reformationen, andre gange mere jævnt og muntert som i den efterkrigstid, hvor jeg har levet. Men aldrig neutralt eller kønsneutralt.
I Det Nye Testamente er Gud Jesu far, og jeg oplever, at mange unge fædre i dette land er tættere end deres forfædre på den Gud, som Jesus lærte os at kende, og som vi ikke skal frygte. De unge fædre er ikke patriarkalske, retfærdige, fjerne fædre, men ligner mere Jesu far i deres magtesløshed og kærlighed til deres børn.
Gud behøver ikke gøres kønsneutral, lad ham ligne de nye, gode, fædre anno 2017.
Lisbet Kjær Müller er tidligere sognepræst.