Præst: Julen er ikke en fejring af os selv, men af noget, der skænkes os

Julefesten er ikke, og har aldrig været, en fejring af vores resultater eller meritter. Julens i virkeligheden barske budskab er, at vi er i dyb nød, skriver Nana Hauge, der er valgmenighedspræst

Velmenende psykologer og livsstilseksperter opfordrer os til at stå af gaveræset og ”skabe nye traditioner”, men de kommer dog aldrig ind på hvilke. Men hvad nu, om vi lod julen bæres af det, den er en fejring af? spørger valgmenighedspræst Nana Hauge. –
Velmenende psykologer og livsstilseksperter opfordrer os til at stå af gaveræset og ”skabe nye traditioner”, men de kommer dog aldrig ind på hvilke. Men hvad nu, om vi lod julen bæres af det, den er en fejring af? spørger valgmenighedspræst Nana Hauge. – . Foto: Michael Mottlau/ritzau.

DE SÆDVANLIGE gode råd om at geare ned i forhold til julens forventningspres, gaveræs, familiehygge med mere har også indfundet sig i år. Julen er nemlig en tid, der presser parforhold, forældre, familier og børn og ikke mindst dem, der ikke har nogen at dele juleglæden med. De første bliver pressede, fordi der er så meget, de skal nå, og fordi alting skal være hyggeligt og pyntet, og der skal lugte brunt og brændt. Hvis pengene er små, er det ekstra svært, for julen koster mange penge.

For dem, der ikke har nogen at dele juleglæden med, eller for dem, der må deles om børn, smerter det, fordi sorgen over de brudte familieforhold netop bliver så tydelig i forbindelse med en fest, der traditionelt fejres i familiens skød.

Så er der dem, der slet ikke mangler noget. Som er svære at begejstre, fordi de har alt. God mad er ikke længere forbeholdt julen. Det spiser vi, når vi har lyst til det. Fejre behøver vi jo ikke have en særlig anledning til. Glædelig fredag eller mandag, hører jeg tit nogle sige.

Gaver? Hvad kan næsten overraske eller glæde os, når vi bare køber det, vi har lyst til, når vi har lyst? Og hvad skal man give børn, der inden de er ni år har iPhones, iPads, cykler, tv på værelset og allerede har været på den første shoppetur til London med deres mor eller nede at se yndlingsfodboldklubben i Barcelona eller München med far?

Velmenende psykologer og livsstilseksperter opfordrer denne gruppe til at stå af gaveræset og ”skabe nye traditioner” (de kommer dog aldrig ind på hvilke). Andre stemmer opfordrer til at skrue ned for forventningerne. Andre igen dropper julen helt.

Men hvad nu om man lod julen bæres af det, den er en fejring af?

Julen er en gammel fest. Den ligger dybt i vores blod. Allerede vores forfædre markerede denne tid af året. Julefesten er meget ældre end Jesu fødselsdag. En fejring af solhvervet, fuld af håb og forventning om lysets sejr over mørket. Da kristendommen så kom til Danmark med fortællingen om Jesus-barnets fødsel i en mørk stald i Betlehems nat, da blev de gamle nordboeres håb om et lys, der overvinder mørket, bundet sammen med gudmenneskets fødsel. I ham så de nu den endelige sejr over mørkets magter.

Læg nu mærke til, at både solhvervsfesten og den kristne julefejring ikke er en fejring af noget, mennesket gør eller tilvejebringer. Det er ikke mennesket, der skaber lyset. Nej, mennesket er i mørket. Det er både en naturlig erfaring, og det er evangeliets påstand: Vi er i mørket, vi bygger i mørket og dødens skygge. Lyset og varmen kan vi ikke selv skabe. Det kommer udefra. Derfor er julefesten heller ikke, og har aldrig været, en fejring af vores resultater eller meritter. Den er ikke en fejring af os. Den er en fejring af noget, der skænkes os. Julens i virkeligheden barske budskab er, at vi er i dyb nød. ”Vi var i nød så længe,” hedder det i en julesalme. Vi er fattige og arme. Kun armod er herinde. Julen er ikke, at der udgår et lys fra verden, nej, der står (i Skriften), at mørket dækker jorden. Lyset kommer udefra. Det bryder frem, op af den frosne jord. Det er det lys, Jesus har bragt til verden – ja, han er det lys. Dette budskab kræver, at vi nedjusterer forventningerne til, hvad vi kan og skal. For julen – Lysets frembrud over verden, Herrens herlighed over os – betyder jo, at vi i os selv er fortabte. At der i os kun er mørke.

Julen er på den måde den mest usentimentale og realistiske måde at se på verden og på mennesket. Julens budskab er ikke, at vi bare skal tage os sammen, så går det nok, så kan vi gøre verden til et bedre sted. Nej, for vi rummer et mørke, som vi ikke selv kan oplyse eller forstå til bunds. Et mørke, som vi ikke selv kan overvinde. Men selv det forhindrer ikke lyset i at bryde igennem. ”Er kruset af ler, er kagen tør, deri sig engle finde!”. Lyset er en gave, og det kan blive vores, hvis vi modtager det som en gave.

Det er det, vi fejrer, og der er al mulig grund til at fejre det efter alle kunstens regler, og det er jo også det, de mange juleforberedelser, sammenkomster og de strålende lys på gader og stræder er udtryk for. Så ikke hermed sagt, at vi ikke skal juble i fryd, alt det vi formår. Det skal vi.

Dette skal blot være sagt, for at foreslå, at hvis julefejringen udspringer af glæden over det mirakel, at lyset, Kristus, er brudt ind i vores verden, ind i vort mørke og på trods af vor kulde, så kan glæden ikke mistes. Så afhænger glæden ikke af de rette gaver, af, hvor mange slags kager man har bagt, af, om hjemmet stråler, og familien hygger sig i ideel samdrægtighed. Så står og falder julen i hvert fald ikke alene med, om vi selv lykkes eller ej.

Hvis vi kan glædes over julens under og lade det under være omdrejningspunktet for vores julefest, så tror jeg, forsonligheden i højere grad vil indfinde sig over for vores ægtefælle, eksmand, svigermor eller forældre. Intet menneske kan alene bære og opfylde alle vore længsler og håb. Hvis vi derfor retter vore længsler og håb mod krybbebarnet, så tror jeg, at vi kan se med mildere øjne på, om huset nu strålede, og om træet havde den rette højde eller pynt. Om vi fik de gaver, vi ønskede os, og om anden var mør. Om den rette julestemning nu indfandt sig.

Gå hen i kirken og lyt til ordene om julens under, og syng med på de salmer, der udtrykker generation efter genera- tions begejstring og ærefrygt over underet. Og måske kan da selv de, der sørger eller er trængte, fejre julen. Fordi den ikke udelukkende afhænger af, hvilke forhold vi lever under – hvis vi altså lader Jesus, lyset udefra, være centrum for den.

Den tyske præst Heinrich Gruber beskriver i en prædiken, han lavede, mens han var indsat i kz-lejren Sachsenhausen, hvordan det – i det øjeblik, lejrens inderste dør lukkes bag ham på den fjerde adventssøndag, hvor han ankommer til lejren – går op for ham, at nu har den sidste dør ud til verden lukket sig for ham. Vil den nogensinde åbne sig for ham igen? Det ved han ikke. Det er kun få minutter siden, at han på sin tur i fangevognen har set glade og travle mennesker, som var på juleindkøb eller bar juletræer hjem. Alt dette er forbi for ham nu. Men da når klangen fra kirken i Oranienburgs klokker lejren. Klokkerne ringer ind til adventsgudstjeneste. Med budskabet: Glæd jer! Glæd jer altid i Herren. Herren er nær.

Var det ikke en hån at lade disse ord om glæde lyde lige ned i nød og elendighed? Sådan tænkte jeg første gang, jeg læste Grubers beretning.

Men sådan forstod Gruber det ikke selv. Han forstod det sådan, at han var i en jammerdal, men Herren er nær. Og når han tænkte på de ord, da vidste han, at han ikke kun var et menneske, der var fængslet i en retsløs, brutal stat. Han var også i Guds nærhed. Derfor kunne også han stamme: Glæd dig.

”Sådan ved vi som kristne,” skriver Gruber, ”at den gave, vi har fået, den handler om mere end uhindret bevægelse mellem pigtråd og forskrifter. Om mere end jordisk gods og sikkerhed. Gaven er for os at gøre Guds vilje. Til alle tider har mennesker måttet stamme – under tårer – glæd dig. Men de tårer, der grædes i julens ensomhed og forladthed, også de er talte og er som grøderegn for evig høst”.

Lad julen være den fejring af, at lyset skinner i mørket, som julen nu engang er. Vi kan ikke give hinanden bedre råd end det, hyrderne gav hinanden julenat: Lad os gå med stille sind som hyrderne til barnet ind, med glædestårer takke Gud, for miskundhed og nådebud.

Nana Hauge er valgmenighedspræst i Høve og Havrebjerg.