Præst: Min unge kollega har fået at vide, at en bisættelse ikke må tage mere end fire timer. Det gør mig så vred

Det er ikke samlebåndsarbejde, en præst laver, men den association kan man få, når nogle af vores ledere begynder at sætte timetal på, skriver sognepræst

Det smukke ved præstearbejdet er at give sig tid til det, der kræver tid, skriver sognepræst.
Det smukke ved præstearbejdet er at give sig tid til det, der kræver tid, skriver sognepræst. Foto: Tobias Nicolai/Ritzau Scanpix.

Jeg har en ung ven. Han er nyuddannet præst, og hans provst siger til ham, at en bisættelse ikke skal tage mere end fire timer alt inklusive.

Jeg bliver så vred. Dengang jeg blev uddannet, hørte jeg også godt det med de fire timer, og jeg har sådan lyst til at sige: I kan tage jeres fire timer, og så kan I stikke dem et vist sted hen, fordi det er så dumt at sætte timetal på det, der har med mennesker og store følelser at gøre. Det tager tid både før, under og efter. Som præst på 12. år kan jeg bare konstatere, at mine bisættelser som regel tager meget mere end fire timer alt inklusive.

At bilde unge og nyuddannede præster ind, at det kan eller skal gøres på fire timer, er at give dem stress på forhånd og måske en oplevelse af utilstrækkelighed.

En bisættelsessamtale er mange ting på én gang. Det er en samtale, hvor præsten ihærdigt forsøger at danne sig et billede af et menneske, han eller hun aldrig har mødt, og anstrenger sig for at lytte opmærksomt, fordi det er så vigtigt at kunne skrive en ordentlig tale. Samtidig med det, er det også en sjælesorgssamtale, hvor mange følelser som regel er på spil i rummet: taknemmelighed, sorg, vrede, længsel – og så de mere undertrykte, som ofte først kommer frem i slutningen af samtalen, og som kan forlænge den betydeligt.

Tit sidder der flere mennesker i rummet med forskellige oplevelser, erfaringer og følelser, som også kan komme på tværs af hinanden og gøre anspændtheden stor. Der er utrolig meget at balancere som præst, og efter mine samtaler er jeg som regel træt og trænger til en ordentlig pause, en gåtur eller en stille stund. Allerede her har jeg brugt langt over to timer.

Så skal talen skrives. Og det er meget forskelligt, hvor lang tid det tager, men for mig er det minimum to timer. Også her er pauser ofte nødvendige, fordi det kan være svært at få "landet" en begravelsestale ordentligt. Det er en sårbar situation at tale ind i smerte og sorg, og meget kan misforstås, hvis ikke man tænker sig grundigt om.

Hertil kan det tage tid at få musikken på plads. Pårørende har i stigende grad ønsker, og så skal der tales med organist og korsangere og mailudveksles – nogle gange en del.

Jeg bruger tid inden selve bisættelsen på at samle mig. Måske bede en bøn og øve mig på talen. Jeg har brug for roen, når jeg skal være til stede så opmærksomt, som en bisættelse kræver. Og bagefter er jeg træt, fordi jeg igen har været vidne til meget sorg, mange følelser og måske også været i kontakt med min egen sorg.

Det er ikke samlebåndsarbejde, en præst laver, men den association kan man få, når nogle af vores ledere begynder at sætte timetal på. Det smukke ved præstearbejdet er at give sig tid til det, der kræver tid. Og det bliver folk også meget taknemmelige over. De oplever, at kirken virkelig har noget til dem, når de har oplevet en meningsfuld og nærende samtale med præsten og været vidne til en ordentlig afsked med deres kære.

Ane Sofie Lindegaard er sognepræst og psykoterapeut.