Når en ung mister en far eller mor, er der behov for, at flere træder til. Det er ikke altid nok med støtten hjemmefra, hvor den anden forælder måske har svært ved at finde overskud til at rumme mere end sin egen sorg og den nye dagligdag.
Læs også: Sådan støtter du bedst et menneske i sorg
Derfor foreslår Kræftens Bekæmpelse nu, at der skal oprettes sorggrupper på alle landets skoler. Problemet kan være, at det ikke er alle lærere, der har viden og ressourcer nok til at kunne lede en sådan gruppe kvalificeret – og desuden har skolerne allerede opgaver nok.
Det synspunkt stod Claus Hjortdal, formand for Skolelederforeningen, frem med, og han mente derfor, at opgaven måtte lægges i kommunalt regi.
Det er godt set af Claus Hjortdal. Men lad mig lige pege på en overset gruppe i denne debat: præsterne.
Landet over – lige midt i lokalsamfundet – sidder nemlig yderst kvalificerede professionelle ”sorgarbejdere”.
Landets præster er i lighed med Kræftens Bekæmpelse, Det Nationale Sorgcenter, samt Børn, Unge & Sorg professionelle aktører i arbejdet med sorg og sorgramte, men de bliver ofte glemt, når det diskuteres, hvordan samfundet håndterer mennesker i sorg.
Det er, som om vi præster ikke rigtig regnes for noget i den sammenhæng, på trods af at vi har stor erfaring med sorg. Med projektet ”Sorggrupper i kirken”, som Trygfonden finansierede, er der nu opstået en masse sorggrupper over hele landet – både børne-, unge- og voksengrupper. Flere stifter har sågar præster med den særlige funktion at undervise kolleger i at lede sorggrupper.
Men i stedet for at begynde at uddanne enten lærere eller kommunalt ansatte i at lede sorggrupper, kunne vi så ikke lægge op til et samarbejde mellem skole, kirke og kommune om den opgave, det er at hjælpe de sorgramte videre i livet?
På den måde kan vi være med til at yde den fornødne hjælp til børn og unge uden at komplicere situationen yderligere for dem. For det kommer vi til, hvis vi ikke bliver bedre til at samarbejde på tværs.
For hvilken sorggruppe skal de vælge? Den i Kræftens Bekæmpelse – ofte med lange distancer, der skal tilbagelægges – særligt i yderområderne.
Eller den, som præsten leder – den præst, der måske konfirmerede dem og kendte deres mor eller far? Og som ofte har tid også på andre tidspunkter end læreren og den kommunale sagsbehandler. Måske bare til en gåtur, når lektierne er færdige, og savnet presser sig på.
Eller skal de henvises til kommunen? Og blive endnu et nummer i sagsbehandlerens mappe. Den sagsbehandler, som i øvrigt udskiftes oftere og oftere og med kortere og kortere intervaller. Desuden har de vist allerede rigeligt at se til i kommunerne.
Jeg synes, vi skal blive bedre til at samarbejde om disse sorgtilbud, så vi ikke bliver hinandens konkurrenter. Vi skal blive bedre til at trække på hinandens ressourcer, så denne sårbare gruppe får den allerbedste hjælp.
Trine Gjørtz er sognepræst i Sydmors Pastorat og sorggruppevejleder i Aalborg Stift.