Biskop: Præstepraktik for teologistuderende ville være en øjenåbner

Det er almindelig kendt, at mange nye teologistuderende ikke har en såkaldt kirkelig baggrund. Det betyder, at de ofte har et meget ringe kendskab til det kirkelige liv. Kunne man ikke tilbyde de studerende en form for praktik tidligere i studiet?, spørger biskop

Cirka 15 teologistuderende fra Københavns og Aarhus Universiteter valgte i 2010 at drage til Lolland-Falster og tilbringe tre dage i stiftet sammen med præster og menighedsrådsmedlemmer. Alle udgifter blev dækket af stiftsrådet, skriver Steen Skovsgaard, der ønsker at flere unge kunne få glæde af præstepraktik.
Cirka 15 teologistuderende fra Københavns og Aarhus Universiteter valgte i 2010 at drage til Lolland-Falster og tilbringe tre dage i stiftet sammen med præster og menighedsrådsmedlemmer. Alle udgifter blev dækket af stiftsrådet, skriver Steen Skovsgaard, der ønsker at flere unge kunne få glæde af præstepraktik. Foto: Finn Frandsen/POLFOTO.

DET ER ALMINDELIGT KENDT, at mange nye teologistuderende ikke har en såkaldt kirkelig baggrund.

Det betyder, at de ofte har et meget ringe kendskab til det kirkelige liv, kirkelige traditioner, gudstjeneste og salmer, og mange har derfor også noget uklare forestillinger om, hvad det vil sige at være præst. Mange har aldrig set en præstegård indefra, og de finder måske først ud af, hvad det vil sige at være præst, når de er blevet det.

Pastoralseminariet er en god og vigtig vej ind i præstegerningen, men her kan man først komme ind, når man er færdig med den teologiske embedseksamen. Kunne man ikke tilbyde de studerende en form for praktik tidligere i studiet?

Det valgte vi i Lolland-Falsters Stift at forsøge i 2010. Her gennemførte vi et forsøg med et tilbud om et praktikforløb for nye teologistuderende. Vi så det som en spændende og oplagt opgave for et lille stift at forsøge at hjælpe teologistuderende til – tidligt i studiet. Vi kunne se flere fordele: Dels ville de kunne opnå en større indsigt i, hvad det vil sige at være præst og dermed også forholdsvis tidligt få hjælp til afklaring af, om det var præst, de ville være. Dels ville det kunne få betydning for deres studium ved valg af emneopgaver. Sidst, men ikke mindst, håbede vi, at vi ville kunne præsentere Lolland-Falsters Stift som en attraktiv mulighed.

DEN FØRSTE PRÆSTEPRAKTIK blev gennemført som en pinsepraktik og strakte sig over alle pinsedagene. Cirka 15 teologistuderende fra Københavns og Aarhus Universiteter valgte at drage til Lolland-Falster og tilbringe tre dage i stiftet sammen med præster og menighedsrådsmedlemmer. Alle udgifter blev dækket af stiftsrådet.

Forsøget blev ganske enkelt en ubetinget succes, og siden har vi jævnligt gennemført et sådant praktikophold for nye teologistuderende. Vi har i årenes løb eksperimenteret med form, indhold, tid og sted, og hvert år har vi kunnet glæde os over endog meget positive tilbagemeldinger fra de studerende. Den seneste præstepraktik blev afholdt med ni teologistuderende i oktober 2016. Vi har netop evalueret praktikken og fik atter mange fine tilbagemeldinger fra de studerende: ”Overordnet var mit praktikophold en øjenåbner og kilde til inspiration, da jeg modtog mange nyttige informationer.”

”Det har været en overvældende oplevelse.”

”Jeg lærte om mange flere aspekter i selve præsteembedet, end jeg måske ellers ville have haft lejlighed til. Jeg er også meget glad for og nød at få lov til at deltage i så mange elementer af gudstjenesten søndag. Det var meget lærerigt.”

Lektor Anita Engdahl kunne i øvrigt for et par år siden fortælle, at 10 ud af 14 studerende på et hold på pastoralseminariet i København havde givet udtryk for, at de ønskede at komme til Lolland-Falster.

Så disse korte praktikophold er virkelig en øjenåbner og overvældende oplevelse.

Steen Skovsgaard er biskop i Lolland-Falsters Stift.