DET ER ALTID med en dyb indånding, du forbereder dig på at indtage populærkulturelle fremstillinger af et miljø, du vitterlig kender godt. Det er sikkert sådan, taxachaufførerne havde det, dengang ”Taxa” blev Danmarks mest populære serie, sikkert sådan, den italienske mafia i New Jersey havde det, da serien ”The Sopranos” var på sit højeste.
Og altså sådan, jeg har det, når DR laver en serie om en præstefamilie i ”Herrens Veje”. Fordi jeg selv er fra en præstefamilie. Og derfor kender usædvanligt mange præster. Og præstebørn og præstekoner og menighedsrådsmedlemmer og da bestemt også et par kirketjenere. For nogle en eksotisk, fremmedartet verden befolket med sære, fascinerende mennesker, for hvem tro sjovt nok ikke er et tabu. For andre – bare hverdag. Tro inkluderet.
Der findes mange fordomme om præster og præstefamilier. Om folk, der lever med religion i det hele taget. Nogle af dem viser sig at have hold i virkeligheden. Andre slet ikke. Her komme syv ting, ”Herrens Veje” efter min bedste erfaring bekræfter om præster og deres familier:
1. Præster er ikke afholdsfolk.
I slutningen af 1990’erne tilbragte min lillebror og jeg uforsvarligt lang tid foran fjernsynet underholdt af en anden tv-præstebasker, nemlig den amerikanske ”7th Heaven” (”I den syvende himmel”).
Den var yderst populær i USA på det tidspunkt, fordi den handlede om en stor præstefamilie, der havde moralkodekset i orden. Det vil sige, når der var et af præstebørnene, der havde taget et sug af en cigaret eller prøvesmagt en øl, altså bukket under for Djævelens fristelser, så blev de sendt på kostskole, eller der blev bedt for dem i kirken. Det tror jeg, vi havde meget sjov ud af, fordi det lige præcis afspejlede den idé, folk tit havde om, hvordan det er at vokse op på en præstegård: at det er minus sjov og ballade.
Men præster i den danske folkekirke drikker (om ikke andet så i de grundtvigsk-prægede kredse, jeg kender bedst) lige så meget som alle andre mennesker i Danmark. Især når de hygger sig sammen til for eksempel konventer. Generelt nok langtfra så meget som Johannes Krogh, hovedpersonen i ”Herrens Veje”, der starter første afsnit ud med at være urimeligt fuld og i øvrigt bedrive hor med en ansat. Han har givetvis et ret stort problem, ikke nødvendigvis repræsentativt for den danske præstestand. Men rødvin, det kan de godt lide.
2. Præster er ikke prædikanter for ingenting.
Præster elsker at høre sig selv tale. De typer er ikke blevet prædikanter for ingenting. Den der vits med, at når du er til fest med præster, så er der altid en, der står op, den er god nok. Der er altid en, der holder tale. Præster elsker at tale detaljeret om deres arbejde, nok fordi mange af dem elsker deres arbejde. Spørg mig om, hvordan et kirkekontor fungerer, hvad kordegnens arbejdsopgaver groft sagt består af.
3. Præstegården er en blanding mellem en arbejdsplads og et hjem.
Da det blev det helt store emne at tale om work-life-balance, tror jeg, at mange af os, som har tilbragt år af vores liv i en præstegård, tænkte: Vorherre bevares. Det kan godt være, du tjekker din indbakke hver aften, men vent til der pludselig står en bondekone i dit bryggers, som selvfølgelig lukker sig selv ind, eller en uden for din dør, en landstryger, der igen spørger efter en madpakke og en kold Tuborg. For en præstegård er et semi-offentligt sted. Nok især på landet. Og der er rigtignok tit masser af plads – til for eksempel at have nye badeveninder boende som i det tredje afsnit af ”Herrens Veje”. Der har været fin tradition for gæstfrihed i de kredse, sikkert siden Jomfru Maria ikke kunne finde noget sted at føde.
4. Præstekoner eller -mænd kan meget vel være lærere eller sygeplejersker.
Sådan er det bare. Måske er det noget med at arbejde med mennesker.
Elisabeth Krogh, seriens præstehustru, er netop gymnasielærer. Selvom hun tilsyneladende ikke bruger særlig lang tid på sit arbejde, men derimod ret meget på sin mands. Mest ser hun derudover frisk og vindblæst ud, mens hun efterårsbader eller plukker æbler i præstehaven.
5. Præster er troende – sjovt nok.
Det er ligesom en del af pakken. Men selvom jeg kommer ud af en slægt med hele to oldeforældre, der har set Jesus (den ene fik at vide, at han skulle holde op med at drikke, den anden, at hun ikke skulle være bange for at dø), er søndagsdramaets flirt med det okkulte, den maniske provst som en form for shaman, måske alligevel ikke det, vi oplever mest af i den danske folkekirke.
6. Præster er også mennesker – halleluja.
Det er mit klare indtryk. Præstebørn også. Vi fjumrer rundt lige så meget som alle de andre.
Tvivlen er troens præmis, ligegyldigt hvad du tror på, ikke dens antitese. Det får serien sådan set fint formidlet med en far, der danser med Djævlen, og et par sønner, som har svært ved at blive voksne.
7. Alle præster har gået til FDF.
Det er en stor fejl i den tv-serie, at der endnu ikke er en eneste karakter, der overhovedet har nævnt FDF. Eller bare nynnet en strofe fra ”March og Lejr”. FDF er for præster, hvad Hogwarts er for troldmænd: talentudvikling.