Præsten smed kjolen og gjorde gudstjenesten til et onewomanshow

Hvis man ikke engagerer sig i det ord, der skal prædikes, men alene vil underholde og underholdes, så bliver ordet om Jesus Kristus betydningsløst, mener sognepræst Søren Pedersen

Sognepræst Søren Pedersen er ikke begejstret for sin kollega Pernille Østrems optræden til fastelavnsgudstjeneste.
Sognepræst Søren Pedersen er ikke begejstret for sin kollega Pernille Østrems optræden til fastelavnsgudstjeneste. . Foto: Skærmbillede.

Søndag den 7. februar blev der fejret fastelavn i mange af landets kirker. Katten blev slået af tønden, fastelavnsboller blev spist, og i Kristeligt Dagblad kunne man læse, at fastelavn mange steder efterhånden var blevet et lige så stort tilløbsstykke som juleaften.

Men hvad er prisen for denne succes? Søndag aften var min Facebook-feed således fyldt med billeder af præster, som var gået forrest i morskaben. Klovnekostumer, røde næser og parykker blev båret både ved alteret og prædikestolen, og i Stefanskirken i København blev der danset strip af sognepræst Pernille Østrem, og præstekjolen blev smidt til ”discolavn”.

Forkyndelse var der ikke meget af. Det handlede, som det fremgår af klippet på YouTube, om, at der er kærlighed nok i denne verden til alle, og den bedste måde, man kan vise det på, er åbenbart ved at danse det ud.

Underholdende har det sikkert været mange steder. Men det er ikke kirkens opgave at underholde. Det er heller ikke præsternes opgave at gøre gudstjenesten til et onemanshow eller onewomanshow, hvor de promoverer sig selv med dans og klovnenæse!

Der er en tro på, at hvis tingene er underholdende, og der kommer mange i kirke, så er det en succes. Men en gudstjeneste må gerne være kedelig og helt almindelig. Kedsomheden bliver først et problem, når man stopper med at gøre sig umage i sin forkyndelse. Når man ikke længere engagerer sig, men må ty til gøgl og underholdning og tomme floskler for at kunne samle menigheden.

Afdøde biskop Jan Lindhardt talte således om den kristnes forhold til det kedelige i bogen ”Hvad præster ved om kærlighed”. Her sagde han følgende:

”Vi er ikke bange for det kedelige. Når folk spørger, om ikke det er kedeligt at gå til gudstjeneste, så kan man trygt svare 'jo', men det er jo ikke mere kedeligt end at spise cornflakes. Ting skal gøres, selvom de er kedelige.”

Når det således lyder, at det er festligt og sjovt med fastelavnsgudstjenester og præster, der klæder sig ud, så må dette hænge sammen med manglende engagement. Hvis man ikke engagerer sig i det ord, der skal prædikes, men alene vil underholde og underholdes, så bliver ordet om Jesus Kristus betydningsløst, alt diskolys og musik til trods. Og det er dog det ord, som det må være kirkens primære opgave at forkynde.

Der er trods alt så mange steder i denne verden, hvor man kan se på klovne og strip! Skal folkekirken virkelig også være et af de steder?

Søren Pedersen, sognepræst, Kærbjergvej 6, Agerbæk