Prøv avisen
Debat

I gudstjenesten handler det om at kunne tale jævnt om det høje

Jeg håber på præster, der ikke ringeagter hele det forberedende arbejde med samspillet mellem gudstjenestens form og indhold, skriver Jakob Hvidt. Foto: Mads Jensen

Engang gjaldt det for prædikanten om ikke at lyde, som om han eller hun bare snakkede frit. Men det blev ofte en lidt sær, uvedkommende og akademisk oplevelse

To indlæg i Kristeligt Dagblad torsdag den 12. maj beskæftiger sig med folkekirkens gudstjeneste: Dels interviewet med den kommende ph.d. Tenna Mose Rhiger, der i sin afhandling beskæftiger sig med, hvordan præster i folkekirken kan blive bedre formidlere under gudstjenesten. Dels en kirkeanalyse af universitetslektor Hans Raun Iversen, der i forlængelse af ovennævnte ph.d.-afhandling understreger Rhigers pointe af, at præsten hverken skal være den autoritative kontrollant eller den store showmaster i kirken. Præsten skal derimod være kirkens og gudstjenestens fremmeste animator, der ligesom animationsfigurføreren animerer – giver liv, ånde og personlighed til – animationsfiguren og dermed hele forestillingen i dukketeatret.

Kan være, at animation og dukketeater som begreber kan ligge mig noget fjernt, når det handler om gudstjenesten. Alligevel tror jeg – som en rimelig typisk repræsentant for præstestanden fra 1970’erne og frem – at jeg nok kan forstå problemstillingen.

I min tid var det – ikke mindst i de første år – ligefrem god tone at læse prædikenen op med kun få stjålne blikke ned på kirkegængerne. Tidligere tiders sædvane med at lære prædikenen udenad bød mange trods. Folk skulle jo ikke gerne tro, at man ikke havde forberedt sig og blot talte – for ikke at sige snakkede – ud fra, hvad der netop i dette øjeblik faldt én ind. Endelig skal man ikke være blind for, at praktisk arbejde med prædikenens indøvelse af mange ansås for ligegyldigt eller i bedste fald sekundært.

Uanset prædikenens indhold i øvrigt stod for mange sikkert den oplevelse tilbage, at det blev en lidt sær, uvedkommende og akademisk oplevelse, hvor kirkegængerne i hvert fald langtfra altid kunne føle sig inkluderet.

Jeg havde naturligvis også i min grønne ungdom hørt om præster, der brugte timevis af tid på først grundigt at forberede prædikenen for derefter at lære den udenad, så den kunne holdes frit og vedkommende for de kirkegængere, der var kommet. Det samme gjaldt begravelsestaler, hvor der uden manuskript sagtens kunne siges noget nært, evangelisk og vedkommende om den afdøde og til de efterladte, uden at det behøvede at udvikle sig til den rene mindetale, der åbenbart igen er ved at komme på mode.

Som eksempel på en prædikant, som her beskrevet, husker jeg med glæde biskop K.C. Holm, der mestrede denne disciplin til fulde. Det samme gjorde også domprovst Karen Horsens, der i en begravelsestale virkeligt forstod at tale jævnt om det høje.

Jeg håber – sådan som jeg heller ikke tror, at den nye ph.d.-afhandling drømmer om sprechstallmeistere eller standupkomikere til at forestå gudstjeneste og kirkelige handlinger – på præster, der ikke ringeagter hele det forberedende arbejde med samspillet mellem gudstjenestens form og indhold. Det gælder musik og salmer. Det gælder bibelske læsninger og prædiken og i det hele alle gudstjenesteleddenes indbyrdes sammenhæng, hvor man så må bruge den tid, det tager.

Jakob Hvidt er tidligere provst