Er det rimeligt at hævde, at den danske folkekirke forskanser sig i et reservat? At den er en landsbykirke, der endnu ikke er ankommet til det 21. århundrede, sådan som det påstås af en provst i Aarhus? Er det sandt, at folkekirken ikke er vendt ud mod verden, men kun vendt ind mod sig selv?
Folkekirkemødet i Aarhus, der netop er blevet afviklet, hviler på en mærkelig præmis. En præmis om, at kirken ikke skulle være åben og dørtærsklen lav. At kirken har forskanset sig i et reservat vendt ind mod sig selv og væk fra verden.
Folkekirken er en af de mest demokratiske og åbne størrelser i Danmark. De fleste kirker er nemme at kende i landskabet. Også i byerne. De fleste steder er der gudstjenester hver søndag. Man kan gå ind fra gaden og være med – og gå igen. Hvis man ønsker at være anonym, kan man være det. Mange steder er der uformel kirkekaffe efter gudstjenesten, og også her er alle indbudt.
Hvis man er mere til foredrag, koncerter eller kor, kan man gå til det. Eller man kan gratis deltage i studiekredse og litteraturkredse. Man kan være med i sorggrupper, og præsten kommer gerne ud til sjælesorgssamtaler eller på husbesøg, omtrent så ofte som det ønskes. Man kan være med i strikkeklub, madklub, babysalmesang eller komme til familiegudstjeneste med efterfølgende fællesspisning mod en symbolsk betaling, og selvom man ikke er medlem, kræves man ikke til regnskab for det.
Enhver kan få sine børn døbt og konfirmeret uden at være med til at betale. Det er da generøst og åbent, skulle man synes. De fleste steder deltager den lokale kirke i markedsdag, byfest, folkemøde, og hvad der nu ellers måtte være. Kirken driver også menighedspleje, varmestuer, folkekøkkener og børnehaver. Min sjæl, hvad vil du mer’?
Så er der den sædvanlige gamle traver med, at kirkerummet/salmerne/bibelen/præstekjolen med videre er fremmedgørende. Det har resulteret i adskillige friske tiltag, som har haft til hensigt at sænke tærsklen til kirken. For eksempel: salmer i letforståeligt sprog, sækkestole i stedet for kirkebænke, præster, der kører på skateboard i præstekjolen, ”kulturpersonligheder” der inviteres til at ”prædike”, nadvertapas og mange andre ting, som jo sikkert er godt ment, men hvis vi bliver ved med at sænke tærsklen, så ender vi snart et godt stykke under gulvniveau.
Er det egentlig undersøgt, om alle disse tiltag har fået flere til at tro på Jesus Kristus? Har det vendt dåbstallet? Kommer de begejstrede, der i februar 2017 overværede pink vibes og spiste kalvehjerte på en bund af havtorn i Aarhus Domkirke virkelig til at tro på Jesus? Og har det sænket kirkens ”tærskel”, at man holder dødsmetalkoncerter? Hvis kirkens formål er at drive folk til Kristus, er det så en god idé at sekularisere kristendom og gudstjeneste yderligere?
I et interview i Kristeligt Dagblad den 29. maj i år udtaler professor i kirkehistorie ved universitetet i Göttingen Thomas Kaufmann, at den lutherske kirke i stedet for at stå på mål for sin teologiske arv har travlt med at omfavne det moderne samfund i panik over den dommedagsstemning, der hersker angående kirkens fremtid.
Kaufmann mener, at kirken går fejl i dette forsøg på at agere medkultur. Kirken skulle i stedet agere modkultur. Det er en gammel indsigt. Kirken i en hast forgår, om den fod vil flytte, sang Grundtvig. Alt i verden forandrer sig, men kirken skal stå stille. Den skal gentage sig selv. Den skal holde fast ved evighedsordet. Således skrev også teologen Rudolph Arendt allerede i 1989, at hvis kirken for at holde sig tidssvarende begynder at finde på nyt i stedet for at stå fast, så er den affældig. Gentagelse er ikke uden videre tegn på alderdom, og forandring er ikke uden videre tegn på liv. Arendt skriver videre, at det er et tegn på liv, at kirken ikke bliver træt af gentagelsen, og et tegn på død, når der råbes på nyt.
Folkekirkens projektmageri lugter langt væk af, at kirkeinstitutionen er blevet et formål i sig selv, snarere end at dens formål og budskab er den korsfæstede og opstandne Herre, Jesus Kristus.
Han kan rigtignok se så ydmyg og kedelig ud. Men han er det eneste, vi har. Det vil kirken ofte ikke stille sig tilfreds med. Det forekommer for fattigt. Man vil gerne have mere at byde på. Og det har kirken da også: sammenhængskraft, klimakamp, kunst og kultur. Det er den rige kirke, skriver Niels Grønkjær i en prædiken til 23. søndag efter trinitatis. De lange gevandters kristendom, kalder han det. De, der er klædt i de lange gevandter, bliver så opløftede, når de, der ellers er ligeglade med kirken, nikker anerkendende til den. Men det er ikke klimaarbejde, der er kirkens rigdom. Nej, det er ham, der gjorde sig fattig, for at vi kunne blive rige. Det er ham, der er vores rigdom. Han er alt, hvad kirken skal leve af og på.
Det er ødelæggende og demotiverende for præster at arbejde ud fra det åg, der hedder: ”Folk kommer ikke i kirke. Gør noget!”. Vi går udslukte hjem efter at have fået sådan en omgang serveret på diverse visionsdage og provstikonventer. Det er ikke det, der får os til at udtænke geniale nye idéer eller giver den fornødne energi til at fremstå tilstrækkelig karismatisk og opildnet til, at folk synes, vi er noget ved at høre på. Tværtimod.
I stedet skal vi tale kirken og Kristus op. Indgyd præster og lægfolk den evangeliske trøst og det mod, der skal til for at gå ud i alverden med det, der er kirkens eneste berettigelse og rigdom: evangeliet om Kristus til befrielse og liv og trøst!
Stine Munch er sognepræst ved Vor Frue Kirke i København, Nana Hauge er valgmenighedspræst i Høve og Havrebjerg og Merete Bøye er sognepræst i Viborg Domkirke samt Tjele og Nr. Vinge, alle er udgivere af onlinetidsskriftet Nyt Babel.