Det er ærgerligt, at diskussionen om Søren E. Jensens prædiken er landet i den sædvanlige rille og polarisering.
Som flere indlæg i denne avis afdækker, kan man have mange meninger om hans prædiken; men når alt kommer til alt, er det ikke en prædiken, der kan danne baggrund for hverken advarsler eller afskedigelser. I så fald ville der godt nok ryge mange præster i dagens Danmark!
Så vidt jeg forstår Søren E. Jensen, ønsker han at sætte kristendommen i relation til vor tid. Det er jo rigtig relevant ved et provstiarrangement. Teksten om Martha og Maria ligger lige til højrebenet, og så har man åbenbart sat ham på en Urias-post.
Dermed er emnet bare ikke udtømt. Som tidligere nævnt her i avisen peger sagen på flere principielle spørgsmål, som er vigtigere end en enkelt prædiken.
Min indsigt i sagen stammer fra, at jeg har været bisidder ved en af Søren E. Jensens tjenstlige samtaler. Det var ikke mit ønske, da jeg mente, at han havde brug for bedre juridisk ekspertise, end jeg kunne præstere. Jeg kendte ikke Søren E. Jensen. Da ingen anden kunne den pågældende dag, måtte jeg jo træde til. Ingen skal gå alene til en sådan samtale.
Den tjenstlige samtale, som ikke var nogen samtale, men en reprimande, var lærerig. Det er biskoppen, der sætter sagen. Det er biskoppen, der fører sagen. Det er biskoppen, der dømmer i den. Der er ingen forsvarer!
Efter den tjenstlige samtale pressede jeg Søren E. Jensen til at melde sig ind i Præsteforeningen med henblik på at få en relevant bistand. Søren E. Jensen tvivlede på den bistand, men meldte sig modstræbende ind i præsternes fagforening. Foreningen takkede for indmeldelsen og beklagede samtidig, at vedtægterne ikke gav dem mulighed for at deltage i en sag, som var startet før indmeldelsen og ikke var principiel.
Afgørelsen kunne ankes til hovedbestyrelsen, som så kunne beslutte, at foreningen alligevel tog sagen. Jeg ankede sagen, da jeg fandt den principiel, idet stiftet sekunderet af provsten samlede advarsler med henblik på en afskedigelse. Disse advarsler udsprang ofte af inferiøre ting som for eksempel manglende ferieindberetning. En enig hovedbestyrelse afslog anken. Det havde jeg sådan set også ventet, da foreningen for længst var inde i sagen som rådgivere for biskoppen.
Efter disse indsigter mener jeg, at sagen rejser flere principielle spørgsmål. Er det ikke på tide, at biskopper og provster udgår af præsternes fagforening og danner deres egen? Som sagerne står, er præster reelt retsløse, hvis biskop og provst vil af med dem.
I lyset af denne sag og tidligere sager (Massoud Fouroozandeh) må man spørge, om folkekirken er gearet til at frugtbargøre visioner fra præster, som ikke er ”hjemmeavlede”? Om folkekirken mestrer dialogen og dermed den meget omtalte bredde og mangfoldighed? Folkekirken er så rig på menneskelige ressourcer, mange af dem kvæles af den nye topstyring.
Mary E. Holm-Larsen, pastor emerita, Flegmade 4D, 1. th., Vejle