I overvejelserne om, hvorvidt der kan forrettes kirkelig bisættelse eller begravelse i folkekirken for ikke-medlemmer, er der kun ét argument, der gælder for afvisning af en kirkelig handling: hensynet til afdødes vilje.
Hvis et menneske måske efter moden overvejelse har meldt sig ud af folkekirken, må det være rimeligt, at det menneskes beslutning respekteres.
Men ikke-medlemskab af folkekirken er ikke i sig selv et argument for, at der ikke kan holdes en folkekirkelig begravelse.
Sammenligningen med en tennisklub i Peter Nejsums og Ullas Salicaths debatindlæg her i Kristeligt Dagblad den 31. august er dybt problematisk.
Folkekirken er ikke en klub, men et levende fællesskab. Vi har åbne nadverborde og indbyder enhver til gudstjeneste. Medlemmer og ikke-medlemmer er til enhver tid velkomne. Folkekirken har ikke brug for at lukke sig om sig selv.
Også et andet af argumenterne for ikke at foretage begravelse af ikke-medlemmer er problematisk. Det er henvisningen til dåben. Peter Nejsum og Ullas Salicath skriver:
”Det er ikke ligegyldigt, om man er døbt eller ej. Er enhver Guds barn, døbt som udøbt? Hvad skal vi så med dåben?
Jordpåkastelsen forholder sig til dåbsritualet med de tre gange jordpåkastelse, relaterer sig direkte til dåbens tre gange vand og indledes med præcis de samme ord om at 'være genfødt til et levende håb'. Står vi ikke i fare for at udvande vore egne ritualer og gøre dem til tomme tegn, hvis vi ikke tager vores eget udgangspunkt alvorligt?”.
Dåben er en vidunderlig gave. Den skænker os Guds Hellige Ånd, giver os syndernes forladelse, inddrager os i menighedens fællesskab, knytter os inderligt og tæt sammen med Jesus Kristus. Det er ikke ligegyldigt, om man er døbt eller ej.
Jeg er dybt taknemmelig for, at mine to alvorligt syge børnebørn blev døbt på hospitalet. Det er en trøst - også i sorgen over hende, som døde. Ved begravelsen sang vi den samme salme som ved hendes dåb: ”Nu titte til hinanden”.
Men dåben gør os ikke til Guds børn. Det er ethvert menneskebarn ved skabelsen/undfangelsen. At nogle af os har fået dåbens særlige gave, betyder ikke, at alle andre mennesker ikke er Guds elskede børn.
Det er smukt at relatere dåbsritualet og begravelsesritualet til hinanden. Men dåben er ikke forudsætning for frelsen, dåben sætter ikke skel mellem frelste og fortabte. Og det er ikke ritualet, der frelser.
Hvis Peter Nejsums og Ulla Salicaths ord skal tages for pålydende, skal præster ikke forrette begravelser af børn, der ikke nåede at blive døbt, de kan ikke forrette begravelse af mennesker, der i voksen alder går til dåbsundervisning, men dør forinden dåben.
De kan ikke forrette begravelse af mennesker, der i deres hjerte er kristne, men endnu ikke har turdet lade sig døbe.
Der mangler også i indlægget en overvejelse af, hvad en folkekirkelig begravelse eller bisættelse overhovedet er. Det er en gudstjeneste. Og en gudstjeneste er, at Gud lovprises og takkes for livet, og for at evangeliet forkyndes.
Der er stadigvæk hensynet til afdødes vilje, der skal respekteres. Der kan ikke opstilles stive regler og gives færdige svar.
Vi må hver især under ansvar for Gud og vor samvittighed søge at handle på bedste måde. Det kan betyde afvisning af begravelse af ikke-medlemmer i nogle tilfælde.
Det kan betyde begravelse af ikke-medlemmer i andre tilfælde. Men udgangspunktet er, at Gud elsker alle jordens børn, og at hans menighed skal søge så godt, den kan, ikke at stå i vejen for det evangelium.
Kaj Mogensen er forhenværende sognepræst