Præster: Vi skal holde fast i fortabelsens virkelighed

Vi befinder vi os for tiden i dansk kirkelig sammenhæng i en situation, hvor fortabelsens virkelighed tilsløres igen og igen, skriver forfattere til ny bog

Fra venstre: Sognepræst Jørgen Jensen Sejergaard, præst og formand for Indre Mission Hans-Ole Bækgaard og valgmenighedspræst Henrik Højlund.
Fra venstre: Sognepræst Jørgen Jensen Sejergaard, præst og formand for Indre Mission Hans-Ole Bækgaard og valgmenighedspræst Henrik Højlund. . Foto: Indre Mission/Pressefotos og Petra Theibel Jacobsen.

Vi har skrevet en bog, som fra én side set er umulig at skrive. Og fra en anden side set er det umuligt ikke at få den skrevet.

Bogens, "Livets risiko – himmel og Helvede", tema er et, som i mange år har bragt de kirkelige sind i kog – spørgsmålet om fortabelsens virkelighed. Et utal af gange har temaet været genstand for kraftige diskussioner, også i medierne, og meget tyder på, at det for tiden er afvisning af fortabelsens virkelighed, som har stor medvind.

Det umulige ved at skrive bogen ligger ikke i det, som avislæseren måske umiddelbart tænker, og som uden tvivl er den stærkeste årsag til den store medvind i afvisningen af fortabelsen, nemlig at kristendommens traditionelle tale om fortabelsens risiko er stærkt behæftet med noget meget trosforstyrrende og trosanfægtende. Og vel at mærke ifølge både troende og ikke-troende. Dét vil bogen faktisk anfægte. Altså anfægte den nærmest pligtskyldige anfægtelse over fortabelsen. 

Men det umulige eller problematiske ved at skrive om fortabelsen er, at det alt for let bringer os i en distance til det. Vi holder fortabelsens virkelighed ud i strakt arm. Og det kan vi ikke, uden at vores ord om det så let som ingenting bliver utroværdige og uimodtagelige. Det er på en måde, som hvis man var turistguide i Polen i 1943 og førte turisterne hen til en koncentrationslejr for at fremvise og informere om dette ”interessante” sted. 

Fortabelsens virkelighed kan vi ikke bare ”stå udenfor” og informere sagligt og køligt om. Vi taler og skriver om noget, som vi ikke kun kan forholde os distanceret talende til. Som Søren Kierkegaard skriver om mennesker, for hvem fortabelsen er en nærmest selvfølgelig og uimodsigelig sandhed: ”De er sikre nok betræffende, hvad der vil vederfares dem i hin evighedens adskillelse, sikre nok betræffende deres saligheds sag, at de er retfærdige, eller sikre nok på, at de er troende: og nu opkaster de det spørgsmål, om andre kunne blive salige.” Modsat dette skriver Kierkegaard: ”For mig har sagen aldrig stillet sig således, det er aldrig faldet mig andet ind end at ethvert andet menneske sagtens blev salig, kun med ‘mig’ var det i ‘mine’ tanker tvivlsomt.” 

"For tiden har afvisning af fortabelsens virkelighed stor medvind,” skriver forfatterne 
af denne bog, der udkom tidligere på måneden.
"For tiden har afvisning af fortabelsens virkelighed stor medvind,” skriver forfatterne
af denne bog, der udkom tidligere på måneden.

Bogen bør altså ikke skrives, uden at læseren mærker denne virkelighedsalvor – svagt eller stærkt – som grundtone hele vejen igennem.

Det samme gælder hele teologiens temaområde. Teologi kan dybest set ikke udtrykkes med ordenes distance. Modsat den fornemmelse man let kan få, når teologien fremtræder som et akademisk fag. 

Når man læser den kristne kirkes første række af store teologer, fra Det Nye Testamente og op gennem de første mange århundreder, bliver man klar over, at de anså teologien for alt andet end et akademisk fag. De kristne trosdogmer blev aldrig fremlagt med akademiets tankekonstruerende distance, men derimod fremført i en ramme af lovprisning og bøn. 

Og dermed hører det også med i billedet, at ord ikke kun skaber distance. I en vis forstand begynder alt med ord. Ord er ikke en fejlagtig måde at nærme sig virkeligheden på. Den konkrete, fysiske virkelighed begyndte på en mærkelig måde med ord. ”I begyndelsen var ordet”, som Johannes indleder sit evangelium. Og sådan var det jo også med begyndelsen på det hele. Verden formedes med ord. ”Gud sagde: ‘Der skal være lys!’ Og der blev lys.” 

Det er således også en hensigt med denne bog – at dens ord åbner sindet for en uomgængelig virkelighed. Med alt hvad det kan medføre af uro, anfægtelse, tvivl, opvågnen, tro, styrke og, ja, tro det eller ej: taknemmelighed.

Man kunne jo også se for sig, at en polak, i oprør mod det politiske regime, førte en flok mennesker hen til en koncentrationslejr og sagde dem sandheden om stedet med al den fortvivlelse og vrede, det ville medføre hos hver og en af dem. Mon ikke det ville vække et stærkt ønske om forandring og en beslutning om at vende hjem og advare enhver med overhængende risiko for et fangenskab i koncentrationslejren. Set i det lys er det mere umuligt ikke at skrive bogen end at skrive den. 

Vi befinder vi os for tiden i dansk kirkelig sammenhæng i en situation, hvor fortabelsens virkelighed tilsløres igen og igen. Eller mere præcist: Alles frelse udmøntes mere og mere som det eneste tænkelige om Gud og om Guds relation til os. Gud bliver umenneskelig med fortabelsen som realitet. Gud bliver ugudelig. Gud mister sit treenigheds-dna. Den treenige Gud går i stykker ved fortabelsens virkelighed. For Gud kan ikke på den ene side ville alles frelse gennem sin selvopofrende handling i Sønnen og samtidig fastholde nogle menneskers evige udeblivelse af frelsen. Sådan siges det nu oftere og oftere i mange varianter. Som en form for selvindlysende logik. Med andre ord en logik, som 2000 års teologiske stemmer – med få undtagelser - ikke har forstået. Den altovervejende del af 2000 års teologisk refleksion har ikke haft sans for den treenige Guds inderste væsen. Først nu forstår vi det helt og fuldt.

Hvad med om denne ”selvindlysende logik” opløser troens og livets kompleksitet og bringer Gud og alt sammen ind på en formel, som mennesket har styr på. Gud skabt i menneskets billede. Alt under menneskets kontrol. Det fremkalder ikke ro, men uro. For med blot en vis mængde menneskelig selvindsigt bliver man klar over, hvor urovækkende den menneskelige kontrol er. Også den kontrol, der vil gøre Gud menneskeligt acceptabel i den menneskelige logiks favør.

Hvad med om frasigelsen af fortabelsens risiko er en frasigelse af vores nuværende livs enorme betydning. Som Sørine Gotfredsen skriver i sin seneste bog ”Som Sørine læser Bibelen”:

”Jeg vil hævde, at bevidstheden om fortabelse faktisk er en nødvendighed for at kunne opfatte tilværelsen med den rette alvor, for det er dén, der gør, at man virkelig formår at tænke over sine gerninger og sit hele væsen (…) Jeg har med årene mere og mere nærmet mig troen på, at vores måde at leve på virkelig har en konsekvens, og at vi skyder os selv i foden ved at tolke Guds dømmekraft inden for rammerne af, hvad vi ønsker mest”.

Den norske professor emeritus i idéhistorie, Trond Berg Eriksen, lufter noget af samme tanke i et essay om den norske forfatter Sigrid Undset, hvor han skriver om middelalderens menneske, som levede med evigheden som selvfølgelig horisont, med både frelsen og fortabelsen som muligheder og risiko: Mennesket ”levede i verdens centrum og havde Guds opmærksomhed rettet mod sig. (…) Det indebærer, at alt det, mennesker i det før-moderne samfund foretog sig, og som skete med dem, betød noget i den store verdenshusholdning. (…) Selv når det kristne menneske var forbandet, forblindet og fordømt, beholdt det en uafvendelig værdighed – for magterne var intenst optaget af dets evige skæbne”. 

Nu frister middelaldermenneskets levevis måske ikke alverden, men den modsætning, Trond Berg Eriksen ser i det moderne menneske, frister måske alligevel endnu mindre, når han betegner det moderne menneskes lod som at leve i ”ubetydelighedens fortvivlelse”.

Og alt i alt handler det hverken om middelalderens eller det moderne menneskes bevidsthed, men om den virkelighed, som Kristus og hele Det Nye Testamente foreskriver os, det som Kierkegaard udtrykker med den lille historie: ”Det hændte på et teater, at der gik ild i kulisserne. Bajads kom for at underrette publikum derom. Man troede, det var en vittighed og applauderede; han gentog det; man jublede endnu mere. Således tænker jeg, at verden vil gå til grunde under almindelig jubel af vittige hoveder, der tror, at det er en vits.”

Bogens mange forskellige stemmer med højst forskellige vinkler på temaet fastholder den uomgængelige virkelighed: Ild i kulisserne.

Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning.