I KRISTELIGT DAGBLAD den 18. april blev det fortalt, at der den 24.april holdes møde om præsters tro arrangeret af Helsingør og Københavns Stifter og universitetets center for kirkeforskning. Det kan sikkert blive til en teoretisk interessant diskussion. Konklusionen vil blive uklar, men hvorfor så rejse spørgsmålet i stedet for at bekæmpe årsagerne til, at præsters tro overhovedet kan betvivles?
For folkekirken er kun et klart og utvetydigt svar muligt: Selvfølgelig skal menighederne kunne regne sikkert med, at deres præst(er) er troende og udfører deres arbejde på dette grundlag. Hvis menigheden ikke kan have denne tillid, vil præsten være fuldstændig ude af stand til at udføre det arbejde, det er at være præst i egentlig forstand.
Dette betyder først og fremmest at sikre tilliden i menigheden til, at præsterne engageret forkynder det kristne budskabs indhold om livet og døden. Kan de ikke klare det - herunder ved overvindelse af kortvarig tvivl - må de tage deres afsked eller opnå biskoppens hjælp dertil.
DET ER GROV embedsforsømmelse at arbejde på baggrund af en kristendomsforståelse, som de har tillempet til eget brug. Da sådan virksomhed er skadelig for hele kirken, er det ikke tilstrækkeligt at opnå sympati i den lokale menighed. Dette enkle og klare svar giver også det enkle svar på, hvad præsterne skal tro på: det luthersk-evangeliske trosgrundlag, som kirken er forpligtet på. Det er enkelt og bogstaveligt indeholdt i trosbekendelsen og Fadervor.
Præsters forkyndelses”frihed/-pligt” må holdes inden for disse rammer og udelukker præstens personlige forbehold og tilføjelser. Ikke mindst de ændringer, som offentligheden er blevet bekendt med udfoldes af nogen præster, der går ind for at betragte de hellige skrifter som tankespind og poesi, fordi menneskets evner ikke skal udsættes for at tro på andet end det, forstanden tillader. Evangelierne bliver gjort til opdigtede fortællinger og ikke brugt som de beretninger, troen gør dem til.
I VÆRSTE FALD gøres Jesus til ”tømrersvenden fra Nazaret”, hvorved der udelukkende lægges vægt på hans menneskelighed og tages afstand fra, at han som den opstandne Kristus også er guddommelig. Denne opfattelse afviser formentlig på samme måde, at Skaberen, hvis en sådan overhovedet accepteres, ved inkarnationen i Jesus fysisk har påtaget sig menneskeskikkelse, en tilstand, der på en eller måde fysisk afsluttes ved opstandelsen.
Betegnelsen ”åndelig virkelighed” er taget i brug til beskrivelse af denne opfattelse, men anvendes i øvrigt blandt andet til uklar beskrivelse af en kristendom, der ikke accepterer, at Gud er virkelighed, grænseoverskridende, ufattelig, åndelig og fysisk sanselig, rumlig og tidslig - med selvfølgelig suverænitet, ikke begrænset af, hvad sanserne kan opfange - herunder undernes virkelighed.
At være præst i egentlig forstand - i modsætning til at være det med funktionærindstilling - kræver ydmyghed over for den vanskelige opgave, det er, og det kræver, at præsten kan tøjle sit ego og tidens individualisme og kan erkende, at præsten er kirkens og menighedens tjener.
Kirkens beundrede rummelighed bliver ødelæggende for dens eksistens, hvis den skal omfatte, at trosgrundlaget bøjes efter krav fra de borgere, der afviser at modtage andet end, hvad den enkeltes fantasi rækker til.
En sådan kristendomsopfattelse har ikke mulighed for at bibringe nogen, hvad tilliden til Jesus Kristus giver af muligheder for den enkelte i livet og døden.
Jens Smedegaard Andersen, forhenværende dommer, Sofievej 9, Hellerup