Selvfølgelig er der dårlige biskopper, ligesom der er dårlige præster.
Anders Kjærsig har fuldstændig ret i sit debatindlæg her i Kristeligt Dagblad den 2. august. Det gør mig ondt, at han har forladt folkekirken. Vi har skrevet kronikker sammen, festet sammen, diskuteret sammen. Jeg sætter ham højt.
Når jeg skriver om præstejammer, er det ikke med henblik på de enkeltsager, der har været og er rundt omkring i landet, og som jeg intet indblik har i. Jeg tager fat i en generel tendens i tiden, som vi præster også er ramt af. Nemlig at ingen vil acceptere autoriteter.
Det gælder i hjemmene, hvor børnene er blevet kammerater med deres forældre.
Det gælder i folkekirken, hvor gravere, organister og andre ansatte har svært ved at tolerere, at menighedsrådet er deres arbejdsgivere og dermed en autoritet.
Det gælder folkeskolen, hvor lærerne har mistet deres autoritet, fordi børnene mener, at det bør diskuteres, hvad klokken er, og hvor Grønland ligger.
Det gælder, når man går til læge og dybest set ved bedre besked end lægen om sine skavanker.
Som produkter af tiden har vi præster det svært med, at en biskop er en autoritet i vor embedsførelse. Og gad vide, om denne antiautoritære tendens ikke også har smittet af på vort gudsforhold. Gud er ikke længere en autoritet. Han er en kammerat. Han siger ikke, at vi skal elske ham eller hinanden. Han siger, at vi, hvis vi synes, orker, gider, kan overkomme det, skal tage det dobbelte kærlighedsbud til os.
Til et kursus i prædikenlære i Californien, var et af rådene til os kursister: ”Præk med autoritet.” Det er et godt råd. Vi præster skal ikke holde os tilbage fra selv at være en autoritet, der tager åndeligt lederskab på os og taler myndigt og resolut som det budskab, som vi skal forkynde.
Denne angst for det autoritære har måske også bevirket, at vi i øjeblikket i Danmark, Tyskland, Frankrig og andre europæiske lande har enorme problemer med nogle af de muslimske flygtninge, der er kommet til vore lande. Vi har haft svært ved at slå i bordet og med autoritet sige, hvad vi vil acceptere, og hvad vi ikke vil acceptere.
Men at tage autoriteten til sig igen er aldrig, heller ikke for os præster, det samme som at miste sin kritiske sans.
Poul Joachim Stender er præst og forfatter