Ateistisk præstesøn: Jeg er pavestolt over at være opdraget i en rummelig kirke

Bare fordi jeg er ateist, betyder det ikke, at jeg underkender den glæde og trøst, som dåbs-, vielses- og begravelsesritualerne giver, og det kæmpe arbejde, de kristne foreninger og folkekirken gør, skriver studerende

Ateistisk præstesøn: Jeg er pavestolt over at være opdraget i en rummelig kirke

Mine forældre sang altid ”Nu lukker sig mit øje” for min bror og mig, når vi skulle sove. Det virkede, fordi intet er mere søvndyssende end salmer. Jeg er ateist, og jeg kommer ikke i kirke, medmindre jeg får penge for det.

Men jeg tror ikke – og tro er mærkeligt i denne sammenhæng – at børn og voksne bliver mindre gudløse af en militaristisk ateistisk reklame i det offentlige rum, da mennesker af natur er fornuftige.

Mine egne årsager for at være ateist er sagen uvedkommende. Jeg bruger de søm, der er i min skuffe, og respekterer og beundrer dem, som bruger de søm, Jesus blev korsfæstet med, til at finde deres vej.

Jeg skammer mig over, at jeg i gymnasiet var ivrig efter at gøre nar ad andres tro, selvom det gjorde dem kede af det. Så derfor vil jeg hellere opmuntre til tro end fodre andre med tvivl, da jeg selv husker, hvor ondt det gjorde at miste troen og fyldes med intethed.

Bare fordi jeg er ateist, betyder det ikke, at jeg underkender den glæde og trøst, som dåbs-, vielses- og begravelsesritualerne giver, og det kæmpe arbejde, de kristne foreninger og folkekirken gør.

Kirken opfylder den opgave at trøste, hjælpe og glæde, som Ateistisk Selskab ikke har lyst til at kyndiggøre sig i. I et interview i ”Go’ Morgen Danmark” skulle sognepræst Flemming Pless og den nye formand for Ateistisk Selskab, Anders Stjernholm, kommentere og diskutere ”manden på gadens” religiøse standpunkt.

En ældre herre rundede klippet af med, at det ikke gav mening for ham at melde sig ud, da han snart skulle i graven. Imens tv-værten nervøst fniste, kommenterede Anders Stjernholm :”Så sparer han (manden på gaden – der lige har sagt, at han på et tidspunkt i den nærmeste fremtid skal i graven) de 5000-10.000 kroner”.

Da jeg så det interview, blev jeg mindet om den skamfølelse, jeg fik i gymnasiet og i Afrika, når jeg skulle retfærdiggøre min ateisme ved at nedgøre, diskutere og kritisere på en lige så inderlig måde, som Anders Stjernholm gør det, indtil nogle blev kede af det.

I dag skammer jeg mig ikke over at være opdraget kristent eller over at være uden den tro, som Ateistisk Selskab elsker at tage missionærstilling til. For jeg er pavestolt over at være opdraget i en rummelig kirke, hvor mine forældres menighed altid har puttet penge i kollekten til gavn for dem i nød.

Selvom Ateistisk Selskab synes, at præsterne skal prædike, sangerne skal synge og organisterne skal spille for tomme kirkerum, bliver kirken aldrig tom. Kirkens skrøbelige menighed og skæve kirketjenere vil altid finde deres vej til andagten sammen med dem, som hamrer på porten for at søge asyl.

Efter hele den debat, der p.t. kører, tror jeg hellere, at jeg vil være ateist i et kristent fællesskab end uuddannet ateist i et reflekterende selskab. For det kristne fællesskab vil på trods af religiøse slag ”I varetægt mig tag, fra synd og sorg og fare”.

Markus Lentz, studerende, Præstegårdsvej 20, Vordingborg