Eksamensperioden er over de studerende, og man siger, at eksamen er en fest for de velforberedte. Alligevel bliver jeg mødt på min skole med utallige store plakater med sætninger som: ”Har du eksamensangst?” eller ”Presser du dig selv for meget?”. Disse plakater har det formål at få elever til at melde sig til en workshop, som skolen står for, hvis man har brug for redskaber til at dulme eksamensnerverne.
For to et halvt år siden fik jeg to angstanfald, eller rettere: Det sociale og det faglige pres blev for meget i midten af 3. g på en treårig gymnasieuddannelse, og jeg endte med at tage en pause. Nu færdiggør jeg min studentereksamen på en toårig gymnasial uddannelse.
Jeg priser mig lykkelig for, at man altid, uanset alder og hvad man har lavet, før man satte sig på skolebænken, kan tage en studentereksamen.
Jeg har på mine to gymnasier haft lærere, der passioneret har undervist i deres fag, og som er uhørt dygtige til dette. Derudover har de været gode til at tage en snak med én, når de har kunnet se, at bægeret var ved at flyde over. Jeg er ikke kun blevet dannet fagligt, men også menneskeligt.
Jeg, en 21-årig kvinde, er bekymret for den udvikling, at studerende unge får stress, unødig nervøsitet og præstationspres over eksamener. Hvad bunder det i? For i hverdagen i skolen klarer de det helt fint.
Når jeg snakker med mine klassekammerater og venner, handler det om ikke at slå til, angsten for at gå i sort og følelsen af, at man kunne have gjort noget mere, selvom man har læst pensum grundigt – og ikke mindst angsten for, at man ikke får den karakter, der er adgangsgivende for drømmeuddannelsen.
Når man træder ind til første skoledag, begynder både lærer og elev at tænke på eksamener. Vi ved alle, at tre år, eller for den sags skyld to år, går lynhurtigt, og eksamener er lig med en karakterer.
Gymnasiet, som har til formål at danne, blandt andet ved at kende forskel på en jonisk og en dorisk søjle, er stille og roligt begyndt at blive et miniprofessorat og et introforløb til universitetslivet.
Et eksempel er den store opgave, studieretningsprojektet, SRP’en, som er fyldt med formalia, samt en bestemt opskrift, man skal gå efter for at opfylde specifikke krav til redegørelsen, analysen og diskussionen. Dette tager fokus og glæden ved opgaveskrivningen fra eleven.
Nogle vil måske læse dette og tænke, at det er netop det, der gør én parat til universitetet. Men hvad med først at danne nogle elever, som stille og roligt kan opdage, hvad de synes er sjovt, og på den måde blive mere nysgerrige og passionerede inden for et felt, som måske kan ende ud i valg af et studie. Eller danne nogle elever, som synes, det er sjovt og spændende at gå i skole, og som ikke skal være nervøse over, om de siger noget forkert.
Gymnasiet bør være stedet, hvor eleven har antennerne ude, snuser til forskellige ting og lærer dette med gåpåmod og nysgerrighed.
Du, kære læser, ved sikkert allerede, at en karakter kan være knald eller fald, men tillad mig alligevel at skære det ud i pap: Problemet med karakterer er, at en ”dårlig” karakter kan trække ens snit ned.
Lad os tage en fiktiv elev. Denne elev ved, at drømmestudiet er kunsthistorie, som i 2020 havde en adgangskvotient på 9,5, og hev med slid og slæb et 4-tal hjem i matematik. Personen er utrolig dygtig til og har en stor interesse for historie og dansk, hvor karaktererne blev henholdsvis 10 og 12.
Vi kender ikke resten af karaktererne, men man kan allerede se, at eleven skal række hånden gevaldigt meget op i de øvrige fag for at trække dette 4-tal op. Et 4-tal, eleven ellers var ovenud lykkelig for, da emnet vektorer var en by i Rusland.
På undervisningsministeriets hjemmeside er 4-tallet betegnelsen for ”den jævne præstation”, og tallet 7 er betegnelsen for ”den gode præstation”. Vi vil alle gerne have 10 og 12, men ikke alle får 10 og 12. Det gør de måske i andre fag, de har bedre færdigheder, kompetencer og interesse for – dette argument er i dag glemt i ”karakterræset”.
”Der er altid en kvote 2”, ender nærmest alle snakke om karakterer ud i blandt mine venner og klassekammerater, så man undgår at blive unødigt stresset over karaktererne – og det er rigtigt.
Men i år er der kommet en prøve, i hvert fald på Københavns Universitet, i basale færdigheder og forståelse i dansk, engelsk og matematik. Dette synes jeg er en genial idé. Knap så genialt er det, når man bliver sorteret fra, hvis man ikke har opnået nok point til en specifik uddannelse.
Man skal selvfølgelig vurdere ud fra noget, det er klart, og vi kan alle blive enige om, at karakterer er en essentiel del af det at gå i skole. Men i dag er det, som om der er mere fokus på karakterer end læring og dannelse. Sådan må det da aldrig blive! Der må først og fremmest være fokus på læring. For det karakterræs, vi har gang i, stresser mere, end det gavner.
Mange virksomheder fortæller, at når de skal ansætte medarbejdere, ser de på mennesket før karaktererne. Men der skal jo lige stå ens drømmeuddannelse på cv’et, før man kan komme i betragtning til den eftertragtede praktik.
Jeg siger ikke, at karakter skal afskaffes, da de er den bedste måde, man kan bedømme en elev med lighed og retfærdighed, men det er et ”system”, der har brug for at blive ændret. Og frem for alt bør der ikke lægges så meget vægt på karaktererne.
Jeg har ikke en decideret løsning, men jeg håber, at dette kan sætte nogle tanker i gang hos elever, forældre, bedsteforældre, lærere og rektorer – som Georg Brandes, der ”satte problemer under debat”. For det går ikke, at en ung generation får unødig stress.
På mit arbejde måtte jeg forleden lade en gæst vente i få sekunder, da jeg skulle sætte en ny kollega i gang med en ny opgave. Da jeg vendte tilbage til kunden med et ”tak for ventetiden”, spurgte han mig, om jeg studerede. Jeg svarede stolt, at jeg bliver student i slutningen af juni, hvortil han svarede: ”Godt – husk nu studierne. Det er godt med et job efter skole for at få adspredt tankerne, men det vigtigste er nu studierne.”
Dengang jeg selv var ny i jobbet, var det første, jeg lærte: Kunden har altid ret. Så jeg sætter mig nu med ”Litteraturens veje”, hvor jeg er nået til indgående at repetere det moderne gennembrud.
Emilie Birk Juhler er 21 år og gymnasieelev.