Hvis den udmærkede litteraturhistoriker Erik A. Nielsen har en fobi, så må det være forhenværende kulturminister Brian Mikkelsen. Indlægget i Kristeligt Dagblad den 25. januar har en række af fobiens særkender i lighed med de tidligere angreb.
Man beskylder for eksempel den forhenværende minister for at "udnævne den kulturelle analfabet Kenneth Plummer til generaldirektør for DR". Udvælgelsen og ansvaret for denne ansættelse ligger sådan, som det stadig gør: Hos bestyrelsen.
Ville Erik A. Nielsen i ramme alvor have, at en kulturminister selv skulle ansætte alle institutionsdirektørerne eller lederne efter sin egen smag? Hvad skulle vi så have bestyrelserne til?
At Brian Mikkelsen skulle have ansvaret for "det kæmpemæssige domænetab" i DR er også helt på månen. Jeg tror, at DR?s medarbejdere og ledelse meget gerne vil have sig frabedt beskyldninger om, at programmernes indhold og udvælgelse skulle bestemmes af en kulturminister.
Det er bestyrelsen og den daglig ledelse, der har den væsentlige indflydelse, men i princippet alle medarbejdere i Danmarks Radio. Public service-kontrakterne er kommet på banen til at regulere, hvad vi får for licenskronerne. En fin regulering, som jeg gerne så gennemført i en meget mere offentlig proces, men den er der altså til at regulere det, som regering og Folketing kan og må regulere.
Det er ikke kun Kenneth Plummer, som nedgøres i helt urimelig grad, Brian Mikkelsen må også høre, at hans "kendskab til dansk kultur ikke er respektindgydende". Enhver, der kender Brian Mikkelsen, ved, at han er meget bredt – og langt bredere end de fleste – orienteret i dansk kultur. Også i den af Erik A. Nielsen så foragtede popkultur og for eksempel også i så forskellige ting som sport og computerspil.
En dansk kulturminister er ikke og skal ikke være en minister alene for dansk litteratur. En dansk kulturminister skal være for hele kulturlivet – også det brede.
At Brian Mikkelsens interesse for den klassiske litteratur eksisterede allerede før han blev kulturminister, ses også af det forhold, at han som ny minister hurtigt fik sat H.C. Andersen-fejringen på skinner. Det havde tidligere kulturministre forsømt, skønt de var løbet på dørene af ganske mange.
Brian Mikkelsen skaffede den brede aftale, sikrede rammerne, men lod fagfolk fylde ud – det var ikke ministeren, der bestemte indholdet. Heller ikke her.
Erik A. Nielsen skulle glæde sig over en minister, der fik sat dagsordenen i kulturdebatten så stærkt, at man stadig diskuterer kanonbegrebet og bruger det på stadig nye områder. Det fik sat turbo på den aldrig sluttende debat om kvalitet på en lang række kulturområder, og den er blevet en hoveddør ind til dansk kultur for de mange nye medborgere og gæster, som kommer til Danmark.
I min tid kunne man blive magister i nordisk sprog og litteratur uden at åbne en dansk grammatik, uden at læse H. C. Andersen, Søren Kierkegaard og Johannes V. Jensen. Det var så løse læseplaner, at de, der kom ud fra dansk- og nordisk-studierne, stort set ikke havde nogen fælles referencerammer. Helt i modstrid til de studerende ved de nordiske institutter i Norge og Sverige.
De slappe læseplaners tid er forbi – også på gymnasierne. Vil vi være et folk med sammenhængskraft og en livskraftig kultur, så har vi brug for at kunne en lang række fælles fortællinger, som vi glædes ved, udfordres af og give videre til andre. Hvis vi ikke dyrker sammenhængskraften, ja så afløser vi vort samfund med et "hver for sig-fund".
Lad fobierne og polemikken blive hjemme, og lad os glæde os over, at der kom et godt og brugbart resultat ud af debatten og de mange engagerede menneskers arbejde, herunder Erik A. Nielsens.
Heldigvis er vor kultur for rig og mangfoldig til, at eksperter, politikere og andet godtfolk kan tage kulturen som gidsel.
Niels Jørgen Langkilde,
mag.art. og forhenværende MF for Det Konservative Folkeparti,
Ehlersvej 11,
Hellerup