Prøv avisen
Debat

Prioritering i sundhedsvæsenet er også borgernes ansvar

"Patient og læge skal prioritere sammen. Patienten bør stille spørgsmål som: Hvad er risikoen, hvis jeg fravælger behandling? Hvad er de gavnlige virkninger af behandlingen, og hvilke bivirkninger kan jeg forvente?" Arkivfoto.

Kommunikation er i prioriteringssammenhæng helt nødvendigt på alle niveauer. Og skal sundhedspersonale og politikere kunne håndtere denne kæmpe udfordring, skal de have hjælp af borgerne - af os alle, skriver Carsten Hendriksen fra ÆldreForum

Prioritering betyder rangordning og benyttes ofte om de mange valg, der løbende sker i sundhedsvæsenet, og som bør ses i et langt bredere lys end de forenklede problemstillinger, vi ofte præsenteres for. For eksempel bør borgernes perspektiv og ansvar i langt højere grad inddrages. Følgende eksempler fra den praktiske hverdag opridser nogle af de mange prioriteringsdilemmaer.

Den enkelte borger foretager mange valg i hverdagen, der påvirker sundhedsvæsenets udgifter, for eksempel rygning, alkoholforbrug, fravalg af cykelhjelm og udskydelse af lægebesøg.

Egne ønsker kan kollidere med hensynet til pårørende. Pres fra eller hensyn til pårørende kan føre til accept af behandlingstilbud, som den pågældende ikke selv ønsker. Spørgsmålet ”Svigter jeg min ægtefælle/familie, hvis jeg fravælger behandling”, er således ikke et ukendt dilemma ved livstruende sygdom.

Patient og læge skal prioritere sammen. Patienten bør stille spørgsmål som: Hvad er risikoen, hvis jeg fravælger behandling? Hvad er de gavnlige virkninger af behandlingen, og hvilke bivirkninger kan jeg forvente? Og hvad er den forventede længere levetid ved eventuel livsforlængende behandling? Og lægen skal ud fra kendskabet til patientens hele situation give en samlet faglig vurdering af forventet effekt, potentielle bivirkninger og forventet restlevetid med mere.

Lægen indgår samtidig i det hierarkiske system i sundhedsvæsenet, hvor bekendtgørelser, kliniske retningslinjer og forløbsprogrammer medfører dilemmaer for både borger og behandler.

Det forventes, at lægen lever op til sundhedsmyndighedernes retningslinjer. Den stadige udvikling af avancerede teknologiske og medicinske behandlingsmuligheder rummer indbyggede dilemmaer.

Hvilke nye behandlinger eller indsatser skal indføres, og hvilken effekt kræves i forhold til gængs behandling? Hvordan skal lægen – ansigt til ansigt med den enkelte patient – prioritere mulighederne? Og hvordan skal eksempelvis en begrænset livsforlængende behandling vurderes i forhold til bivirkninger?

Internt i sundhedsvæsenet genfinder vi den velkendte prioriteringsdebat. Hvad er konsekvenserne af blandt andet behandlingsgaranti og dermed potentielt bedre prognose sammenholdt med ventetid på andre områder? Medfører kort behandlingsgaranti, at patienter med slidgigt i knæene tilbydes operation i stedet for at afvente gavnlig effekt af træning? Og indebærer meget dyr behandling nedprioritering af ”blødere” indsatser som blandt andet pleje?

Og til sidst sundhedsvæsenet set i samfundsperspektiv. For eksempel marginal overlevelse og/eller sparsomt forbedret livskvalitet over for væsentligt øgede udgifter. Medfører øgede sundhedsudgifter besparelser på andre områder, for eksempel på forsvarsbudgettet? Og hvordan prioriteres strukturel forebyggelse, eksempelvis øgede tobakspriser, sammenholdt med øget grænsehandel?

Eksemplerne er blot en lille del af de mangfoldige spørgsmål, der rejser sig. Set i et aldringsperspektiv skal den fantastiske medikamentelle og teknologiske udvikling i sundhedsvæsenet, som er medvirkende til, at ”aldrig har så mange gamle mennesker opnået så mange år med bevaret funktionsevne, som nutidens ældregeneration”, naturligvis støttes, men udviklingen har også indbyggede dilemmaer.

For det er lige så indlysende, at effekterne af nye indsatser ofte kun medfører marginale forbedringer. Og jo mindre forskellen er på effekten af ny og ”gammel” behandling, jo mere nødvendig er en prioriteringsvurdering.

Kommunikation er i prioriteringssammenhæng helt nødvendigt på alle niveauer. Og skal sundhedspersonale og politikere kunne håndtere denne kæmpe udfordring, skal de have hjælp af borgerne – af os alle.

Lad os hjælpe hinanden med at folde en prioriteringsdebat ud. Det er klart politikernes ansvar – men ikke alene. Forståelsen for kompleksiteten og det brede perspektiv er nødvendig for at forstå, at prioritering ikke kun er et spørgsmål om, hvorvidt den ene eller anden patient skal have ret til den ene eller anden (dyre) behandling.

Med andre ord: Sundhedsvæsenets prioriteringer kræver både nuanceret, faglig viden, politisk mod – og ikke mindst borgernes aktive involvering.

Carsten Hendriksen er dr.med. og næstformand i foreningen ÆldreForum