Prøv avisen

Privatliv. Revselsesret er forsvar for familiens frihed

I anledning af en opblussende debat om revselsesret får jeg lyst til at prale lidt og nævne, at det var min fortjeneste, når revselsesretten ikke blev ophævet i 1980erne, men først anfægtet i en forkølet lovgivning i 1997.

Hvad er nemlig revselsesret? Det er forsvaret for familiens frihed i forhold til behandlersamfund og totalitarisme. Det er et andet ord for forældrenes opdragelsesmandat. Det er et værn for den private familie og forældremyndigheden.

Der var dem, der sidestillede revselsesret med børnemishandling. Det er rent vrøvl. Revselsesret var simpelt hen en domspraksis, der betød, at domstolene undlod at blande sig i, hvordan forældrene opdrog deres børn. Børnemishandling var naturligvis forbudt som al mishandling og vold forbydes af loven.

Men om forældrene brugte fysisk magt for at drage en grænse for deres børn og udøve myndighed i opdragelsen, ville og skulle samfundet ikke blande sig i, sagde denne domspraksis hvorved den satte bom for totalitære behandlersamfund som det sovjetiske, der opfordrede børnene til at angive politisk ukorrekte forældre til partiet, eller det nazistiske, der ville kontrollere samtalen ved middagsbordet.

MEN behandlersamfundet var naturligvis også trængt ind i Danmark via den politiske korrekthed eller socialdemokratisme, der stod på skuldrene af kulturrevolutionen af 1968, og i 1976 slog dette danske behandlersamfund til i form af en magtfuld kampagne under ledelse af Svend Heinild og Birthe Kyng. Offentligheden fyldtes af slagordet om vold mod børn. En pædagogmafia beslaglagde medierne. I Gladsaxe samledes mafiaen til et stort møde for at rette det endelige slag imod familiens frihed og bakke et lovforslag op, der skulle tromles gennem Folketinget.

Og i tv var der 23. september den udsendelse, der hed Bytinget, og hvor vold mod børn, det vil sige revselsesretten, skulle dæmoniseres og bandlyses.

Jeg var blevet bedt om at være advokat for revselsesrettens bevarelse, mens den kulturradikale journalist Erik Nørgaard plæderede for dens ophævelse, og det blev et pragtfuldt slagsmål, som endte med en meget klar sejr til at bevare revselsesretten. Bytinget havde nemlig karakter af et minifolketing med 100 tilhørere, der var udvalgt, så de flugtede med folketingsvalg, og mens 23 personer ved udsendelsens start ønskede revselsesretten ophævet og 73 ønskede den bevaret, så 81 personer var ved udsendelsens afslutning blevet tilhængere af at bevare forældrenes og familiens frihed, mens kun 16 ville ophæve den.

En klar afgørelse. Et herligt udfald. Som lammede både kampagne og mafia på en sådan måde, at spørgsmålet var dødt i det næste tiår. (Interesserede kan læse nærmere om hele sagen og forløbet i min bog I min Levetid, 1998).

Familien Danmark ønskede at vedblive med at være en familie. Den ønskede ikke statsopdragelse og ensretning af børnene. Det ophævede desværre ikke, at den forkølede lovgivning i 1997 havde held til at liste elementer af ensretningen ind ad bagdøren. Det blev dermed vanskeligere at være en fri og privat familie, beskyttet af den hidtil gældende domspraksis. Resultatet kan aflæses i dagens folkeskole og på byens gader.

Det kan vi konstatere i 2008. Men i mere end 10 år blev friheden og forældremyndigheden hævdet.

Søren Krarup er tidligere sognepræst og nu medlem af Folketinget for Dansk Folkeparti