Prøv avisen
Debatinterview

Anna Libak: Problemet er ikke populismen – problemet er, at Vesten har mistet magten

Anna Libak. Foto: Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix

Stop med den evindelige moralske fordømmelse af populister. De repræsenterer en forståelig reaktion på Vestens globale svækkelse, mener journalist og forfatter Anna Libak. Genlæs interviewet i anledning af Libaks 50 års fødselsdag

PO-PU-LIS-TER. Man kan nærmest høre det. Det lyder ikke rart. Som noget pludseligt opstået, ubehageligt, vi hurtigst muligt må komme af med. For tre år siden talte ingen om populisme, i dag bruges betegnelsen i flæng på sociale medier, i medierne og i en lind strøm af debatbøger, som forsøger at forklare, hvad der er galt med verden, og hvor for Brexit, indvandrerkritiske partiers fremgang og valget af Trump kunne ske.

Den moralske fordømmelse af populismen er udbredt, men det bliver den ikke mere rigtig af, mener Anna Libak. Derfor har hun skrevet bogen ”Forstå populismen!”, som udkommer i dag, og som forsøger at udlægge denne såkaldte populisme som et bredt og forståeligt politisk fænomen, der ifølge Libak er en konsekvens af Vestens gradvise og markante magttab.

”Vi har det med at diskutere alt fra populisme, ulighed og folket mod eliten som adskilte fænomener, men i virkeligheden er det alt sammen reaktioner på det samme, nemlig Vestens fald som afgørende global magtfaktor. Magten flytter sig, ikke bare fra de enkelte nationalstater til EU, men også fra Vesten og ud i resten af verden, og det reagerer folk på,” siger Anna Libak.

MENS UDLÆGNINGEN af populisme som en reaktion på globalisering og stigende ulighed er veletableret, undrer hun sig over, at så få forsøger at forstå denne udvikling i lyset af Vestens tab af magt og anseelse.

”Når fejltolkningen af populismen er så udbredt, skyldes det formentlig, at det er en udvikling, som udfordrer eliten og det bestående systems privilegier og måde at anskue verden på. De nægter simpelthen, eller er ude af stand til, at give slip på globalismens etablerede sandheder.”

Globalismen, uddyber Libak, opstod som resultat af Murens fald og Sovjetunionens opløsning, hvor eliten, politikere, forskere og erhvervsliv drager den konklusion, at resten af verden i virkeligheden ville det samme, nemlig at leve i velstand og frihed.

”Sådan fødes globalismen, som bygger på en række grundantagelser, at kapitalismen og markedet demokratiserer, at integration i verdensøkonomien skaber fundament for en vestlig samfundsorden, at jo tættere og mere kulturelt og økonomisk forbundne vi er, jo større bliver tolerancen.

Man kan sige, at globalismen var en fusion af den liberale tro på markedet som problemløser og så venstrefløjens idé om mangfoldighed som et gode i sig selv. Det, der sker lige nu, er, at globalismens antagelser er faldet. Det er der bare mange, der endnu ikke har indset, eller ikke vil indse.”

BLANDT DEM, SOM HAR SVÆREST ved at erkende globalismens nederlag, er EU. Mens USA med Trump i spidsen er i fuld gang med at indstille sig på en verden, som ikke lader sig demokratisere, men hvor den stærke har ret. Og den erkendelse er i USA vel at mærke langt bredere end bare Trump, understreger Libak.

”USA’s opsigelse af Iran-aftalen, som EU til gengæld ønsker at holde liv i, er det seneste eksempel på denne splittelse. EU holder fast i, at kun med integration af Iran i verdensøkonomien kan vi støtte de moderate kræfter, mens USA tænker sikkerheds- og magtpolitisk. Det samme gælder i tilgangen til Kina. Men her er det værd at bemærke, at mange aktører i Europa, senest chefen for Mærsk, ønsker, at EU markerer sig over for kineserne, simpelthen fordi de ikke spiller efter reglerne og derfor opnår klare fordele.”

I det hele taget kunne EU spille sig på banen, hvis de i højere grad kom på banen som magtspiller og satte fokus på at levere den sikkerhed og tryghed, som EU-borgerne ønsker, påpeger Libak.

”For nylig bekræftede en måling, at et flertal i de europæiske befolkninger mener, at de har haft gavn af EU, men samtidig mener de, at EU bevæger sig i den forkerte retning.

Folk vil gerne EU, men de vil have et EU, der sætter europæerne først. De vil have et EU, de har tillid til, som har styr på grænserne, som har styr på kapitalstrømme, og som kan stå fast over for blandt andet Kina og andre lande, hvis indflydelse i Europa vokser.”

Ikke kun internationalt, men også herhjemme går splittelsen mellem anti globalister og globalismens forsvarere igen. Faktisk er Danmark på mange måder et godt land at blive klog på, fordi udviklingen i retning af stram indvandrerpolitik og en kritisk tilgang til EU og globalisering har stået på længere end i andre lande. Vi har længe været skeptiske over for globaliseringen, men er også en kræmmernation, som gerne vil blive ved med at handle med resten af verden, og derfor kan Danmark give et fingerpeg om, hvor udviklingen går hen.

”I dag er det sådan, at alle partier er tvunget til at forholde sig til de negative konsekvenser af migration. Det er fundamentet. Så er der forskellige bud på løsninger, og her er der faktisk stadig en overvejende rød og blå fløj. Her vil venstrefløjen betone social og økonomisk ulighed som forklaring på manglende integration, mens borgerlige vil betone kulturelle, historiske og religiøse forskelle, som udfordrer sammenhængskraften. Og så vil de indimellem overlappe i forsøget på at stjæle stemmer fra hinanden.”

NÅR STRIDEN AKTUELT er rykket ind i den borgerlige lejr og ind i Venstres folketingsgruppe, hvor et voksende antal V-politikere finder anledning til at kritisere folk som Marcus Knuths og Inger Støjbergs mere nationalkonservative linje, skyldes det en klassisk ideologisk modsætning mellem liberale og konservative argumenter, mener Libak.

”Her vil liberale pege på, at det er vanvittigt at lukke af for de indvandrergrupper, som kan og vil bidrage til det danske samfund. Mens konservative vil insistere på, at sammenhængskraften kan sættes over styr, hvis den kulturelle og religiøse forskellighed bliver for stor.”

Selvom det aktuelt ser ud, som om magtkampen i Venstre falder ud til de økonomisk liberales fordel, i takt med at Kristian Jensen formentlig overtager formandsposten i partiet, så er det ikke ensbetydende med, at økonomisk liberale argumenter vil vinde over de konservative. Tværtimod, vurderer Libak.

”Hvis der ikke kom i omegnen 5000-10.000 nye indvandrere om året – flygtninge og deres familiemedlemmer – så kan det da godt være, at den nationalkonservative og indvandrerkritiske dagsorden ville holde op med at være strømførende. Men det, at du hele tiden har udsigt til, at flere mennesker kommer hertil og skal integreres, gør, at den problemstilling ikke går væk, men blot blive accentueret. Det drejer sig vel at mærke om noget, der svarer til en dansk provinsby om året, det koster aktuelt 36 milliarder kroner årligt, og det vil stige.”

I STEDET SER LIBAK udviklingen gå i retning af den canadiske model, som mange danskere fejlagtigt tror har noget at gøre med humanisme og gode hjerter.

”Den canadiske model er styret indvandring. I Canada har de derfor stort set ingen populisme, og det er, fordi de hele tiden har sagt: Canada først. De forbeholder sig retten til at plukke de indvandrere, som kan tilbyde lige præcis den arbejdskraft, som samfundet ønsker.

Det er ikke specielt ærværdigt for andre end canadiere, og det er med til at tømme områder i Mellemøsten for højt kvalificeret arbejdskraft, men jeg ser også den form for styret indvandring vinde frem i Danmark og Europa. Det er også en position, som kan samle forskellene i den borgerlige lejr, hvor uenigheden derudover vil være rent retorisk.”

Ved siden af indvandring vil ulighed blive det altafgørende værdipolitiske spørgsmål i Vesten, og derfor tror hun også, at Henrik Sass Larsen (S) og Socialdemokratiet gør klogt i at kombinere en stram udlændingepolitik med en offensiv ulighedsdagsorden.

”Ulighed er næsten lige så potent som indvandring. Og det er det, på trods af at vi er et land med meget lidt ulighed. Det hænger sammen med, at vi er lutheranere med et veludviklet ligheds ideal, hvor penge ikke er tegn på Guds nåde. Derfor skal de bruges til samfundets gavn og ikke i skattely i Caribien.

Alle store politiske skandaler i Danmark handler om, at politikere på den ene eller anden måde har beriget sig. Vi går utrolig meget op i, at andre ikke har for mange penge.”

De økonomer, som tror, at det nærmest vil være selvfinansierende at fjerne topskatten, kan også tro om igen, påpeger Libak.

”Topskat har vi nemlig ikke af økonomiske årsager, men derimod for, at nogen ikke skal blive alt for rige, så vi kommer i dårligt humør.”

Så Sass og Socialdemokraterne har en god sag, når de vil tage fat i ulighed, de meget rige og de multinationale selskaber, som ikke betaler skat i Danmark, mener Libak. Men hvad bliver så de borgerligt-liberales svar?

”Liberale er nødt til også at forholde sig til ulighedsdagsordenen, men argumenterne er nogle andre. Liberale mener heller ikke, at store multinationale selskaber skal udnytte deres dominerende stilling til at tryne deres mindre konkurrenter. Og for borgerlige i det hele taget tror jeg, at det bliver mere udbredt at anse handelspolitik for også at være sikkerhedspolitik.

En god forretning bygger ikke kun på økonomiske parametre. Man er også nødt til at se, hvem det er man handler med og dermed styrker økonomisk. Hvis det er lande som Rusland og Kina, der bruger deres økonomi politisk, så er der handler, som ikke skal indgås, og virksomheder af national betydning, som ikke skal sælges til dem.”

Trump-vælgere i Midtvesten i USA er blevet symbol på den globale populisme. Her jubler publikum, mens vicepræsident Mike Pence introducerer præsident Donald Trump ved et valgmøde på North Side Gymnasium i Elkhart, Indiana. – Foto: Carolyn Kaster/AP/Ritzau Scanpix